Mine indstillinger Ny bruger
Glemt adgangskode?
Kodeord
Sektioner
Handlinger tilknyttet webside
Forside / Brugere / Jan B. Hansson / Bibliotek / Gårdfolk i Haurum

Gårdfolk i Haurum

site-header
Familie Portræt af mine Haurum tipoldeforældre

Fra en af mine mange opdagelsesrejser i slægtens fodspor, har jeg sammenstykket dette portræt ved hjælp af indsamlede brikker, som familien Simon Simonsen selv har efterladt til eftertiden.

Ved Gaardejer Simon Simonsen [AR38] og hustru Ane Marie Pedersen [AR39] Sølvbryllup i ”Lille Nørregaard” - Haurum den 4. november 1895.

null

Siddende foran:  Ane Marie Pedersen (1845-1914) gift med Gaardejer Simon Simonsen (1838-1911)
Stående imellem: Sønnen Anders Peter (1885-1954) og datteren Simine Marie (1883-1965)
Stående bagved set fra venstre: Sønnerne Jens Peter (1873-1944), Peder (1878-1938), Jens Christian (1879-1949) og døtrene Amalie (1876-1939) [AR19], Maren Cathrine (1871-1959)

Efter denne indledende introduktion af Simonsen familien overlader jeg penne føringen til min oldemors søster Maren Cathrine Simonsen (1871-1959) og de livserindringer hun nedfældede. Hendes søn Karl Martin Madsen (1908-1981) havde foretaget transskription af moderens håndskrevne noter og samlet en stor samling om slægten, som jeg har så heldig at låne og indscanne.

Nogle af mine livserindringer af Maren Katrine Madsen (f. Simonsen, 1871-1959).

 

Først en lille skildring af mit barndomshjem, som jeg elskede højt og som altid har stået for mig som et klenodie. Vi var jo en stor børneflok som voksede op under to kærlige forældres varetægt, jeg husker altid far når han mødte os med smil på kinden, mor lidt mere alvorlig, men mild og god, hun havde jo også meget at tage vare på, den store børneflok og altid meget at bestille.

Dengang bagte vi jo alt vort brød, bryggede øl, kærnede smør, lavede ost, støbte lys og kartede ulden. Vi slagtede jo selv får, så vi havde nok til eget behov, vi piger hjalp jo mor med alting, drengene hjalp far både med kvæget og i marken, ja vi piger måtte også med i marken særlig når vi ruskede hør og det havde vi gerne meget af.

Det var næsten en hel begivenhed med al den hør, først blev den rusket, og så lagt i lange rækker på jorden derefter blev det bundet i neg og kørt hjem og lagt i gadekæret en tid. Omsider skulde det tages op og tørres og det skete på den måde at vi gravede et hul i jorden, og i bunden deraf blev der lagt Bål og tændt ild og over graven blev der lagt nogle stænger, hvor hørret blev bredt ud til tørring. Der var jo en til at passe hørret så der ikke skulde gå ild i det, derefter skulde det brydes, og det foregik på den måde at naboerne og deres karle mødte med deres hørbryder og klemte strået i stykker så skjerverne faldt af, så var det jo færdig til at skjette som naboens piger og nogle koner besørgede,(jeg husker at de den dag skulde have sagosuppe og æbleskiver til middag), derefter skulde hørret så hægles, hørret skulde jo vare pænt når det skulde spindes det som hægledes fra kaldtes blår, og det kunde aldrig spindes så jævnt og pænt som hørret og det blev altid vævet til lagener.

Jeg husker engang at jeg havde fået en ny særk af hør eller nærmest blår, og det kradsede så det var ikke til at have med at gøre, jeg græd over det, men så var det så heldigt at børnene fra Tinning kom og Niels ville gerne have den.  jeg spurgte mor om Niels måtte få den, hun sagde ja. Jeg trak da af særken med det samme og gav Niels den, han var glad for den.

 

null null null null


 

Minder fra barndomsårene.

 

Engang vi var ved at bage, bror Kristian var to år dengang, han stod ved siden af det store bage trug - han ville jo også hjælpe til, men idet han lænede sig ud over trugets kant, fik han overbalance og faldt på hovedet ned i melet. Han blev helt væk i dejen. Mor fik rigtignok travlt med at få ham op og gjort lidt rent - ih hvor så han ud. Da vi blev større fik vi gerne en klump dej når mor bagte og af den lavede vi så forskellige figurer som derefter kom i ovnen og blev bagt sammen med det øvrige Brød.

Morbror Jens Skødt i Thorsø og far kørte træ til Hinnerup st. fra Haurum skov. Morbror Jens kom om morgenen tidlig og fik en af fars heste, og så fik han gerne frokost, og de fik også gerne en dram til. Så var det en morgen efter at de var kørt, at Niels (fra Tinning) og bror Jens Peter satte sig til bordet, og så skænkede jeg op til dem, (de var 4-5 år og jeg lidt ældre), resultatet var at de faldt under bordet, og da mor så var færdig med at malke og kom ind, kunne hun jo ikke forstå hvad drengene fejlede, men det gik hurtig op for hende, hun gav dem noget mælk og de kom til at kaste op, og bagefter fik vi rigtignok klø alle sammen..

En ting som også står tydelig i mine erindringer var da Adolf til væverens satte ild på huset, det var om høsten og far og mor var i marken. Jeg skulle blive hjemme ved Amalie hun var syg, hun var jo faldet og havde en blodsamling i maven. Vi lå ude ved gadekæret, og vi så da at Adolf satte en tændstik til det lille hus. Jeg sprang ind til Søren Nørregaards, de var netop hjemme til kaffe, men de ville ikke tro mig, ”det er sku it san do seje tøs" sagde Søren Nørregaard, men jeg blev jo ved med mit, og så fik de vel nok fart på. Søren rendte med en mellemmad i hånden. Huset nedbrændte alt sammen og jordemoderboligen brændte også og en overgang var det lige ved at gå ild i taget af Chresten Mortensens gård, men ved hjælp af våde lagener fik man det slukket. Søren murer låste døren og sagde at der var ikke noget af hans som skulde reddes, han havde godt assureret, desværre for ham brændte huset ikke.

Jeg kan huske at jeg var omme og se det da væver Lise kom hjem fra skoven, og hun græd og jamrede sig for de havde ikke spor at spise, alt var jo brændt, jeg løb da hjem til mor om jeg ikke nok måtte få noget mad og give dem, og det fik jeg både brød, smør og kød m.m., mor havde altid et godt hjerte at give af når nogen var i nød.

Det havde været lige ved at brænde for den gamle jordemoder engang før far havde jordemoderjorden i forpagtning og madammen skulde blandt andet have mælk hver dag, det var som reglen mit arbejde at bære det om, og en aften jeg kom med mælken så jeg at det brændte inde i stuen og døren var låset. I den anden ende af huset boede skomager Thillemann, han sprængte døren og fik ilden slukket. Det var en karklud der var hængt til tørre på kakkelovnen som var faldet ned og antændt sofaen.

Jeg blev sendt om efter madammen, hun var omme og besøge Elle, ”a ska missel da ha' met kaffe drokket først" var det svar som jeg fik. Madammen tog det åbenbart roligere end jeg gjorde.

Ja det var jo også skik og brug at madam Bendtsen fik en spand malk fra hver gård til at lave ost af. Jeg var sommetider rundt at byde konerne til at komme en bestemt dag med mælken for madammen. Jeg fik ogå tit æbler af madammen, men jeg skulde altid først komme ind og vise hende dem jeg tog. Som barn har jeg jo oplevet meget som står i mine erindringer endnu, jeg husker også at madammen altid kom om og spiste juleaftensmad sammen med os.


 

Ude at tjene

 

Ja tiden gik jo og vi nærmede os konfirmationsalderen og så skulde vi jo ud at tjene. Jeg var jo den ældste og måtte så først ud. Jeg kom så til at tjene naboens sognefoged Niels Kristian Jørgensen ”Bundsgaarden". Det var til at begynde med lidt trist at komme hjemme fra, men det var dejlige mennesker at tjene og jeg havde det godt.

Gaarden var nu gammel og faldefærdig og blev også ombygget medens jeg var der. Stuehuset var særlig gammelt, vi lå i alkovesenge. De havde kun en kakkelovn en bilæggerovn. Heller ikke komfur men et ildsted muret ind i skorstenen og med to fyre steder, og igennem skorstenen en tyk jernstang hvorpå der hængte nogle kroge som vi hængte gryderne på.
Der var altid hanke i gryderne, så vi kunde hejse dem op og ned efter som maden skulde koge, vi bagte og bryggede og lavede jo alting efter som det var skik dengang.

Om sommeren havde vi altid øllet ude i loen. Vi havde ingen kælder og det stod sig bedst derude. Jeg mindes en dag vi alle sad og drak eftermiddags kaffe. Jeg skulde hente et krus øl ude i laden. Da jeg havde fået tappen af tønden gik døren i af et vindstød og det blev mørkt derinde. Der var ingen vinduer i laden. Jeg blev bange (det spøgte) løb efter døren, men kunde ikke finde den, laden var nemlig bygget sammen med stuehuset og igennem den gik en dyb grøft fra møddingen og ud i marken og den faldt jeg i. Den var vel nok et par alen dyb, jeg var meget ulykkelig. Omsider kom en af karlene. De kunne ikke forstå hvor jeg blev af med øllet. Han hjalp mig jo op af grøften og ind måtte jeg jo så frygtelig som jeg så ud. Jeg blev jo også genstand for et latterudbrud og flov var jeg. De spurgte hvad jeg havde gjort ved øllet. Ja jeg stod med tappen i hånden. Jeg fik ikke lukket for øllet det var jo rendt af tønden alt sammen.

Der var nu meget at bestille i  Bundsgaarden.  Om vinteren kom vi op kl. 6 om morgenen. Vi sad så ved rokken og spandt garn en times tid inden vi gik ud at malke. Ulden skulde jo spindes inden fastelavn, og dengang hjalp pigerne jo til med alt det arbejde, men tiden gik altid godt. Vi havde heller ingen ferniserede gulve at passe. Vi fejede og strøede sand på gulvet.

Der var også tider hvor jeg hjalp til med at køre mergelvognen. En dag jeg kørte tabte en af hestene seletøjet (gamle Dassi). Jeg vidste aldrig mit levende råd. Jeg fandt da på at binde den sammen med mine strømpebånd. Den gang brugte vi lange bånd, nogle vi selv strikkede eller vævede og det holdt også til jeg kom til stedet hvor mergelen lå. Jeg husker også at Niels Kristian sagde ” hun er homme da ikke rådvild” (et udtryk han ofte brugte).

Vi havde nu også megen adspredelse den gang. Vi dansede omkring i gårdene. Da havde vi ingen forsamlingshus eller dansesale. Vi dansede gerne i to dage, begyndte den første dag kl. 4 og den anden dag kl. 2. Sådan havde vi gerne to gange om året og så spiste vi. Der var dækket med koldt bord til os. Fra hjemmene sendte konerne fødevarer til den gård hvor gildet stod. De sendte både flæsk, kød, æg, smør og fløde og alt tilbehør og vi dansede hele natten og gik ikke hjem før solen var stået op. Vi havde også aftenskole og foredrag og gik tit i kirke, ja nadverbordet søgte vi også, og den dag vi var til alters havde vi hele dagen fri. Det var som en højtidsdag for os.

Jeg tror nu at vi fik mere ud af ungdomsårene den gang end ungdommen af i dag i den forrygende tid. Vi havde jo heller ingen cykler dengang. Vi måtte gå på vor ben, måske det også er skylden at de unge altid farter omkring, ja sådan var ungdomstiden dengang.

Forresten en munter tildragelse fra den tid. Der boede et par ældre folk i et hus ved siden af Bundsgaarden. De skulde til alters en søndag. Nu var det skik dengang at ældre koner havde kappe på hovedet ved festlige og højtidelige lejligheder, men Hanne kunde nu ikke finde kappen nogle steder, og Søren Hywle var færdig. De skulde til at gå, og Hanne måtte jo af sted uden kappe. Da de så kom i kirken og havde sat sig i stolene, opdagede hun til sin store forskrækkelse, at Søren sad med hendes kappe på hovedet. Den havde nemlig ligget i Sørens høje silkehat, og blev derfor siddende på hovedet, da Søren tog hatten af.

Der var også engang, min faster An'mari og jeg skulde til foredrag. Det var en bælgmørk aften, og vi kunde ikke se en hånd for os, som man siger. Vi kunde høre at nogen fulgte efter os. Vi stod stille og spurgte om der var nogen. Det der fulgte os stod også stille, men svarede ikke. Vi gik så igen, men kunde høre at det stadig fulgte os, og at det kom nærmere og nærmere og pludselig mærkede vi at noget loddent strøg forbi os og rørte ved vore hænder. Vi blev vel nok bange og vente om og gik hjem efter eller nærmest løb. Dagen efter rygtedes det at Niels Mortensens vædder var kommet ud og løbet bort.

Lidt om Bundsgaarden  før ombygningen.  

null

Det var nu en meget gammel gård Bundsgaarden hvidkalket bindingsværk og tjærede stolper og stråtækt.

Forstuen og brygger var brolagt og der var ler gulv i den såkaldte stenstue her opbevaredes kærnen, osteredskaber, rokken og vindel m.m. og hylder til klosterost og lignende og fade og krukker.

I fadeburet var der mel og gryntønder osv. Mælkestuen indeholdt kun mælk, bage truget var i bryggerset, men om vinteren blev det flyttet ind i køkkenet under brugen. I dagligstuen var der bilæggerovn der fyrredes i den ude fra arneskødet i køkkenet, desuden fandtes der alkoveseng, bord, stole og bænker samt et tobaksbord og en klok. I overstuen var der ingen fyrsted heller ikke borde eller bænke, men ståenkister og skabe samt en seng. Man spiste altid inde i dagligstuen og skeerne satte man op i vindueskarmen efter endt brug. I køkkenet fandtes det før omtalte arneskød.

 

Ungdomstiden

 

Da november kom flyttede jeg ned til skolelærer Mølgaards. Det var nu lidt forskelligt fra Bundsgaarden skønt der også var landbrug til skolen. De havde kun tre køer et par grise, men ingen Heste. Jeg måtte jo hjælpe degnen at passe køerne. Det var et dejligt hjem at være i, jeg fik tit lejlighed til at få min skoletid opfrisket. Jeg var i I7 års alderen dengang og var tit oplagt til spøg. En sommerdag vi vaskede, fru Mølgaard hjalp jo til med alt arbejde. Det var meget varmt den dag og jeg svedte, jeg trak af kjolen og stod i undertøjet, så siger fru Mølgaard hvis der nu kommer nogle fremmede og du står i undertøjet, hvad vil du så gøre og i det samme kom en mand ind af døren. Jeg satte mig bag hende og svøbte hendes skørter om mig, hun stod jo ved vaskebaljen, skønt jeg sad stille som en mus, kunde fru Mølgaard ikke dy sig for at le og forlegen var hun jo. Hun bad så manden om at gå ned i skolen der var degnen, ja så kom hun jo ud af den forlegenhed, men jeg var nu bange for at degnen blev vred når han hørte hvordan jeg bar mig ad. Nå men det gik nu helt godt, han sagde bare ”at det kunde ligne hende".

Ja mange dejlige dage havde vi der i skolehjemmet, hvor var de dejlige folk begge to og tiden svandt hurtig hen. Vor naboers ved siden af havde en ung mand i kost og logi P. Adam hed han og var førstelev. Han kaldte tit af mig når jeg var færdig om aftenen. Jeg skulde komme hen og tale med ham. Jeg sad mest på en gren af et æbletræ i skolehaven, og han lå på græsset ovre i sin broders have. Vi havde ingen bænke at sidde på. P. Adam sagde tit ”kan du ikke få degnen til at stille en bank op så vi kan sidde på", men det turde jeg nu ikke ”kan vi så ikke stille en op selv" og vi blev så enige om selv at lave en, men hvor skulde det være. I skolehaven var der et lysthus ved siden af kirkelågen, dengang gik der en kirkesti gennem skolehaven og op til kirkegården. Nu havde vi ingen materialer til det, men Mikkel Madsen var jo tømmersvend og ham indviede vi i vor plan. Der blev så bestemt en aften vi skulde mødes og fuldføre vor plan. M. Madsen kom jo med fjæl og alt tilbehør, vi fik også to bænke stillet op. En var jo for lidt til tre mand, der var ingen som mærkede til vort foretagende og vi gav hinanden det løfte at det ikke måtte røbes.

Dagen derefter skulde Mølgaard et ærinde ud til Niels Mortensens. Han gik gennem kirkestien og fik straks øje på bænkene, og kom løbende og kaldte på fru Mølgaard. Hun skulde bare komme og se, han kaldte også på mig jeg skulle også se hvad der var lavet. Jeg stod næsten på nåle. Det har været Niels Mortensen, jeg går med det samme ud at takke ham for det, sagde degnen, men Niels Mortensen ville ikke kendes ved bænkene og vi tre der havde stillet dem op var ganske tavse. Vi benyttede nu tit bænkene. Det var dejligt at sidde deroppe og høre frøerne kvække nede i tørvepøt en sommeraften. Men idylen fik jo en ende. P. Adam fik plads som skovfoged på Tranekær over på Langeland og Mikkel Madsen fik også arbejde andet sted, så jeg blev ene og efteråret nærmede sig, men det blev altid en hemmelighed hvem der havde stillet bænkene op.

 

På Højskole

 

Baade Mølgaard og hans kone var meget højskole interesseret, og de ville at jeg skulde på højskole. Jeg skulde blive et år til hos dem og have tre måneder fri, og så komme til dem igen, når jeg kom hjem fra skolen. Vinteren gik og nu nærmede tiden sig da jeg skulde på højskole. Jeg rejste til Mellerup, det var dengang en meget stærkt besøgt skole, så vidt jeg husker var vi 175 elever denne sommer, men det var også gode lærerkræfter, Jens Bæk forstander, Jacob Knudsen foredragsholder og sanglærer, lærer Niels Tang senere forstander på Elev højskole, lærer Sørensen Mellerup, lærerinde Elise Steen statsminister Steen's datter fra Norge, og lærerinde Marie Nutshorn fra Askov.

Ja vi så og hørte meget godt denne sommer, jeg tænker tit og ofte på J. Knudsen. Om aftenen når vi piger gik til ro så vi mange gange J. Knudsen gå ud i skoven og lige så tit om morgenen når vi stod op kom han derfra. Han gik i skoven og digtede, og derfra sangen fra den tid ”Se nu stiger solen af hav på ny", som jeg godt kan forstå, han så jo om morgenen når solen stod op, og spejlede sig i vandet (Randers fjord), som også var et smukt syn.

Jacob Knudsen vilde gerne have vi elever skulde komme op i præsteboligen, når vi var færdige med vor dags arbejde på skolen. Vi var også flere der søgte derop, han sang så med os og lærte os blandt andet sangen „Se nu stiger solen". Vi drak også tit kaffe oppe hos præsteparret, men til gengæld passede vi hans have og lugede jordbærrene.

null

Vi tilbragte mange skønne timer i dette hjem, ja dejlig var den sommer og alt for tidligt svandt den hen for os, men ellers samledes vi om aftenen i Jens Bæk’s stuer til sang og Jens Bæk læste aftenbøn og så skulle vi jo i seng. Vi måtte ikke gå ud efter den tid og det gjorde vi nu heller ikke. Ja der var alligevel engang der var gymnastikopvisning med bal i forsamlingshuset da gik vi over at danse. Der kom bud efter os, vi måtte hjem og kede var vi af det, men hjem måtte vi og skjend fik vi. Vi måtte også love Jens Bæk , at vi skulle ikke gå til dans uden hans tilladelse, men så måtte han til gengæld love os at han også skulle spørge os når han skulle til fest, ja jeg husker så en dag både han og lærerne skulle til en stor bryllupsfest. Så vidt jeg husker var det i Dalbyneder. J. Bæk spurgte om morgenen da vi drak kaffe om han måtte tage med til bryllupet, men vi piger svarede i kor ”Nej”. Nu var gode råd dyre, jeg glemmer heller ikke det ansigt han viste os, men omsider fik han da lov. Vi piger var vel nok vrede på ham fra den aften vi var til dans, vi morede os jo så godt, men måtte jo hjem med det samme.

Ja det var nu en skøn summer vi tilbragte på Mellerup højskole, vi var jo mange elever, så vi var ikke helt fortrolige med hinanden, vi sluttede os sammen i flere hold. Vi havde besøg engang om sommeren af en datter af Bjørnstjerne Bjørnson, Bergliot Bjørnson hun var en god veninde af Elise Steen. Vi piger havde også fornøjelse af besøget, vi var med dem ude i skoven om aftenen, og vi fik meget at vide om Norge og det endte også med at vi var nogle piger der satte hinanden stævne sammen med Bergliot og Elise på Himmelbjerget, når Bjørnson kom til Himmelbjerget året efter hvor han skulde holde tale ved en stor fest, og løftet holdt vi også, men derom senere.

De andre piger sagde at man om aftenen når de legede og dansede, så kunde de finde mig ude på trappen i samtale med Jens Bæk. Han fortalte mig at en dag han var færdig med skolen (han havde været almindelig skolelærer først), sad der en dreng ude på grøftekanten og ventede på ham. Han vilde have at vide hvorfor han havde fået klø af ham - han havde ganske vist ikke kunnet svare på det J. Bæk spurgte om, men sagde drengen J. Bæk havde aldrig fortalt ham det, så hvor skulde han så vide det fra, det havde været bedre om han havde fortalt ham noget mere om det han spurgte om, i stedet for at give ham klø. Dette måtte J. Bæk indrømme og det havde siden gjort dybt indtryk på ham.

Elise Steen vor lærerinde i håndgerning havde fået oplyst at jer kunne knytte, så jeg måtte hjælpe til med undervisningen. E. Steen tilbød at vilde betale rejsen for mig til Norge, hvis jeg vilde rejse med hende hjem og blive deroppe et årstid eller to. Både far og mor kom til Mellerup og talte med om det, men de vilde ikke give mig lov. J. Bæk var ked af det på mine vegne for han syntes at jeg skulde have haft den oplevelse. Jeg har nok også kunnet skrive godt for en dag tog J. Bæk min skrivebog og gik rundt og viste de andre elever den.

Niels Tang der senere blev forstander på Elev højskole var gift med en datter af J. Bæk, han var min lærer. Jeg havde sådan en fin knyttet taske – så han spurgte gerne om han kunne få piben stoppet…

Niels Tang holdt nogle år senere foredrag i Haurum. Han havde sagt til formanden at han ikke måtte sige når jeg kom. Han stod selv indenfor døren og kunne straks kende mig. Jeg sagde de til ham men han spurgte hvornår vi var blevet dis. Han var med hjemme efter foredraget og vi talte sammen næsten hele natten. Han fortalte så meget om Jacob Knudsen. Det var dengang J. Knudsen var blevet skilt fra sin første kone og var blevet gift med Jens Bæk’s unge datter Helga. Hvis J. Bæk havde levet var de sikkert ikke blevet gift. Han forlod jo højskolen og præstegerningen og førte en overgang en kummerlig tilværelse. Han måtte rejse rundt og holde foredrag for at tjene til føden. Det var mest om vinteren, koldt at køre med hestevogn og koldt og fugtigt at overnatte på gårdenes loftkamre og overstuer som jo gerne dengang tjente som gæsteværelser – han var slemt plaget af gigt og måtte døje meget ondt.

Ja det var nu en skøn sommer vi tilbragte på Mellerup højskole og tiden svandt alt for hurtigt og en dag rejste vi jo hver til sit.

 


 

Til stævne på Himmelbjerget året efter

 

ja tiden gik også hurtig hjemme, og dagen da Bjørnson skulde tale på Himmelbjerget nærmede sig, og hvor vi var nogle piger som havde sat hinanden stævne som jeg lige for har nævnet, jeg var hjemme denne sommer jeg havde en højskoleveninde i Flensted, Edel var hendes navn, hun skulde også med.

Jeg kørte med Søren Jensen og Mette Kirstine (bedstemors faster) til Flensted hvor de opholdt sig nogle dage på besøg, og hvor jeg traf min veninde Edel og jeg gik så fra Flensted og til Laven og sejlede derfra og om til bjerget. Medens vi stod og ventede på båden var trængselen så stærk, at man skubbede en kone i vandet, man fik hende dog hurtig op på det tørre igen.

De norske piger (Bjørnson's datter Bergliot og Elise Steen), var ved landgangsbroen, ved bjerget, og tog imod os. Vi mødte også to piger fra Herning som ligeledes havde sat os stævne, og vi havde vel nok en god dag sammen. Vi hørte kun Bjørnson's foredrag. Vi havde ikke tid til at høre de andre foredragsholdere, vi piger havde jo så meget at tale sammen om, men vi havde den oplevelse at drikke kaffe sammen med Bjørnson, på det grundlag at hans datter og Elise skulde med ind til kaffe og de vilde have os piger med, vi sad ved enden af bordet men det var meget godt.

Vi var selvfølgelig med dem nede ved båden, da de sejlede til Silkeborg og tage afsked med dem. Vi vinkede jo til hinanden så længe vi kunne ses, hvorefter vi sejlede med vor båd tilbage til Laven og gik derfra og til Flensted, hvor jeg blev nogle dage og besøgte min veninde Edel.

null

 

Houlbjerg Præstegaard.

 

Året efter rejste jeg op at tjene hos provst Koch i Houlbjerg præstegaard -- men uha det var vel nok et skrækkelig sted at komme. Provsten var god nok, men hans husbestyrerinde frk. Sehested var næsten umulig at tjene hos. Hun havde megen indflydelse på provsten, men hun var en dygtig dame, jeg lærte meget deroppe, men jeg græd også mange tårer over hende, og vilde have været derfra, da jeg havde været der en måned, fik jeg lov at komme hjem, og det første jeg bad mine forældre om, var at jeg måtte komme derfra, men de sagde at jeg skulde blive.

Jeg gik da ned til lærer Melgaard's om de ikke nok vilde hjælpe mig derfra, men de sagde også nej det var ikke pænt at rejse af sin plads, jeg skulde se at blive der tiden ud. Jeg blev der så og det gik jo også efterhånden som jeg blev kendt med dem.

Provsten var jo meget flink at være ved, han sagde til mig at jeg vist var kommet på den forkerte hylde, og om jeg ikke kunde tænke mig at læse for så vilde han gerne hjælpe mig frem. Jeg takkede for tilbuddet, men mine forældre syntes ikke om det, provsten var nu meget god af sig, men han havde sine særheder. Når der havde været altergang om søndagen, skulde provsten jo dagen efter over i kirken efter altervinen, men han turde ikke selv gå, så jeg skulde altid med, men måtte gå tre-fire skridt bagefter og så blive stående i kirkedøren, medens provsten gik op til alteret efter vinen og brødet, og det var jeg nu ked af for naboerne morede sig jo nu over mig at jeg skulde gå bagefter provsten. Vi måtte heller aldrig vaske gulve når provsten så det, det skulde være gjort inden han kom op om morgenen. Jeg husker en dag jeg ikke var færdig med at vaske gulv, så kom provsten og skulde ud, han vendte om smækkede døren i, og gik et par gange rundt inde i studereværelset, og kom så igen og sagde „jeg skal ud, vind og vejr skal have sin gang, men skal jeg ride, køre eller sejle over". Jeg blev nu gal og rejste mig op og sagde „vær'sgod provsten kan godt gå tørskoet over".

Provsten kunde også sommetider være morsom. Vi havde ude i gangen etstort spejl som havde hængt i soveværelset i prostens barndomshjem. Han tog tit i min arm og trak mig hen til spejlet. Jeg skulle spejle mig og så fik jeg mange fortællinger fra provstens barneår hvorledes han og sine søskende havde spejlet sig i det og lavet kunster foran det. Om søndagen ville provsten jo godt have sin avis og når jeg var færdig gik jeg gerne ned og hentede den på Laurbjerg station. Hvis jeg så havde snakket lidt under vejs og provsten syntes det varede for længe, gik han ind til frk. Sehested og klagede sig. At nu var katrine gået bort og kom aldrig mere tilbage. Folk ville nu også drille provsten. Jeg husker f.eks. posten engang kom med penge og han udbetalte hele beløbet i en og to ører og det irriterede jo provsten.

Provsten var jo provst over Houlbjerg og Lysgaard Herreder og der var han jo rundt på visitat hver sommer. Han fortalte at engang han havde kørt ude i heden, så han en luftspejling af huse, gårde og træer.

Jeg oplevede meget interessant i de to år jeg var i præstegården. Vi havde f.eks. nogle store fester, hvor hofjægermesteren på Bidstrup, Thorup på Løjstrup, Estrup på Ormstrup og mange flere var gæster og der blev spist og drukket meget. Jeg morede mig engang over Thorup fra Løjstrup og Estrup fra Ormstrup de gik ude i haven, nu haltede de begge og de havde vel også kigget vel dybt i glassene, så det var ikke frit for at de rendte hovederne sammen engang imellem. Til sådan et fint selskab fik vi sommetider elleve retter mad, men vi havde nu også mange gryder over til hverdag, for karlen fik ikke de samme retter mad som provsten, husbestyrerinden, eleverne og jeg fik, og desuden havde vi tre hunde som også skulde have særskilt mad.

Dengang kørte man jo med heste, og når der var gilde var der jo mange kuske med og de skulde gerne have sagosuppe og flæskesteg. De opholdt sig i konfirmandstuen. Vor egen kusk (eller karl) hed Hans Jacob og ham havde vi nu megen døje med. Han vilde også godt have et lille glas, han tog tit til Hammel og morede sig, der gik jo ingen biler dengang, så han red gerne derover og det måtte provsten jo ikke vide, så bandt han sækker på hestens ben for at provsten ikke skulde høre når han trak hesten ud af gården. Jeg husker at han engang efter sådan en tur ikke var kommet op om morgenen, så vilde skæbnen, at provsten kom og kaldte af Hans Jacob, men der var jo ingen der svarede og vi andre vidste selvfølgelig ikke hvor Hans Jacob var henne. Provsten gik så ud i haven og kaldte, jeg sprang ud til Hans Jacob og sagde ,,at nu måtte han se at komme op for nu kom provsten" Hans Jacob sprang op på loftet med tøjet under armen lige da provsten kom igen, „Hans Jacob" kaldte provsten, „Ja" sagde Hans Jacob oppe fra høloftet, „Hvor er du henne" spurgte provsten, „Jeg er oppe at flytte noget havre" svarede Hans Jacob „jeg kunde ligge og høre at musene var så slemme efter det" „Det var vel nok godt Hans Jacob" sagde provsten, og så kom han ind i køkkenet til mig og sagde „at det var vel nok en mageløs karl den Hans Jacob tænk at han selv kunde finde på at gå op og flytte havren for at musene ikke skulde æde det". Jeg turde jo ikke sige andet end at det syntes jeg jo også.

Ja sådan udspilledes der mange scener og det gik da også kun til en tid, så sagde en mand det til provsten. Jeg blev kaldt op til provsten, han bebrejdede mig at jeg ikke havde fortalt ham det hele. Jeg sagde at Hans Jacob var min medtjener så jeg kunde ikke så godt sladre og desuden havde provsten aldrig direkte spurgt mig om noget, og det gav provsten mig ret i. Hans Jacob fik jo en være omgang af provsten, men blev dog taget til nåde når han vilde melde sig i en afholdsforening.

Medens jeg var hos provsten havde jeg forresten en morsom oplevelse. Vi havde en elev fra Odense som hed Katrine Rasmussen, hvis fader var brænderiejer og hun fortalte derhjemme, at hun tjente sammen med en pige fra Haurum som hed Katrine Simonsen. Hendes forældre mente at det havde været min far der som soldat havde været indkvarteret hos dem under krigen i 1864. Han havde et dårligt ben og kom ikke med kompagniet da det rejste, men havde været ved dem i ca. 1 måned og det viste sig at være rigtigt og de fik brevveksling i gang. De syntes at det var morsomt at deres børn var kommet til at tjene sammen. Katrine Rasmussen besøgte mig nogle år senere. Hun var forlovet med en bager Kurtsen i Aarhus dengang og blev også gift med ham. Jeg kan huske at vi i anledning af besøget skulle have fikset lidt op og min søster Simine og en veninde gik til Hammel og købte blandt andet nye gardiner. De var grønne og med klunker som var svært moderne dengang.

Den anden elev vi havde hed Emma Klein, og var en grosser datter fra Kalundborg. Hun kunde heller ikke døje frk. Sehested og vilde have rendt derfra. Jeg måtte sidde inde ved hende en hel nat for at snakke hende til ro og besindelse, hun har også besøgt mig og var her flere dage af gangen. Jeg havde nu holdt ud ved provsten's i to år og syntes at det kunne være nok, jeg rejste da hjem til november.

 

Husbestyrerinde i Niær præstegaard.

 

Jeg var jo rejst fra provsten's til november, og var atter hjemme, men det varede ikke længere end en god månedstid, så kom forpagter Poul Christensen Niær præstegaard der op, om jeg ikke kunde komme der ned og bestyre huset for ham, hans husbestyrerinde var nemlig blevet syg, der var jeg i godt to år, men der var nu også meget at bestille, for det var jo en stor gård dengang, da hørte alle statsejendommene og desuden N. Gammelgaards gård til præstegaarden og også de 27 td. på den anden side af landevejen.

Vi kærnede f.eks. selv smør og slagtede jo selv, blandt andet en masse gæs, gåsebrysterne blev saltet og røget og brugt til pålæg på mellemmadder som vi fik formiddag og om eftermiddagen, om morgenen fik vi store byggryn vi kaldte dem hangryn, om aftenen gerne mælkegrød, om middagen fik vi jo almindelige kødretter og grøntsager. Vi levede skam godt, men lidt gammeldags, fadet med mad kom ind midt på bordet og så spiste vi jo alle sammen af det.

Der var jo ikke noget med maskiner dengang, al kornet blev høstet med le og vi kunne om høsten være op til 24 mand. Om vinteren til hverdag var der gerne 3 karle og to daglejere foruden forpagteren og hans brødre som gerne holdt til der om vinteren og så rejste ud om sommeren.

Det var en meget gammel gård, med fire længer, stråtækte alle og de to længer var hvidkalkede bindingsværk med tjærede stolper, stuehuset der lå imod vest var rødt bindingsværk (den gamle præstebolig). Foran stuehuset stod der en række store kastanjer, selve laden lå et stykke fra de øvrige bygninger ved den østlige side af den store dam, laden var med tag næsten helt ned til jorden, murene var kun 1-1.5 alen høje og med porte i begge gavlene så man kunne køre igennem med et kornlæs. Der lå også et kampestensmuret svinehus lidt inde i skoven og det var fyldt med grise og rotter og møddingen lå midt i gårdspladsen.

Der var tre damme og en lille skov og en meget smuk have til præsteboligen med mange sjældne træer og blomster og der var en alle med store og meget gamle træer fra landevejen og ind til præsteboligen og gården så det var meget idylisk dernede.

Om vinteren korte præsten (Bastrup) altid i lukket vogn til kirken og jeg havde tit den fornøjelse at køre med ham op til byen, og han fortalte mig at den høj som ligger til højre for toppen af bakken når vi tager mod Haurum, hedder ståthøj og at der var engang en pige blevet henrettet. Hun havde brændt præstegaarden af, der blev også fortalt at alle de indebrændte kreaturer var gravet ned på den anden side af landevejen ud for alleen.

 SLUT.

 

 

Al hjælp til indholdet er velkommen. Der tilstræbes løbende at opnå den største sandsynlige sandhed på hjemmesiden, men kun meget få er fuldkommen.
Hjemmesiden er sidst opdateret 03-08-2013 og drives af   DIS- Danmark  - © Forfatter Jan B. Hansson, DIS-Danmark medlemsnr. 11997
web
analytics
Min side

Medlemmernes egne sider.

TIPS OG TRICKS

Hvordan opretter jeg en forside?

Klik på opret forside-linket

 

Hvordan opretter jeg indhold?

Klik på "Tilføj indhold" og vælg, hvilken type indhold, du vil oprette.

 

Hvordan offentliggør jeg en side?

Klik på "Privat" og vælg "Publicer"

 

Hvad betyder "anmeld til webmaster"?

Funktionen sender en mail til webmaster med et link til den pågældende side for at advare mod upassende indhold.

 

Oversigt over andre der har oprettet egne sider: klik her

 

Der er foreløbig udarbejdet de nedenfor viste vejledninger vedr. brugen af egne sider:.

 

Se vejledning her (pdf-fil)

 

Video: Opret side


Video: Upload fil


Betingelser for brug