Margarinefabrik i Albertslykke på Ærø.

Startet af Maj-Britt Enevoldsen, 04 Dec 2010 - 16:41

Forrige emne - Næste emne

Maj-Britt Enevoldsen

Min oldefar Oscar Henrik Hedgaard (f. 5/6-1888, Frederiksberg) arbejdede på en margarinefabrik i Albertslykke ved Søby, Ærø i perioden omkring 1912-1916.

Oscar fortalte følgende til min morfar: Ejeren af fabrikken begik en forbrydelse og blev udvist af Danmark.
Jeg kender hverken navnet på ejeren eller hvilken forbrydelse det skulle dreje sig om.
Oscar rejste derefter til Gentofte, hvor han overtog ismejeriet Pasteur på Jernbanevej 23.

Jeg har googlet og gennemgået FT for Søby 1911 og 1916 uden at finde spor af en margarinefabrik/fabrikant.

Oscar Henrik Hedgaard vies 1/5-1913 i Søby Kirke og her anføres han som boende i Albertslykke.
I FT 1916 bor han med kone og barn i Søby, stillingsbetegnelsen er tekniker og han er desuden anført som bortrejst.

Er der nogen som kender til den omtalte margarinefabrik og historien om at ejeren skulle være blevet udvist af Danmark?

Venlig hilsen
Maj-Britt Enevoldsen


Knud Madsen

Jeg kan hjælpe med følgende:

Margarinefabriken Albertslykke Søby pr. Ærøskøbing.
Margarinefabriken Albertslykke, Søby pr. Ærøskøbing, er grundlagt af Fabrikant L.Christensen for ca. treogtyve Aar siden. I Aaret 1926 overtog den nuværende Indehaver, Fabrikant Jens Pedersen, Virksomheden, som han siden helt og holdent har moderniseret. Nyt og moderne Maskineri er installeret, og Bygningerne er ombyggede til større Fabrikation. Fabrikens Produkter sælges kun en gros; men dens Vogne kører selv rundt til Øens Købmænd. Botana-Margarinen har et godt Navn i disse Kredse, og det samme er Tilfældet med S-margarinen. - Fabrikant Jens Pedersen er født d. 10. August 1881 i Rise Sogn paa Ærø. Oprindelig er han uddannet som Skibsbygger og har været Indehaver af Ærøskøbing Skibsværft, som han imidlertid nedlagde ved Overtagelsen af Skibsværftet.
Kilde: Dansk Handel og Industri, bd.2. (Titelblad mangler, så jeg kan ikke se, hvilket år bindet er udkommet, men vistnok omkring 1930).

Det er muligvis fabrikant L.Christensen, som interesserer dig, men det nævnes jo ikke, om han ejede fabrikken fra grundlæggelsen og helt frem til 1926. Gjorde han det, er han vel næppe udvist af Danmark?

V.h. Knud Madsen 

Maj-Britt Enevoldsen

Hej Knud Madsen.

Tusind tak for din interesse og informationerne.

Nu ved jeg da at en sådan fabrik eksisterede, og jeg har også et navn, L. Christensen, at søge videre på.
Du har ret i at der ikke er noget der tyder på at denne Christensen blev udvist af Danmark omkring 1916 som historien i min familie lyder på. Måske skal jeg have fat i en tidligere ejer og der er selvfølgelig også den mulighed at det med udvisningen ikke passer. Jeg graver videre.

Jeg glæder mig til at videregive dine informationer til min morfar, som venter spændt på om jeg kunne finde noget bevis for om den historie hans far fortalte ham var sand.

Venlig hilsen
Maj-Britt Enevoldsen





Anne Mortensen

FT 1916 bor han med kone og barn i Søby, stillingsbetegnelsen er tekniker og han er desuden anført som bortrejst.

I FT 1916 skulle man også oplyse arbejdsgiveren.
Er der oplyst noget ved Hedegaard ?

Opslag 53 -Midlertidig fraværende
Laurits Christensen Grosserer - Gaardejer

Opslag 52
alle personerne på den side arbejder hos L. Christensen.
Læs selv titlerne - meget blandet - måske magarinefabrikation.
Venlig hilsen
Anne Mortensen - 2770

Maj-Britt Enevoldsen

Hej Anne.

Der er ikke oplyst arbejdsgiver for Oscar i FT 1916 (opslag 103).

Mange tak for at du har fundet Laurits Christensen + ansatte i FT. Jeg skyndte mig at ringe min morfar op, og da jeg sagde navnet Laurits Christensen genkendte han det straks. Så jeg tror det er det rigtige spor. Min morfar er overbevist om at denne Laurits blev landsforvist, det er en historie hans far har fortalt mange gange.

Sporet bliver varmere og varmere.

Mange gange tak for hjælpen.

Venlig hilsen
Maj-Britt Enevoldsen