Mine indstillinger Ny bruger
Glemt adgangskode?
Kodeord
Sektioner
Handlinger tilknyttet webside
Forside / Aktuelt / Nyheder / Julegave: 24 vejledningsvideoer om arkivalier

Julegave: 24 vejledningsvideoer om arkivalier

I december offentliggør Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie 24 vejledningsvideoer. Her kan man se, hvordan man arbejder med lægdsruller, fattigvæsen, faderskabssager, skattemandtal, opslagsværker, og meget mere …

29.11.17

Gennem de senere år har Rigsarkivet, Stadsarkivet i København (og mange andre) scannet arkivalier og tilgængeliggjort dem på internettet. ”I takt med, at flere og flere arkivalier kan benyttes hjemmefra, stiger behovet for at lære materialet at kende”, udtaler Samfundets formand Michael Dupont, der er ansat i Rigsarkivet. ”Mange bruger Youtube-videoer, når de skal lære at skifte en vandhane eller bygge en carport, for det findes efterhånden rigtig mange vejledningsvideoer på nettet om alskens ting. Men også slægtsforskere kan drage nytte af dette spændende medie, og det vil vi i Samfundet slå på tromme for.”

Videoerne er produceret af foredragsholderne Michael Dupont, Jørgen Mikkelsen og Tommy P. Christensen. Hver video varer ca. 4-5 minutter, og der er lagt vægt på den praktiske anvendelse.

Om Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie

Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie udgiver Personalhistorisk Tidsskrift og er Danmarks ældste forening for slægtsforskning. Det blev stiftet i 1879 under navnet Samfundet for Dansk-Norsk Genealogi og Personalhistorie, men i 1926 blev der oprettet en lignende forening i Norge, og Samfundet ændrede herefter navn til det nuværende.

Samfundets formål er at vække og vedligeholde interessen for slægtsforskning og personalhistorie og at formidle viden om disse emner. De sidste par år har Samfundet i samarbejde med Rigsarkivet afholdt en lang række foredrag. Youtube-videoerne er sidste skud på stammen i foreningens oplysningsarbejde.

Hvor videoerne kan ses fra den 1. december

Alle, der har lyst til at arbejde med arkivalier og finde oplysninger om fortidens mennesker, kan drage nytte af vejledningsvideoerne. Videoerne kan fra den 1. december findes her: www.genealogi.dk/index.php/video