Inger Sørensdatter (ca. 1646-1719) i Gug (Sønder Tranders) + Kjærulf? / Ged?

Startet af Peter Kurrild-Klitgaard, 12 Aug 2018 - 12:08

Forrige emne - Næste emne

Peter Kurrild-Klitgaard

Jeg har et spørgsmål om en af mine aner, hvor modstridende oplysninger på diverse fora er ved at udarte sig til en uoverskuelig urskov ..., og hvor jeg ville være taknemmelig for hjælp.

Det drejer sig om Inger Sørensdatter, født ca. 1646, begravet 19.11.1719 i Sønder Tranders og gift 16.6.1672 smst. med Laurs/Laurids Laursen/Lauridsen (Gug).  Tilbage til dette par er tingene "kosher".

Men i slægtsbogen "Slægten Caspersen fra Klitgaard i Nørholm sogn", udgivet 1990 af Jens E. Caspersen, fremstår hun som sammenblandet med en anden samtidig af samme navn og fra samme sogn: Inger Sørensdatter, datter af Søren Nielsen Gied / Ged (ca. 1583-1679) i Sønder Tranders.  Denne Inger Sørensdatter var født ca. 1638 og blev begravet 3.10.1717 i Gunderup, hvor hun og hendes mand var kroholdere i Oppelstrup.  Hendes første mand var Thomas Christensen Oppelstrup (død 1675), og nummer to var Jens Nielsen (død 1710).

Det tog mig i første omgang lidt tid at få "dehomogeniseret" de to Inger Sørensdattere, hvoraf det altså er den første, der interesserer mig.

Går man nu til MyHeritage (og Geni.com) viser det sig, at der er gjort en lang række forsøg på at forbinde "min" Inger Sørensdatter med dels Kjærulf-slægten, dels Ged/Gied-slægten.  Desværre er de anførte forbindelser lavet uden hverken forbehold eller forklaringer, og når jeg har skrevet til de personer, der har angivet de pågældende relationer og spurgt efter kilder, får jeg typisk intet svar, eller at de "har det fra MyHeritage".

Her er, hvad der på MyHeritage (og Geni.com) florerer af helt eller delvist modstridende oplysninger:

A. At Inger Sørensdatter skulle være datter af en Sofie Sørensdatter (Gied) (ca. 1617-1690), datter af førnævnte Søren Nielsen Gied, og Søren Jacobsen Kjærulf (- ca. 1647) i Dall (søn af Jacob Sørensen (Kjærulf) og Inger Christensdatter).  At dette par skulle have været gift skyldes vistnok en hypotese fremsat af Kr. Værnfelt, men er der overhovedet noget, der knytter Inger Sørensdatter til dette par?

B. At Inger Sørensdatter skulle være datter af førnævnte Sofie Sørensdatter (Gied), og Søren Andersen Kjærulf i Knæpholt (søn af Anders Sørensen Kjærulf og Anne Andersdatter Kjærulf). (Et eksempel her: https://www.myheritage.dk/research/collection-1/myheritage-family-slaegtstraeer?s=284183601&itemId=239463331-1-539179&action=showRecord&recordTitle=Inger+S%C3%B8rensdatter)

C. At Inger Sørensdatters angivelige moder (førnævnte Sofie Sørensdatter), skal have været gift med en helt tredje Søren, nemlig Søren Lauridsen (Gug) i Sønder Tranders (død 1666).

Desværre har jeg ikke andre steder kunnet finde nogen forsøg på forklaringer eller vurderinger af de gensidigt udelukkende muligheder.  Er der nogen hjælpsomme og vidende sjæle, der venligst kan forklare, om de ved, hvad (om noget) ovenstående baserer sig i, og om noget af det virker særligt plausibelt/korrekt?

På forhånd mange tak.

M.v.h.

Peter Kurrild-Klitgaard

Anders Egede Larsen

Hej Peter!
Hvis du skulle have fundet ud af noget, er jeg meget interesseret. Jeg sidder lige og hiver mig i håret over de samme problemer. Mit udgangspunkt er en Villads Sørensen f. 1646 d. 1722. Han skulle være søn af Søren Jacobsen Kjærulf og Sophia Sørensdatter, altså din A.

I så fald er han søster til din Inger Sørensdatter. Og hvis fødselsdateringerne passer oven i købet tvillingesøster  :)

Men jeg er også stødt på alle disse udokumenterede variationer, så skulle du støde på noget dokumentation, er jeg som sagt interesseret.

I øvrigt er jeg også stødt på en, der fører linien fra Søren Jacobsen Kjærulf helt tilbage til Gorm den Gamle. Men desværre ligeså udokumenteret  :(

Mvh.

Anders Egede Larsen

Peter Kurrild-Klitgaard

Kære Anders Egede Larsen,

Jeg beklager svartiden, men jeg har ikke været logget på her i nogle måneder.

Nej, jeg har desværre ikke fundet svaret.

Dette er nok et eksempel på en af bagsiderne af moderne "on-line" slægtsforskning: At folk uploader ting, der reelt i bedste fald er hypoteser, til databaser, hvor de uden dokumentation e.l. fremstår som "fakta"--hvorefter de leder andre på afveje ... :-(

Skulle Du (eller andre) finde svaret, hører jeg gerne nærmere.

M.v.h.

Peter Kurrild-Klitgaard