Modtaget og behandlet DNA-svar fra FTDNA - hvad nu?

Startet af Annie Helene Jensen, 22 Jun 2019 - 20:02

Forrige emne - Næste emne

Annie Helene Jensen

Jeg sendte prøven til Houston sidst i marts, og mens jeg ventede på svar arbejdede jeg på anetavlen, læste artikler og Anders Mørup-Petersens "Godt i gang ...".

Min slægt er ca. 65% fra Sjælland/Møn og resten fra Fyn. Kun 1 af mine tiptipoldeforældre har jeg ikke kunne finde fødested på ved hjælp af kirkebøger, folketællinger, lægdsruller mv. (Det er en garversvend Johan Peter Berg, der pludselig blev konfirmeret og derefter gift 1802 i Søllerød. Jeg er ved at gøre klar til et opslag under AneEfterlysning).

Jeg blev forundret, da svaret kom fra FTDNA. My Origins er 58% West & Central Europa, 25 % Scandinavia, 16 % British Isles, dvs. 99 % Eurropean, samt Finland < 1 %.
Fordelingen Ancient European Origins er vist standard: 9% Metal Age Invader / 34 % Farmer / 57 % Hunter-Gatherer / 0% Non-European.

Jeg har pt. 1459 matches.
Største shared cM er 813, med longest Block 181 cM samt X-Match. Denne person har jeg sidste år fundet ved hjælp af mit anetræ i FamilySearch: Min ældste farbrors datterdatter, hvis forældre udvandrede i 1957. Hun var i DK sidste efterår, hvor vi mødtes. Jeg vidste ikke, at hun havde lavet en DNA-test. Fantastisk, ved at tilknytte hende til mit anetræ hos FTDNA har jeg fået 112 match markeret Paternal.
Næststørste shared cM er 139, men med længste block på 4 (!) cM, også med X-match. Denne er Paternal, beskrevet som 5th Cousin - Remote Cousin, og helt uden anetræ og yderligere oplysninger.
Derudover har jeg ca 30 match med shared cM i intervallet 71-90, hvoraf højst 10 har anetavler, de fleste amerikanere med enkelte svenske aner.

Jeg har nu også fået svaret på mtDNA. Min mtDNA haplogroup er T2f1 - og hos FTDNA er der pt kun 2 andre personer med denne gruppe, der dog  begge har Genetic Distance 1 til mig. Det er 2 amerikanere, der har ældste i moderlinien  ca. 1780 i Tyskland, henholdsvis ca. 1885 i Hamborg, Tyskland. Min ældste formoder er født på Fyn ca. 1714.

Jeg har læst at hablegruppe T havde en væsentlig rolle i udbredelse af agerbrug i Europa. Min hablegruppe er åbenbart kommet fra Afrika for ca. 50.000 år siden, rejst gennem Levanten, blev til T2 for ca 20.000 år siden, og T2f1 opstod for ca. 12.000 år siden.
T2f1 er fundet i Nordvest-/central- og østeuropa samt i Turkmenistan.
Jeg kan læse i FTDNA's materiale, at jeg har 9 ekstra, navngivne mutationer - uden at jeg ved hvad det betyder ....

Jeg synes, at det er svært at komme videre. Bør jeg uploade mit DNA-kit fra FTDNA til GedMatch (eller andetsteds) for at få bedre match-materiale?

Jeg har også tænkt mig at overtale et par stykker mere i familien til at lave DNA-test. Der er desværre ikke så mange ældre tilbage, men jeg har en helsøster, en halvsøster (på min mors side) samt min halvbror (på min fars side)'s søn.
Annie Jensen, Hvidovre      -       Anvender Brothers Keepers
Evt. kontakt: 1@anniejensen.dk

Anders M. Petersen

Hej Annie!

Nu ved jeg ikke helt, hvad du vil have hjælp til, men her er mine bedste råd:

Start med dine FamilyFinder matches hos FTDNA og kig på dem med mindst 80 cM samlet og/eller 12 cM longest - på en del af disse bør du kunne spore den fælles ane. Nogle har stamtræ på FTDNA og andre har måske et stamtræ offline, som de gerne vil dele over mail? Og så er der dem helt uden stamtavle - det er ofte amerikanere. Her kan man spørge om de har en bedsteforældre med danske aner og hvor og hvornår vedkommende var født - med lidt held kan man finde vedkommende født i Danmark og så meget hurtigt (via de indtastede folketællinger på www.ddd.dda.dk) føre slægten 2-4 generationer tilbage til navne eller sogne, som man genkender fra sin egen stamtavle. Med lidt held (og en del aftener foran computeren!) kan man finde den fælles ane.

Gedmatch er naturligvis også en mulighed - men arbejdet er jo det samme i forhold til matches, så start nu med FTDNA.

Med hensyn til mtDNA haplogruppe T2f1, så kan du se dine nærmeste meget fjerne fætre og kusiner her hos Yfull:
https://www.yfull.com/mtree/T2f1/
De mange danske deltagere skyldes at der er lavet en del videnskabelige mtDNA tests i Danmark, så derfor er der ekstra mange (anonyme) danske kits. For 25$ kan du også selv blive placeret på træet, men det kræver at du (ud over at betale) tør aflevere din mtDNA profil til et russisk firma. Det gør man her: https://www.yfull.com/orderm/

Og ellers så kan du læse mere om T2 her: https://www.eupedia.com/europe/Haplogroup_T_mtDNA.shtml

Med hensyn til at teste flere, så vent lige til du har fået styr på dit eget DNA - brug de næste måneder på at samarbejde med dine nære FamilyFinder matches og se, hvad du kan få ud af det. Når du har fået mere erfaring med det (og helst mindst 3 bekræftede matches) kan du evt. overveje at teste andre i din familie.

Hilsen
Anders
Medlem af DIS / Bruger Legacy 9.0
Mine aner: www.morup-petersen.dk/stamtavle/1.htm

Annie Helene Jensen

Mange tak for dine gode råd, Anders.

Jeg vil sætte mig godt til rette ved computeren og kontakte de bedste 10 matches.
Hilsen Annie
Annie Jensen, Hvidovre      -       Anvender Brothers Keepers
Evt. kontakt: 1@anniejensen.dk