Rettesnor

[Kim Scharling]

Jeg er stødt på et lille problem i forbindelse med stavning af f.eks. efternavne. Eks.: En person med efternavnet Petersen eller Pedersen....  I kirkebogen for dåben står efternavnet stavet med "d", I kirkebogen for vielsen f.eks. med "t", i diverse folketællinger er det en blandet landhandel mellem "d og t".  Er der nogle regler for, hvad man som slægtsforsker skal rette sig efter ??  På forhånd tak for hjælpen. Kimsc

[Kaj Arne Jørgensen]

Tror du skal sætte dine egne regler, for det er et problem som du vil støde på mange gange.
Også for- og mellemnavne kan bleve stavet forskelligt for den enkelte person, i opslagene.

[Kim Scharling]

Tak for dit svar Kaj, det blir jo nok enden på det.

Venlig hilsen

Kim Scharling

[Kaj Arne Jørgensen]

Men hvis andre har gode regler, så vil det være spændende at læse. 

[Claus Nissen]

Hej Kim

Rettesnoren bør være at den indførsel der sker ved dåben er det navn man bør rette sig efter. som det korrekte.

De andre beror jo på folks hukommelse eller hvad de nu lige skriver ned.

mvh

Claus

[Anne Marie Holck]

Enig med Claus, kirkebogen er rettesnoren.

[Kaj Arne Jørgensen]

Har set forkerte navne på forældre.
Set børn med forkerte navne på forældre.
Navne på forældre kan skifte stavemåde, og derfor også børneres efternavne.

Kirkebøger er ikke fejlfri.

[Poul G. Michelsen]

Kirkebøger er ikke fejlfri, men med mindre man kan bevise, at et navn er forkert ved dåben, er det dåbsnavnet i hovedministrialbogen, som er det korrekte.
Kontraministerialbogen er en kopi af hovedministerialbogen, så her kan der være fejl i afskriften.
Det er dåbsnavnet, der i dag er det officielle navn hos myndighederne.

[Kim Scharling]

Hej alle sammen,

Tak for jeres svar, hvilket jo giver en hvis mening. Jeg tager herefter udgangspunkt i hvad der er skrevet ind i kirkebogen ved dåben.

Mvh
Kim Scharling

[Kathrine Tobiasen]

Hej Kim

Det helt grundlæggende i denne sag er, at når vi kommer et godt stykke tilbage i tiden bliver det temmelig ligegyldigt, hvordan et navn blev stavet. Et navn var det navn, der blev udtalt; staveregler var der ikke rigtigt nogen af. Du vil kunne møde skrivere, som i det samme dokument staver et navn på forskellige måder. Jo længere tilbage vi kommer, jo værre bliver det.

Det er selvfølgelig irriterende for os, der gerne vil have faste linjer, og som er vant til at et enkelt bogstav i et navn gør en stor forskel. Derfor er det OK at vælge, at man betragter navnet fra dåbsindførslen som det "rigtige". Folketællingerne er mindre pålidelige, da de ofte bygger på, hvad folk blev kaldt i daglig tale.

Jeg har selv et eksempel fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor en mand ved dåben kaldes Peder, men i senere dokumenter, bl.a. lægdsruller, er navnet tydeligt rettet til Peter. Her tolker jeg det sådan, at familien har ønsket, at drengen skulle hedde Peter, mens præsten fejlagtigt har opfattet det som Peder, der jo også var det almindelige på den tid.

[Kaj Arne Jørgensen]

Hej Kathrine.

Er sådan set ikke uenig i at kirkebogen ved dåben giver barnets navn.

Når drengen så senere bliver far, bliver efternavnene måske

Peiders- Peiters- Peders- Peters-
Carls- Karls-
Christens- Chrestens- Kristens- Krestens-
Andres- Andreas- Anders-
Johans- Johannes-
o.s.v.

og derfor synes jeg ikke det er helt så enkelt,
at give den samme familie forskellige efternavne.

Hvilke regler bruger du der ?

[Kathrine Tobiasen]

Hej Kaj

Det er klart, at det er besværligt og problematisk, når man skal prøve at holde styr på en stor familie med et navn, der skrives på forskellige måder. Selv om vi her kunne synes, at det ville være smart at holde fast i samme navn, kan vi jo sagtens blive overhalet indenom, hvis to eller flere forskellige stavemåder over tid udvikler sig til at blive de navne, som forskellige grene af en slægt fremover bruger.

Jeg må indrømme, at jeg nok ikke er særlig principfast på dette område. Når ens slægtsforskning er foregået over en lang årrække, hvor man hele tiden lærer nyt og får nye impulser, og drejer sig om et stof, der fører en gennem forskellige miljøer, geografiske egne og tidsaldre, der hver kan have egne måder at forholde sig til staveproblematikken på, ja, så er slingrekursen næsten ikke til at undgå. Med mindre man fra start af har sat sig så grundigt ind i faget, at man har kunnet forudse alle de problemer, man undervejs kunne støde ind i 

Jeg har nok gjort det, at jeg har brugt navnet i den form, jeg først er stødt på. Hvis der så kom en afvigende form, har jeg nævnt det i en note. I starten mente jeg, at former som Søffren og Hanssøn havde en mere autentisk klang end Søren og Hansen, så de optræder her og der i min database, men efterhånden er jeg nået til den slutning, at Søren og Søffren jo i grunden er det samme navn, og jeg vil ikke bruge de gamle former, hvis jeg skal tilføje nye personer.

I forvejen er det svært at holde sammen på en slægt ved hjælp af navnene, da vi langt op i tiden ikke har haft faste slægtsnavne i Danmark. Og i dag flyder det hele jo. Jeg tror, vi langt hen ad vejen må affinde os med, at det med navnene er en noget broget sag. Tage det som – omend ikke en ekstra charme, så dog – et grundlæggende vilkår for vores forskning.

[Kaj Arne Jørgensen]

Hej Kathrine.

Mange tak for dine gode indlæg !

Jeg har også temmelig mange navne i min slægtsdatabase,
og kender godt til det med hvordan stavemåden kan drille,
når der skal søges på navnet, for ikke at komme til, at lægge den samme
person ind 2 steder. Det samme problem med at "tilnavne" bliver til familienavne,
kan også give sine problemer.

Så jeg konkluderer, nemt er det ikke, det med navne og slægt, men det er interessant !

Stednavne som optræder i min database, forsøger jeg at holde i nutidens stavemåde
ved hjælp af Krabsens http://www.krabsen.dk/stednavnebase/

[Lars Erik Bryld]

Skal måske lige med, at den bløde d-udtale er en forholdsvis ny foreteelse i rigssproget. Man f.eks. kan se lidt af lydforskydningen, hvis man kigger på Fritz Jürgensens stavemåder i hans vittighedstegninger - også et godt sted at træne gotisk skrift.

Fritz Jürgensen (1818-63) var københavner, men af sønderjyske rødder, og han vakler nogen gange lidt rundt i d- og t-formerne.

Eksempelvis

Fatter -> Fader -> Fa'er -> Far

Bortset fra den nugældende stavemåde, mener jeg, jeg har set alle de andre varianter i Fritz Jürgensens tekster.

Hovedreglen tilbage i tiden var, at "d" (næsten) altid var hårdt i udtalen, så "Petersen" og "Pedersen" blev udtalt ens. Deraf staveforvirringen.