Lægdsruller: Udeblivelse, Holmen som straf, amtspas m.m.

Startet af Carsten R. Nielsen, 09 Dec 2010 - 18:07

Forrige emne - Næste emne

Carsten R. Nielsen

Jeg har fundet min farfars farfars farfar, Niels Nielsen, i Hovedrullerne for Sjørslev (Viborg Amt) 1780-1810 og har nogle spørgsmål, både specifikke og mere generelle, som jeg håber, nogen kan hjælpe mig med.

Rullen for 1800 siger:

76. / 71. / F[ader] Niels Pedersen S[øn] Niels / Elsborg / 18 / 62½ / Aarhus [overstreget] / Amtspas Niels Berg Most Mølle [overstreget]
Soldat 1803 N L R [Norske Livregiment] indleverede (?) Amts Pas, er nu hjemme i Lægdet Sept. 1803
Mødte ej – Er udtaget af Magistraten i Aarhuus og 1801 sendt til Holmens Arbejder som Smedesvend Sept. 1802
Bør beviises af Cautionist Not Pag 301 Er foranstaltet og (?) i (?) 9/1802

Foto af opslag: http://www.carstenrenenielsen.dk/slaegt/ruller/Sjorslev1800.jpg

Spørgsmål:

1. Der står, at han "Mødte ej". Er det til den årlige session (i 1800)? Og er dette, at han blev "udtaget af Magistraten" og sendt til Holmen (hvor han arbejder som smedesvend) mon en straf for denne udeblivelse? Og i så fald: Hvor kan jeg evt. søge efter mulige arkivalier? Det hører vel så ikke under det militære system (auditørerne).

2. Han får et amtspas i 1798 for at kunne tjene i Århus. Han optræder imidlertid stadigvæk i rullerne for Sjørslev (jeg går ud fra, at det har noget med land kontra købstad at gøre). Derfor skulle han vel møde på den årlige session i Sjørslev og ikke i Århus. Men hvorfor er det så magistraten i Århus, der tager affære?

3. I september 1803 (igen hjemme i lægdet) har han afgivet sit amtspas, men bliver samtidig (også september 1803) udtaget  - eller melder sig? - som soldat til Norske Livregiment. Skulle man ikke bruge amtspas, hvis man blev soldat? Amtspasset nævnes ellers i rullerne både i 1804 og 1806.

4. I samtlige ruller 1798-1806 nævnes hans kautionist for amtspasset: Niels Berg i Most Mølle. Hvad skulle kautionisten betale? Og ville denne kautionist typisk være en bekendt af soldaten (eller en professionel kautionist på området måske)? I ovennævnte rulle ser det ud til, at kautionisten har noget at bevise (for at få sine penge, gætter jeg på), men hvad?

5. I rullen 1804 er han i København (Norske Livregiment, 8. kompagni 163). Hvad står 163 for? Hans soldaternummer?

6. I rullen 1806 er han igen i Århus, men hvad havde en soldat i Norske Livregiment at gøre dér? Kan det mon være en fejl, hvor hans gamle opholdssted (1798-1801) blot er overført til følgende ruller?

7. I rullen 1810 streges han af rullen, men hans opholdssted angives som "ved Regt." (ved regimentet) og han overføres samtidig til Holbæk 52/213. Jeg ved, at han bliver gift der (i Tømmerup) i 1810. Rullen slutter:

[...] overgaaet til DLR [Dronningens Livregiment] 4. Batl. (?) C.R. [Canceliets Resolution] af 11 Juni 1811. - Sept: 1812
Udtient men ei Hiemkommen Sept: 1811

Her forstår jeg ikke, hvorfor Dronningens Livregiment dukker op. Er han ikke "udtient"? Han skal vel ikke fungere som reserve (som nu 31-årig)?

Her er fotos af alle rullerne:

http://www.carstenrenenielsen.dk/slaegt/ruller/Sjorslev1798.jpg
http://www.carstenrenenielsen.dk/slaegt/ruller/Sjorslev1800.jpg
http://www.carstenrenenielsen.dk/slaegt/ruller/Sjorslev1804.jpg
http://www.carstenrenenielsen.dk/slaegt/ruller/Sjorslev1806.jpg
http://www.carstenrenenielsen.dk/slaegt/ruller/Sjorslev1810.jpg

MVH
Carsten

8000 Aarhus C • Website: > www.slaegtsoglokalhistorie.dk