Mine indstillinger Ny bruger
Glemt adgangskode?
Kodeord
Sektioner
Handlinger tilknyttet webside
Forside / Aktuelt / DS-nyt / DS-Nyt 06.2018

DS-Nyt 06.2018

Logo Danske Slægtsforskere

 

Nyhedsbrev  juni 2018


Tilbud til de morgenfriske!
Køb medlemskab af Danske Slægtsforskere for resten af 2018 for kun 62,50 kr. Du får Slægtsforskeren leveret ind ad døren, dels juninummeret, som lige er udkommet, dels de næste to numre i henholdsvis september og december. Derudover får du med velkomstpakken hæftet Sogn-Herred-Amt. Og så får du selvfølgelig fuld adgang til Danske Slægtsforskeres hjemmeside med alle de gode værktøjer, som ligger der. Sådan gør du:
Indmeldelse med online betaling: www.dsshop.dk.
Indmeldelse med fremsendelse af faktura: https://www.slaegtogdata.dk/foreningen/Medlemstilbud2018/
Du skal for resten også være opmærksom på, at dit medlemskab giver dig fri adgang til Slekt og Datas hjemmeside i Norge, der indeholder megen god og værdifuld hjælp til slægtsforskning i Norge.

Slægtshistorisk weekend på Nørgaards Højskole dato september
Weekend'en byder på en række gode foredrag, introduktion/hjælp til forskellige slægtsforskningsprogrammer, hyggeligt samvær med ligesindede slægtsforskere, smil, latter, leg og god mad. Der er kun få ledige pladser, så skynd dig ind på www.dsshop.dk og tilmeld dig.

Generalforsamlingen 2019
Så er datoen fastsat for vores kommende generalforsamling. Det bliver den 27. april 2019. Husk allerede nu at lægge det ind i din kalender. Vi glæder os til at se dig.

Persondataforordningen og brug af Forum
Vi vil godt gøre opmærksom på, at den nye forordning betyder, at der ikke må lægges oplysninger ind om personer, der er født efter 1908, medmindre vedkommende har været død i mindst 10 år. Dette skal anføres i opslaget.

Ny gruppe i Forum om DNA
Bemærk, at vi har fået en ny gruppe i Forum om DNA. Det geniale ved Forum er, at alle indlæg i Forum bliver søgbare i Google, modsat tråde i Facebook. Derfor er det altid nemt at genfinde dine opslag, hvis du bruger Forum i stedet for Facebook.

Indtastningsportalen på slaegtogdata.dk
Hvis du er en af vores flittige medlemmer, der hjælper med indtastning af folketællinger (FT 1930) vil du have bemærket, at denne midlertidigt er lukket for indtastning. Vi arbejder med at finde en model, således at den blive åbnet igen, og vil selvfølgelig opfordre dig til i mellemtiden at overveje indtastning i en af Rigsarkivets Crowdsourcing-portaler, fx indtastning af dødsattester.

Nyt fra Rigsarkivet
Rigsarkivet skriver i et brev af 20-06-2018 til deres indtastere, at man ikke længere kan reservere FT til indtastning, der er nyere end FT 1906. For såvidt angår kirkebøger vil grænserne være for dåb: 1906, for vielser: 1921, for konfirmation: 1919 og for begravelser: uændret.
Alle publicerede data på hjemmesiden bibeholdes, dog fjernes data i det omfang Rigsarkivet bliver anmodet herom.
Indtastere, der er i gang med nyere FT m.v. kan færdiggøre deres indtastning og aflevere dem til Rigsarkivet, som så fjerner beskyttede personer, inden data bliver publiceret.

Slægtsforskernes Bibliotek
Har du adelige i dit slægtstræ? Så har du nok tidligere bøvlet med at finde oplysningerne i Danmarks Adels Aarbog. Det behøver du ikke længere, for nu kommer de alle sammen online, så du kan finde anerne ved fritekstsøgning! Dansk Adels Forening og Slægtsforskernes Bibliotek har nemlig indgået en aftale om at digitalisere Danmarks Adels Aarbog og lægge årbogen online. Så glæd dig.

Lokalforeninger
Så er partnerskabsaftalen klar og udsendt til alle lokalforeninger. Vi håber, at vores foreninger vil tage godt imod vores tilbud og glæder os meget til det fremtidige samarbejde. Det første møde i Lokalforeningsrådet bliver søndag den 14. oktober 2018 i Historiens Hus i Odense med start kl. 10. Efter selve mødet bliver der en reception for lokalforeningsmedlemmer og andre interesserede, krydret med et foredrag ved stadsarkivar Jørgen Thomsen.

Vejledende afstemninger
På flere tråde i Forum er der slået til lyd for, at foreningen bør overveje anvendelsen af vejledende afstemninger på hjemmesiden. Dette har bestyrelsen lyttet til, og vi vil derfor gøre et forsøg med dette, hvor vi giver jer medlemmer mulighed for gennem en sådan vejledende afstemning at give udtryk for, om I synes, at foreningens generalforsamlinger skal fortsætte den hidtidige praksis med at skifte mellem landsdelene, eller om generalforsamlingen bør ligge et centralt sted i landet, f. eks. i Trekantområdet.
Gå ind på denne side og giv din mening til kende: https://www.slaegtogdata.dk/forum/index.php/board,25.0.html
NB: Du skal være logget på som medlem af foreningen for at kunne deltage i den vejledende afstemning.

 

God sommer til jer alle sammen og god anejagt.

Kirsten Sanders
Formand