Matthias Hindtze, korporal og vagtmester, begr. 4. dec. 1714 i Gamborg

Startet af Christopher Emil Hagedorn, 13 Feb 2019 - 06:41

Forrige emne - Næste emne

Christopher Emil Hagedorn

God morgen!

Det er sjældent for mig at støde på nogen i min slægt, hvis militære tjeneste var mere end nogle år som landsoldat eller national enroulleret.

Men nu har jeg fundet mig en korporal og vagtmester på Fyn!

Jeg har første gang fundet ham 1702 i Gamborg sogn. 10. september dette år døbes hans datter Riborig Helvig, og han kaldes "Caparal Mathis Hinsen"
https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17137587#179257,30403973

Fadderne ved denne dåb inkluderer en kvartermester, som måske kunne hjælpe med at finde ud af hvilket kompagni min Matthias var tilknyttet. Men han har et lidt fjollet navn som ikke er let at læse. Noget i retning af Puckelplang??
Dåben er også i den anden kirkebog.
https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17137587#179256,30403859

4. december 1714 begraves Matthias i Gamborg Sogn, "Wagtmesteren Matthias Hindtze". Ingen alder opgivet.

Enken Mette Thomasdatter vies igen 15. december 1715 til Jens Ibsen Smed i Gamborg. (Ingen forlovere opgivet)

Datteren Helvig vies kort efter sin moder, 30. august 1716 i Gamborg, til Hans Jørgensen fra Ørslev.

Mette Thomasdatter begraves 24. august 1726, alder 61 år, 4 månedeer og 1 uge.

Der er skifte efter hende 24. august 1726 under Wedelsborg (prot. II, fol. 85b), og her ser vi hendes børn af 1. ægteskab:
- Frederich Matthisen, smedesvend hos Claus Huus i Kolding
- Helvig Matthisdatter (min ane), gift med Hans Jørgensen i Ørslev

Datteren Rigborg er altså død inden da.

Helvig får børn 1718-39 og kan antages at være født ca. 1695-1700; hun ses ikke døbt i Gamborg.

Sønnen Frederik (som faktisk hed Johan Frederik) bliver smed i Egense, hvor der 1764 er skifte efter hans 1. hustru Ulrikke Svendsdatter, og 1774 efter ham selv, under Hvidkilde Gods. Han kaldes "Hins" til efternavn.
Begravede for Egense Sogn er ikke bevarede før 1786, så hvor gammel han var ved sin død må forblive et mysterie, men han er vel født før 1702 og ikke i Gamborg.

------------------

Udover overstående ved jeg slet intet om ham. Jeg har set i Berliens og Hirsch' kartoteker, samt i et par andre kartoteker over underofficerer, men ikke fundet ham. Der er nogle andre Hintz, Hintze etc. men om de er slægtninge er jo ikke til at sige. Samme gælder apotekeren Johannes Hindtze i Fredericia, som jeg ellers godt kunne tænke mig var en bror. Han får endda også en datter Helvig.

Hans navn kan vel staves Mathis, Mathias, Matias, Mattias, Matthias etc., og efternavnet Hintze, Hindtze, Hindtz, Hindz, Hindtz, Hinz, Hins etc... Han må have været et kært barn!

Jeg kan tilføje at hans kone Mette Thomasdatter ikke ses døbt 1664-66 i Gamborg Sogn, og de er heller ikke viet der. Jeg har ikke ret mange idéer til hvor jeg ellers kan se efter deres vielse. Jeg har kigget i Fredericia Trinitatis 1685-1700, og der er de heller ikke gift.

Hvis nogen ved eller kan finde mere om min korporal-vagtmester, så ville jeg simpelthen blive så glad!

Jakob Ramlau

Vagtmester er en Underofficersgrad i Kavalleriet. I 1702 har han sandsynligvis været hvervet. Saa er det "bare lige" at identificere Kavalleri i Nærheden af Gamborg.Jeg mener at Wadskær(Wadschier?) har en Side hvor man følge de enkelte Afdelingers Garnisonering.
Bogen "Geworbne Krigskarle" giver en god Beskrivelse af Forholdene, specielt omkring Hvervning(ja, tænk engang?). Der er gode Eksempler paa Archivalier om de Hvervede. Hintze er jo noget tydskklingende?   

Christopher Emil Hagedorn

Aha kavalleriet, det hjælper da lidt til at indsnævre søgningen. Så undres man over, at han ikke findes i hverken "Kartotek over Rytteriets Underofficerer (1700-1900)", "Kartotek over Rytteriets Underofficerer, 2. Dragonregiment (1700 - 1900)", "Kartotek over Rytteriets Underofficerer, forstærkninger og reserver (1700 - 1900)" eller i "Kartotek over Rytteriets Underofficerer, Nyt kartotek (1700 - 1900)".

Når jeg ser på Wadschier.dk (god idé!), så ser Jyske Dragonregiment ud til at være den bedste kandidat. De lå 1681, 1683-85, 1694-99 og 1701-08 i Hindsgavl Amt, som bestod af blot Vends Herred, hvori Gamborg Sogn ligger. 1709-10 var de dog i Skåne, og 1711-16 i Nordtyskland.

Ellers lå 2. Dragonregiment en tid i Odense frem til 1721, startår ukendt.

Udover disse er der kun infanteri; 4. Bataillon (Fyenske Hvervede regiment til Fods) lå 1680-1723 i både Odense og Nyborg, med "Skiftevis mindre enheder i øvrige fynske købstæder".

Jeg søgte på bogen "Geworbne Krigskarle", men den ser ud til specifikt at omhandle perioden 1774-1802. Det er lige 100 år for sent...

Hindtze er klart noget tyskklingende, det er der ingen tvivl om. Men er han selv født i tyskland, eller er han søn af en tysk soldat? Det kan måske ikke opklares. Men bare at finde hans navn nævnt et sted før 10. september 1702 ville være en sejr!

Christopher Emil Hagedorn

#3
Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at "Hintze" åbenbart har været et fornavn på Lolland, og at patronymet "Hintzen" også skrives "Hinsen", ligesom min Matthias ses i 1702.

Gad vide om han er derfra?

Hvis nogen har en ane Hintze med en søn Matthias født ca. 1650-75, så sig endelig til ;)

Inge Busck Andersen

Hej Christopher.
Prøv eventuelt også at søge blot på Mathias/Matz Hintze, Denmark, på Family Search, det giver mange hits. Blandt andet en Matz Hintzes bryllup i 1644 på Sjælland. Jeg har selv en tysk indvandret ryttersoldat på Sydfyn i samme periode - kropumuligt at finde noget på ham omkring år 1700. Heldigvis var han som din udstyret med et specielt efternavn, så børnene var lette at finde 😀
Venligst Inge

Christopher Emil Hagedorn

Hej Inge, det var slet ikke en dårlig idé.

Specielt interessant er den Hintze Madtzson, som 1735 får en søn Matthias Hintze i Rønninge på Fyn. Denne Hintze kunne jo let være en søn af min Matthias af et tidligere ægteskab.

Det er i hvert fald godt at få bekræftet, at der også på Fyn var folk som hed Hintze til fornavn, ligesom der var på Lolland og Bornholm og andre steder.

Det er stadig muligt at det er et tysk slægtsnavn, men jeg tror efterhånden lige så godt det kan vise sig at være et patronym, specielt når han kaldes "Hinsen" første gang jeg har fundet ham.

Klokken er mange, så jeg må se ordentligt på det i morgen, så skal jeg nok rapportere tilbage om jeg kommer videre :)