Hvem var Kirsten Pedersdatter Ulsøe fra 1700 tallets Ribe?

Startet af Peter Hillerup, 22 Feb 2017 - 09:50

Forrige emne - Næste emne

Peter Hillerup

Er der mon nogen her på forum, som kan bidrage med oplysninger om Kirsten Pedersdatter Ulsøe, herunder hvem hendes forældre var, og hvor hun er født?

Hun er min 5 x tipoldemor, og blev i en alder af ca. 40 år i 1740erne viet til Frands Thomsen Frøsig.

Frands Thomsen Frøsig var møller i Jedsted ved Ribe, og havde, fra sit tidligere ægteskab med Else Christensdatter, børnene Anne Frandsdatter Frøsig, f. 1735 i Jedsted, d. 1761 i Varde, og Thomas Frandsen Frøsig, f. 1739 i Jedsted.

Efter Else Christendatters død i 1739 tager Frands den 17. marts 1740 borgerskab i Ribe som købmand, og med Kirsten får han datteren Else Marie Frandsdatter Frøsig, f. 1747 i Ribe, d. 1809 i Ribe.

Frands dør i 1749, og efterfølgende bliver Kirsten i 1752 viet til Thomas Hansen Frøsig, f. 1729 i Vilslev ved Ribe, d. 1796 på Timgård i Tim. De bor i ejendommen på Nederdammen 14 i Ribe, hvor Thomas logerer fremmede og handler med stude. Kirsten dør i maj måned 1788, og Thomas bliver efterfølgende gift med Marie Cathrine Møller.

Jeg har intet kunnet finde om Kirsten før 1740erne, og kender således ikke til hendes ophav. Ved indførelsen af hendes begravelse den 10. maj 1788 i kirkebogen for Sct. Kathrine i Ribe er hendes alder angivet til 85 år, så hun må være født ca. 1703.

Jf. navneregisteret til Ribes kirkebøger har hendes vielser til hhv. Frands og Thomas ikke fundet sted i Ribe, og jeg har heller ikke kunnet finde nogen indførelse i KB for Vilslev, hvorfra hendes ægtefæller stammer.

Ved FT 1787 i Ribe Amt ses en Anders Ulsøe i Sneum Sogn, som aldersmæssigt kunne være en søskende, men jeg har heller intet kunnet finde om Kirsten i Sneum/Tjæreborg.

Forskellige andre søgninger på Kirsten og hendes far, som jeg antager har haft navnet Peder Ulsøe og evt. et mellemnavn, har heller ikke givet noget resultat.


Mvh. Peter Hillerup

Christian Grøndberg

#1
Har du kigget i Frands' første kones skifte fra 1743? Du nævner, at konen dør i 1739. Kan det tænkes, at der er skiftet i forbindelse med, at Frands skulle giftes igen? For jeg tænker og tror, at det vel skulle være afsluttet, inden et nyt ægteskab kunne indgås?

Citat fra: http://www.brejl.dk/ribe.html
822 Else Christensdatter i Jested. 28.3.1743, fol.10B.
E: Frands Frøsig, nu borger i Ribe. B:
1) Thomas Frandsen Frøsig 4
2) Anne Frandsdatter Frøsig 4.
Afdøde døde i Jested i april 1739.



Kirsten nævnes som 87-årig i 1787 og kaldes i øvrigt Kirstine:

Ribe, Ribe, Ribe Købstad, Ribe Købstad, Nederdammen 14, , FT-1787, C4624

Navn:     Alder:     Status:     Stilling i familien:     Erhverv:     Fødested:

Thomas Hansen     60     Gift      Huusbonde      Logerer fremmede og handler med Øxne samt driver Auling       
Kierstine Pedersdatter     87     Gift      Hans Koun             
?? !! Nielsen     38     Ugift      Tienestefolk             
Ana Maria Thomasdatter     32     Ugift      Tienestefolk             
Kiersten Jepsdatter     19     Ugift      Tienestefolk             
Karen Sørensdatter     11     Ugift      Tienestefolk      

/Christian

Christian Grøndberg

Måske man skulle undersøge lidt nordligere også. I skiftet efter Frands Frøsig nævnes en slægtning Frøsig i Varde. Der ligger en lokation Frøsig i Ølgod på kanten mellem Ribe og Ringkøbing.

Ligeledes ligger der en lokation Frøsig længere oppe i Ringkøbing Amt i Tjørring.

Et lidt bedre gæt er måske Hunderup Sogn: Der er en anden slægtning nævnt herfra, og selvom jeg ikke kan finde en lokation kaldet Frøsig, så findes i sognet en Frøsig Mølle.

Det kan være, at Kirsten er "importeret" fra en evt. nordligere hjemegn.

Der ligger desuden en lokation Ulsø i Ryde Sogn, Ringkøbing Amt. Det kunne måske lede os på sporet af ophavet.

Du nævner også, at Thomas Frøsig dør på Timgaard, og det ligger så hvidt jeg husker i Ringkøbing Amt.

Citat
908 Frands Thomsen Frøsig i Ribe. 24.9.1749, fol.445.
E: Kirsten Pedersdatter Ulsø. LV: Søren Tranberg. B:
3) Else Marie Frandsdatter 2.
FM:
1 Christen Frøsig i Varde, som beslægtet
2 Laurids Thomsen i Muldvad i Hunderup sogn, som beslægtet.
Første ægteskab med [Else Christensdatter], skifte 28.3.1743 lbnr.822. B:
1) Thomas Frandsen 10½
2) Anne Frandsdatter 10½.

Peter Hillerup

Bingo! Det var nogle meget velkvalificerede bud, Christian. Efter at jeg gennemgik vielserne i Hunderup Kirke i 1740erne uden resultat, kiggede jeg mod Varde. Navneregisteret for Vardes kirker 1703 - 1891 indeholdt hverken oplysninger om Frands Frøsig eller Kirsten Pedersdatter Ulsøe. Da der heller ikke var nogen Frøsig eller Ulsøe, som var blevet viet i Ølgod Kirke i perioden fra 1732 til 1814, havde jeg egentlig ikke så mange forhåbninger til Ryde Sogn i Ringkøbing Amt, men der ramte du plet:

https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=168236#168236,28252092

Den 3. april 1743 blev Frans Frøsig af Ribe i Ryde Kirke viet til (jeg mener at læse) Kirsten Ulsøe. Som nævnt dør Kirsten i 1788 i en alder af 85 år, så hun må være født ca. 1703, men jeg har desværre ikke kunne finde hendes dåb i kirkebogen for Ryde. Kirkebogen er nogle steder lidt vanskelig at læse, og der mangler desuden et blad for netop denne periode.

Jeg har gjort nogle forsøg på at tyde skiftet efter Else Chistensdatter, som sker den 28. marts 1743, og altså ganske rigtigt nogle få dage før vielsen til Kirsten. Den er desværre også lidt vanskelig, og jeg har indtil nu blot fået bekræftet kendte oplysninger. Skiftet sker efter hendes død i 1739:

http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=195221&side=13

Desuden læser jeg navnene på børnene på s. 13, Thomas Frandsen Frøsig og Anne Frandsdatter Frøsig, og måske angives også en tredje Frøsig?


Peter

Christian Grøndberg

Citat fra: Peter Hillerup [54743] Dato 27 Feb 2017 - 10:27
...havde jeg egentlig ikke så mange forhåbninger til Ryde Sogn i Ringkøbing Amt, men der ramte du plet:

https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=168236#168236,28252092

Den 3. april 1743 blev Frans Frøsig af Ribe i Ryde Kirke viet til (jeg mener at læse) Kirsten Ulsøe...

Det var godt, du fandt vielsen.

Nygaard har faktisk også en note om det:
http://nygaards-sedler.dk/viewpage.php?page_id=72&sort=s&ret=14&vis=2&nr=106849

Mon ikke at der med Ryhave menes Rydhave Slot.

Hvis du er heldig, kan Ulsøe-tilnavnet stamme fra en specifik gård i sognet eller indkredses til nogle få gårde.

Det kan være, at Karsten her fra forum også har interesse i denne vielse, da han tidligere har haft den til tydning:
https://www.slaegtogdata.dk/forum/index.php?topic=1867.0

Med venlig hilsen
Christian

Peter Hillerup

Ja, du skal have tusind tak for hjælpen, Christian. Jeg har desværre ikke rigtigt kunnet komme videre med Kirstens ophav i kirkebøgerne, så jeg har forespurgt Vinderup Egnshistoriske Forening, om de måske kender til hende og forældrene. Det gør de ikke umiddelbart, men vil undersøge om der evt. kan være noget at hente i fæsteprotokollerne for bl.a. Ulsøe-gården i Ryde.

Jeg har taget livtag med skiftet efter Else Christendatter den 28. marts 1743 for at undersøge din tese nærmere, om det sker med baggrund i den forestående vielse til Kirsten Pedersdatter Ulsøe, og jeg mener at have identificeret et sætningsbrudstykke "indlade mig i nyt ægteskab, ...", så meget peger jo i den retning.

Skiftets gotiske skrift er en hård nød at knække, og der er mange nuancer og passager, som jeg ikke har noget bud på. Jeg har før haft held med hjælp til tydning af et skifte her på forum, og tænker at prøve med dette også, for der kan jo være væsentlige nye informationer om Frands Thomsen Frøsig og hans børn.

Jeg briefer Karsten. Vore veje har tidligere krydset hinanden i et forsøg på at finde Niendalernes ophav i hhv. Frederiksstad og Utrecht.


Mvh. Peter