vedtegninger i Lægdsrulle.

Startet af Aino Hertz, 26 Apr 2012 - 16:17

Forrige emne - Næste emne

Aino Hertz

Hej slægtsforskere derude...

Jeg har fundet et familiemedlem i lægdsrullen, men har problemer med at forstå vedtegningerne, som de kalder det i lægsrullen.

Der er ingen oplysninger om indkaldelse eller regiment, de felter er helt blanke, men under vedtegninger står der:

1894 § 13.1
1895 § 13.2
1896 § 13.3

Er der nogen, der har nogen anelse om, hvad der henvises til ?

En anden ting der er underlig er, at han blev 18 år i 1889 og på den tid var det alderen for at komme ind i militæret, så det undrer mig også, at han først bliver nævnt i 1894, er der nogen, der ved, hvad det kan betyde? Og kan man regne med, at han stadigvæk bor i sognet i den ovennævnte periode?

venlig hilsen
Aino Hertz

Jørgen Green

Som 18-årig bliver han indskrevet i lægdsrullen, men han indkaldes først til session ca. 3-4 år efter. Din slægtning er udeblevet fra session tre gange. Du kan formentlig regne med, at han ikke befinder sig i sognet med mindre det drejer sig om København.




Lov af 6. marts 1869 om Værnepligt


§ 13-1: Den, som i Fredstid uden lovligt Forfald udebliver fra den Session, for hvilken han i henhold til § 11, nr. 1-6 er pligtig til at fremstille sig, Straffes med Bøder fra 10 til 200 Rd. Han kan ikke paa en senere Session benytte de ved denne Lovs § 14 hjemlede Ret til at faa Udsættelse.

§ 13-2: Udebliver han anden Gang eller oftere uden lovligt Forfald fra Sessionen, straffes han med Fængsel. Dog kan ogsaa i dette Tilfælde under formildende Omstændigheder Bøder fra 20 til 200 Rd. ikjendes, navnlig naar det af den Pågældendes Legemsbeskaffenhed klart fremgaar, at han er uskikket til al Krigstjeneste, eller han ved en forud for Dommes Afsigelse gaaende Sessionsbehandling er bleven funden utjensdygtig.

§ 13-3: Naar nogen trende Gange uden lovlig Forfald er udebleven fra Sessionen, bliver der at lægge Beslag paa den Formue, som han maatte besidde eller erhverve her i Riget, indtil han kommer tilstede, eller hans Formue paa Grund af hans Død eller ifølge de i Forordningen af 11te September 1839 foreskrevne Regler tilfalder hans Arvinger, og han kan derhos, naar han træffes og af Udskrivingschefen skjønnes tjenstdygtig, stax efter sin Brugbarhed afgives til Tjeneste ved Hæren eller Søværnet.
Med venlig hilsen
Jørgen Green

PS. Vær venlig IKKE at bruge funktionen DIS-funktionen »Private meddelelser«, hvis du vil sende et privat mail. Send det til min e-mailadresse: green@grifo.dk

Aino Hertz

Hej Jørgen

Tak skal du ha for dit hurtige og grundige svar.

Jamen så er det måske ikke så underligt, at vi ikke har hørt noget om ham i familien. Og muligheden for at han er rejst ud af landet er vel oplagt, når man tænker på den store udvandring/emigration, der foregik på det tidspunkt.

Nej det var Hejnsvig ved Ribe, han boede i, men han er født i København og den vi troede, at han var vendt tilbage til.
Hvis det er lykkedes etaten, at få fat på ham og dømme ham, ved du så hvilken myndighed, der kunne ligge inde med oplysninger om, hvordan man har behandlet sagen?

Endnu engang tak for hjælpen..
Aino Hertz

Jørgen Green

En evt. sag vil blive rejst ved den ret, hvor han er bosat på det tidspunkt, man finder ham. Hvis han bliver fundet, skal han aftjene den fulde tjenestetid; med mindre, han har nået at fylde 48 år.

Formentlig vil han være at finde i Politiets Efterretninger under efterlysninger. Disse Efterretninger findes bl.a. på Københavns Stadsarkiv og på Det Kongelige Bibliotek. Der findes et navneregister til efterretningerne. Evt. aflysning af efterlysningen vil også fremgå. Det er formentlig i 1896 eller 1897, han vil blive efterlyst.

Måske kan der også findes nogle oplysninger i udskrivningsdistriktets arkiver.


Med venlig hilsen
Jørgen Green

PS. Vær venlig IKKE at bruge funktionen DIS-funktionen »Private meddelelser«, hvis du vil sende et privat mail. Send det til min e-mailadresse: green@grifo.dk

Aino Hertz

Jørgen du skal endnu engang ha tak for de mange oplysninger.

Jeg er glad for, at jeg ikke behøver helt at opgive at finde ham, men at der flere steder jeg kan søge.

venlig hilsen

Aino Hertz