Læsø herred, Ålborghus len (før 1660)

Startet af Jørgen Pedersen, 30 Apr 2019 - 15:23

Forrige emne - Næste emne

Jørgen Pedersen

Hej

Jeg har læst mig til, at der var et Læsø herred, og at det lå under Ålborghus len før 1660 (bla. her http://vendsysselwiki.dk/index.php/Læsø_Herred,_Vendsyssel)

Men jeg kan ikke finde herredet i Ålborghus lens jordebøger og/eller skattemandtal. Øens sogne burde da i hvert fald optræde i lenets skattemandtal, men jeg har som nævnt ikke kunnet finde noget herred af det navn.

Derfor: er der nogen, der ved, hvor jordebøger, skattemandtal og regnskaber for Læsø herred skal findes?

Lensregnskaber, skattemandtal og jordebøger ses her: https://arkivalielister.dis-danmark.dk/ao_alt_vis_navne.php?stil=2&navn=Regnskaber+1559-1660%2C+Lensregnskaber&sort=a&max=1 

Med venlig hilsen
Jørgen Pedersen

Kurt Dahl

Hej Jørgen

Læsø hørte igennem mange år til Viborg domkirke. Der ligger derfor mange arkivalier på Rigsarkivet i Viborg under Viborg bispearkiv (C2)

Jeg ved bla. at der ligger en del jordebøger også fra 1600-tallet.

Er der noget konkret du søger?

VH

Kurt Dahl
Venlig hilsen

Kurt Dahl

Jørgen Pedersen

Hej Kurt

Mange tak for hjælpen. Ja, så nytter det jo ikke noget at lede efter Læsø herred i lensregnskaberne.

Jeg søger blandt andet oplysninger om Mads Gad, død i Vesterø i 1674 i en angiven alder af 76 år. Hans fulde navn var Mads Jensen Gad. Hans far kan have været den Jens Gad, der nævnes i 1612 i en artikel af Bjarne Stoklund: Tømmerskuderne fra Læsø s. 16.  Jeg håbede, at der ville være oplysninger om dem i lensregnskaberne.

Jeg har de oplysninger, som du engang lagde ud fra bla. jordebøger om Gad'erne på Læsø, og mange tak for dem. Det følgende er baseret på dine oplysninger. Mads Jensen Gad kan måske være identisk med den Mads Gad, der i 1618/1620 betalte stedsmål for et øde bol - men eftersom det ikke nævnes, om det var Vesterø eller Byrum, kunne det også være den Mads Lauridsen Gad, der ses i jordebogen i Byrum i 1650. Der kunne skattemandtallene måske hjælpe med identifikationen

Mads Jensen Gads sønner Anders Madsen Gad ~ Karen Joensdatter 1648 og Bertel Madsen Gad ~ Anne Joensdatter 1648 flyttede omkring 1650 til Sct. Ibs sogn ved Roskilde. Jeg havde håbet, at regnskaberne kunne have oplysninger om de to søstres far.

Kort sagt: jeg ville se, om især ekstraskattemandtallene kunne give oplysninger om Jens Gad, Mads Gad, de to udvandrede brødre og deres svigerfar. I alle len blev der stort set hvert år udskrevet ekstraskatter, og det må vel også være tilfældet for Læsø, selv om øen var ejet af domkapitlet? 

Med venlig hilsen
Jørgen

Kurt Dahl

Hej Jørgen

Jeg har fundet følgende fra jordbøgerne:

   Byrum sogn - Boel      Vesterø sogn - Inderst
JB 1650   Mads Lauridsen Gad      Mads Gaed og Jens Gaed
JB 1651   Mads Lauridsen Gads arvinger   Jens Gaed og Mads Gaed
JB 1652   Mads Lauridsen Gads arvinger   Jens Lauridsen Gaed og Anders Lauridsen Gaed Oluf lauridsen Gaed (alle nævnt hver for sig)
JB 1653   Sal Mads Gads boel      Gertrud Jensdatter og Mads Gaeds arvinger
JB 1653*Mads Gads arvinger      Jens Gaed og Mads Gaed
JB 1655   Mads Gads arvinger      Jens Gaed og Mads Gaed
JB 1662   Sl. Mads Gads         ingen
JB 1663   Sl. Mads Gads gaard      Gertrud Jensdatter og Mads Gaeds arvinger
JB 1671   ingen                      ingen
JB 1675   ingen                      ingen


* I 1653 findes der to jordebøger

Jeg har ikke undersøgt videre når jeg ikke er stødt på navnet Gad eller Gaed, men jeg tror der er mere at hente, for Læsøs jordbøger er heldigvis bygget op på den måde, at man kan følge huse og gårde fra gang til gang. Det gælder for JB 1650-til JB 1655, hvorefter der ændres i rækkefølgende; men den nye rækkefølge kan så følges fra 1662 og frem, også i JB 1679 og 1683.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Ellers lad mig høre.

VH

Kurt Dahl



Venlig hilsen

Kurt Dahl

Kurt Dahl

Hej Jørgen

Jeg kan se at formateringen af dokumentet er smuttet. Jeg har derfor vedhæftet et Word-dokument med de samme oplysninger.

VH

Kurt Dahl
Venlig hilsen

Kurt Dahl

Jørgen Pedersen

Hej Kurt

Mange tak for oplysningerne. Jeg prøver nu at passe dem ind i de oplysninger, du sendte i 2005 (http://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?1,25057,25057). Det er ikke helt let, men jeg kigger på det, og jeg kan helt bestemt bruge dit svar.

Men mere vil jo have mere. Er du stødt på en Joen i 1620'erne? Jeg søger en far til de to Joensdøtre, der blev gift med de to Gad-brødre. Han må være i jordebøgerne, hvis pigerne kommer fra Læsø, og det gør de jo nok.

Karen Joensdatter blev begravet i Sct. Ibs kirke i juni 1680. Hendes alder blev ikke angivet, men hun fødte et barn i 1667, og hun kan på det tidspunkt vel ikke have været mere end 47 år gammel. Hun er derfor antagelig født efter 1620. Hun blev gift i 1648, så det vil være en rimelig antagelse at hun er født i mellem 1620 og 1630 og måske mest sandsynligt i sidste del af årtiet.
Derfor: er du stødt på en Joen i jordebøgerne i den periode?

Igen, mange tak for hjælpen

Mvh
Jørgen

Kurt Dahl

Hej Jørgen

Jeg undersøger sagen - jeg finder uden tvivl en, måske flere der hedder Joen. Du hører fra inden for et par dage.

VH

Kurt
Venlig hilsen

Kurt Dahl

Kurt Dahl

Hej Jørgen

Ja, der er flere der hedder Joen. Jeg har gennemsøgt jordbøgerne for årene 1650, 1652 og 1655 - se vedhæftede. Kan du oplyse mig mere om de 2 Gadbrødre, som de to døtre blev gift med. På den måde kan jeg undersøge, om der sker et ejerskifte undervejs, ved at følge de enkelte "Joeners" gårde.

VH

Kurt
Venlig hilsen

Kurt Dahl

Jørgen Pedersen


Hej Kurt

Mange tak for det fine materiale. Der er jo en sand overflod af Joen' er, og hertil kommer, at den "rigtige" Joen for den sags skyld kunne være død før 1650.

Jeg har faktisk ingen oplysninger om Gad-brødrenes liv på Læsø. Jeg ved ikke engang, hvem der var deres far, ud over at det jo må være en Mads med tilnavnet Gad. De blev gift i Vesterø, men dermed er ikke sagt, at de kom derfra, for det kunne ligeså godt være Joen-døtrenes hjemsogn.

Jeg kan se i Daisy, at Læsø Landfoged har en del materiale af interesse, så engang med tiden........
Ekstraskattemandtallene, der normalt giver solide oplysninger, må kunne findes i Landfogedens Regnskaber og regnskabssager. Og der må man også kunne finde oplysninger om stedsmål med mere. Men det er bestemt ikke sikkert, at det løser problemerne, for både Gad og Joen ser ud til at have været almindelige navne på øen. 

Men her er det, jeg har kunnet stykke sammen om familien:

Anders Madsen Gads fødselsår kendes ikke, og ved begravelsen i 1659 angives hans alder ikke i kirkebogen. Han blev født på Læsø, og hans far var måske Mads Jensen Gad i Sundet i Vesterø sogn. Hans mors navn kendes ikke.

Den 9. jan. 1648 blev Anders Madsen blev gift med Karen Joensdatter i Vesterø kirke på Læsø. Fjorten dage senere, den 23. jan., blev hans bror Bertel Madsen gift sammesteds med Karen Joensdatters søster Anne Joensdatter.   
I ægteskabet fødtes:
1. Joen Andersen Gad, født ? ~ Johanne Olufsdatter
2. Mads Andersen Gad, født ?
3. Niels Andersen Gad, født Sct. Ibs sogn 1652
4. Maren Andersdatter Gad, født Sct. Ibs sogn 1654
5. Anne Andersdatter Gad, født Sct. Ibs sogn 1656
6. Jens Andersen Gad, født Sct. Ibs sogn 1658, død sst. 1659

Læsø havde i begyndelsen af 1600-tallet en betydelig skibsflåde. Svenskerne ødelagde den i krigen 1643-45, og det kan være det, der har givet Bertel og Anders Madsen anledning til at flytte fra øen. Anders Madsen og hans bror Bertel har formentlig været skippere i på Læsø, og i de har sikkert fortsat i denne funktion efter flytningen til Roskilde. Familien slog sig ned i Sct. Ibs sogn ved Roskilde.
Bertel Madsen ses i Roskilde i august 1650, hvor han havde en søn, Mads, til dåben. Anders Madsen var ikke blandt fadderne. Måske er han kommet til byen efter et mellemspil andetsteds, idet hans søn Joen Andersen ikke ses født i hverken Roskilde eller Læsø. I 1652 fik Anders Madsen døbt en søn, Niels, i Sct. Ibs sogn, så han må være kommet til byen i perioden mellem 1650 og 1652.

Anders Madsen blev begravet fra Sct. Ibs kirke den 23. feb. 1659

1. Arne Sundbo: "Frederikssunds og Købstaden Slangerups historie" bd. I og II, 1937, med ændringer og supplement fra kirkebøger

og lidt om Karen Joensdatter:

Den 9. juni 1664 blev Karen Joensdatter gift med Anders Knudsen. I ægteskabet fødtes:
1. Maren Andersdatter, født i Sct. Ibs 1665
2. Anders Andersen, født i Sct. Ibs 1667

Den 6. juni 1680 blev Karen Joensdatter begravet fra Sct. Ibs kirke kirke.

og om sønnen Joen Andersen Gad:

Joen Andersen Gad må være født mellem 1648 og 1652, men hans fødsel ses ikke på Læsø eller i Roskilde, og ved begravelsen i 1682 angives hans alder ikke. I kirkebogens indførsler kaldes han generelt kun Joen/Jon Andersen, men da hans søster Anne troloves med Ole Davidsen i 1681 står "Joen Andersen Gad" som forlover. Identifikationen er således sikker.

Den 4. jan. 1671 blev han trolovet med Johanne Olufsdatter. Hans forlover var Anders Knudsen, der var hans stedfar. Den 14. maj samme år blev de gift i Sct. Ibs kirke ved Roskilde. I ægteskabet fødtes:
1. Margrethe Joensdatter Gad, født i Sct. Ibs sogn 1672 ~ Martinus Christian Müller
2. Anders Joensen Gad, født i Sct. Ibs sogn 1673
3. Oluf Joensen Gad, født i  Sct. Ibs sogn 1675
4. Anders Joensen Gad, født i  Sct. Ibs sogn 1678
5. Niels Joensen Gad, født i  Sct. Ibs sogn 1680, død sst. 1682

Joen Andersen Gad var skipper i Roskilde, og i 1675 registreredes byen Roskilde for 5 skibe, blandt andet en skude på 4 læster, ført af Jon Andersen Gad, søn af Anders Madsen, og en liden galioth på 3 læster, som borgmester Jørgen Jensen ejede. Forbindelsen mellem borgmesteren og skipperen har været tæt, for da Joens datter Margrete blev døbt i januar 1672 blev hun båret af "Else Borgemester Jørgen Jensens"

I 1676, da krigen kom, lagde Jon Andersen Gad op, medens hans bror Mads Andersen Gad samme år flyttede til Frederikssund, vist i hans farbror Bertel Madsen Gads tjeneste. Han nævnes her i skattelisterne 1677.
I 1682 udarbejdedes et grundlag for den senere matrikel, der kom i 1688. I dette forarbejde nævnes Joen Andersen Gad på gård eller ejendom nr. 9 i Sct. Ibs sogn. Gården/ejendommen var selveje. 

Joen Andersen Gad blev begravet fra Sct. Jørgensbjerg kirke den 8. aug. 1682.

1. Arne Sundbo: "Frederikssunds og Købstaden Slangerups historie" bd. I og II, 1937
2. Forarbejde 1682:  Roskilde amt, Sankt Jørgens og Sankt Ibs sogne og Roskilde købstads jorder, Sømme, Roskilde amt, her fra  <http://ao.salldata.dk/osd_vis.php?bsid=38823&side=377> , image 377/589


Kurt Dahl

Hej Jørgen

Jeg har kopier af de fleste gamle regnskaber, og deri er, som du også skriver, nævnt stedsmål; men desværre ikke noget der kan bruges i den konkrete sag. Mange at de kongelige skattelister med relevans for Læsø, som jeg har set på Rigsarkivet i København, er uden navnestof. For det meste der det blot opsummeringer.

Jeg gemmer dine oplysninger, men glemmer dem ikke - finder jeg en løsning, så hører du fra mig.

VH

Kurt
Venlig hilsen

Kurt Dahl

Kurt Dahl

Hej igen

Jeg kom lige til at tænke på en mulighed. Prøv at søg i Viborg Landstings dombøger og Skøde- og panteprotokoller.

VH

Kurt
Venlig hilsen

Kurt Dahl

Jørgen Pedersen

Hej Kurt

Mange tak for indsats og gode råd. Ærgerligt med regnskaberne, men det er nok kun et skifte eller en tilfældig oplysning, der kan identificere Gad-brødrenes og Joen-døtrenes forældre med sikkerhed.

Jeg har dombøgernes række B og C, og der er intet Læsø-stof. Jeg vil prøve at kigge i andet materiale, og hvis der dukker noget op, så vil du straks få besked. Somme tider kan man jo være heldig.

Med venlig hilsen
Jørgen