"avancerede" kilder til diverse videre slægtsforskning

Startet af Asger Harpøth Møller, 08 Feb 2019 - 22:49

Forrige emne - Næste emne

Asger Harpøth Møller

Jeg er en forholdsvist ny slægtsforsker, men jeg mener alligevel efterhånden at have fået godt styr på slægten tilbage til starten af 1800-tallet, og selvfølgelig i flere tilfælde lidt længere endnu. Forskningen er indtil nu foregået online ved hjælp af kirkebøger, folketællinger, Nygaards sedler, Wibergs præstehistorie, og i begrænset omfang skifter og lægdsruller - og så selvfølgelig Google. Jeg har også været på biblioteket for at låne diverse bøger hjem.

Alligevel tror jeg, at der må være mere at finde om nogle af de familiemedlemmer, jeg allerede kender de mest basale informationer om.
Da jeg ikke selv ved, hvor jeg skal lede, og jeg ingen erfaring har med at gå på arkiv/læsesal/kongeligt bibliotek håber jeg nu, at en venlig sjæl her fra forummet kan være behjælpelig.
Jeg regner IKKE med, at nogen gør arbejdet for mig, men jeg håber derimod, at nogen kan pege mig i retning af arkiver/indekser eller kildetyper, som jeg endnu ikke selv kender til.

Derfor håber jeg ikke det bliver taget ilde op, at jeg her vil komme med en længere liste med løse ender fra min egen forskning, som jeg kunne tænke mig at kaste mere lys over. Min tanke bag er, at jeg ikke vil oversvømme forummet med tråde om mine forfædre. Alle de nævnte personer boede på eller omkring Mors i Limfjorden på nær nummer 5.

1) Min tipoldefar var i den kongelige livgarde i 1870, og ifølge overleveringen skulle han have stået vagt natten mellem den 26. og 27. september samme år, mens Christian X blev født. Jeg har heller ikke kunnet finde ham i folketællingen 1870. Er det muligt (ved hjælp af lægdsruller eller lign. eller måske et besøg på et arkiv eller ved at kontakte et departement af forsvaret) at jeg kan finde mere om min tipoldefars tid som garde? Og hvor mon jeg kan finde ham i folketællingen 1870?

2) Min tiptipoldefar skal have været dannebrogsmand efter sin indsats i krigen 1864. Hvordan kan jeg bekræfte dette, og er der eventuelt flere informationer at hente?

3) Min 6xtipoldefar Pastor Balthazar Nissen skal ifølge Nygaards Sedler have været tiltalt for hor i 1729, og sedlen indeholder vist også en kildehenvisning i parantes, men jeg ved ikke hvad forkortelserne står for.
Sedlen er her: http://ddd.dda.dk/nygaard/visning_billed.asp?id=378563&sort=e
Henvises der her til en kilde, som jeg har mulighed for at slå op i, og hvis det er tilfældet, hvor kan jeg så gøre det? Er der retsmæssige kilder, hvor man ville kunne finde yderligere oplysninger om sagen?

4) Min oldemor migrerede til USA omkring 1910 og rejste tilbage til Danmark igen omkring 1920. Kan man eventuelt finde frem til mere om opholdet og rejserne ved at kigge på ind- og udrejsepapirer eller lignende?

Og nu nogle lidt mere "langt ude":

5) Min tiptipoldefar fra Norge skal ifølge overleveringen være endt i Danmark ved at overleve et skibsforlis ud for Thy-kysten i 1830-erne. Findes der nogen som helst former for register, hvor den slags historier kan valideres?

6) Min tipoldeonkel kan jeg ikke finde i nogen som helst kirkebøger eller folketællinger efter 1855, hvor han er 13 år. Han skal være blevet sømand og familien så ikke noget til ham siden. Jeg er ikke erfaren nok til at vide, om det er latterligt, men jeg er meget nysgerrig efter, om der findes registre over sejlads eller døde til søs eller noget som helst, som kan gøre mig i stand til at følge hans historie.

7) Min 3xtipoldefar var snedker og nævnes ved navn i bogen "bidrag til kundskab om de danske provinsers tilstand i øekonomisk henseende" fra 1833, hvor der står:
"Snedker Thorning i Hjerm har, efterat den amerikanske Plov kom did, udfundet en forbedret Indretning af samme ... Efter at Landhuusholdningsselskabet blev gjort opmærksom herpå har det ladet alle de nordamerikanske plove, som det herefter uddeler forfærdige efter den thorningske model."
Kan der mon være mere at grave op om dette (fx. ved rigsarkivet), eller er det en ubetydeligt bemærkning?

Jeg beklager igen de mange og brede spørgsmål, og er i øvrigt opmærksom på, at jeg nok overvurderer, hvad der er muligt ved et arkivbesøg. Min drøm her er blot at få et indblik i, hvad mulighederne er, og så selvfølgelig hvor man kan kigge.

Asger Harpøth Møller

Ups, jeg kan se, at jeg har brudt en retningslinje ved at stille så mange spørgsmål. Beklager, det skulle jeg have læst op på! Jeg kan godt dele tråden op i flere små, hvis det ønskes.