Døde Hans Jensen Rosborg i 1770 ? ... i russisk tjeneste ??

Startet af Jørgen Tørsleff, 20 Jan 2013 - 20:54

Forrige emne - Næste emne

Jørgen Tørsleff

Hej!

I en stamtavle dateret 1865 skrev Hans Jensen Rosborgs barnebarn, Jacob Rosborg
Tørsleff (1803-1879) om sin morfar:
"Senere skal han være gaaet i russisk Tjeneste og være falden som Søofficeer
i Søslaget ved Tschesme i Aret 1777 mellem Rusland og Tyrkiet."

I forbindelse med min første kritiske gennemgang af nævnte stamtavle, opdagede
jeg, at søslaget ved Tschesme mellem Rusland og Tyrkiet fandt sted 5.-7. juli 1770.

I Oeders efterretninger fra 1771 nævnes en enke efter en styrmand Rosborg.
Enken er 37 år, har 4 uforsørgede børn, bor Skt. Annæ øster kvarter i København
og har været i enkestand i 0,75 år. Hun får ingen assistance bortset fra af venner.

Navn, stilling, enkens alder, antal uforsørgede børn og bopæl stemmer.
Det ser altså ud til, at Hans Jensen Rosborg døde omkring juli 1770
og ikke i 1777 som ses angivet alle vegne.
Tilbage står spørgsmålet, om han gik i russisk tjeneste.

Kan nogen hjælpe mig med, hvor jeg skal lede efter dem, der gik i russisk tjeneste
1769-1770, når det netop ikke drejer sig om den danske flådes stampersonel?

Med venlig hilsen
Jørgen Tørsleff

Jørgen Tørsleff

Hanne Fachmann

Hej Jørgen.
Prøv og Google navnet, der kommer flere ting op.
Om det afklarer dine ? ved jeg ikke.
Men du når prøve at se på dem også.


Bendt Spendrup Mathiasen

Hej

Erik Borch, f. 1921, slægtsforsker, lærer og leder at lokalhistorisk arkiv i Bjerringbro, udgiver af skriftet Rosborg slægten (Fra Viborg Amt), nævner her, at Hans Jensen Rosborg var koffardikaptajn i København, han skriver, at han er død i russisk tjeneste ca. 1777, måske fordi hans enke i 1777, 5. dec. gifter sig med Benedictus Abelus Glahn.


Mvh

Bendt Spendrup Mathiasen

Jørgen Tørsleff

Hej Hanne og Bendt
Tak for jeres svar. Mit egl. spørgsmål gik nu altså på,
hvor en civil person, der 1769-1770 gik i russisk tjeneste,
kan tænkes at være registreret. Derfor havde jeg placeret
indlægget i gruppen "metode og teknik".
Desværre kom jeg ufrivilligt til at mudre vandene, fordi jeg
tvivler på dødsåret 1777, jf. Oeders efterretninger og manu-
skriptet fra 1865.
Sidstnævnte rummer netop oplysningerne Coffardikaptajn
i København (hos svogeren, grosserer Jørgen Bech) og det
med russisk tjeneste samt den urigtige datering af søslaget
ved Tschesme!!
Interesserede familiemedlemmer foretog naturligvis afskrifter
af Jacob Rosborg Tørsleffs tekst. Jeg har originalen - endnu.
Mange år senere blev den benyttet af genealogen Torkil
Baumgarten ved udarbejdelsen af bogen: Familien Tørsleff,
Stamtavle over Efterkommere af ... etc. , Aarhus 1913.
Hist og her kneb det med Torkil Baumgartens kildekritik.
Min mistanke går på, at oplysningerne i manuskriptet af 1865
på en eller anden måde har bredt sig som ringe i vandet.
Med venlig hilsen
Jørgen Tørsleff
Jørgen Tørsleff

Bendt Spendrup Mathiasen

Hej

Jeg tror der er en stor mulighed for at oplysningerne har bredt sig i vandet.
Jeg tror også at dødstidspunktet kan være væsentligt før 1777. Er han død i russisk tjeneste, vil en sådan information meget vel kunne tage år og dag før den nåede familien i Danmark, det er vel ikke usandsynligt, at visheden om hans død først er kommet i 1776-77, hvorefter hans enke straks gifter sig igen.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor man skal finde oplysninger om hans russiske tjeneste, måske i et skifte? (Ikke i hans mors, han er kun 18 år, da hun dør og 2 år da hans far dør).

Mvh

Bendt Spendrup Mathiasen
(Gift ind i Rosborg slægten)

Jørgen Tørsleff

Hej Bendt

Bare lige for at sætte det helt på plads:
Da oplysningerne i Oeders efterretninger om Hans Jensen Rosborg
og familie daterer sig omkr. april 1771 og da enken (Anne Bech)
samme sted angives at have været enke i 0,75 år, må HJR formodes
at være død omkr. juli 1770 - russisk tjeneste eller ej.

Med venlig hilsen
Jørgen Tørsleff
3 x tipoldebarn af HJR
Jørgen Tørsleff

Mikkel Eide Eriksen

Hej Jørgen

Ja, det lyder som om der må være kommet en melding tilbage siden hun benævnes enke i Oeders.

Eftersom der er umyndige børn var det et lovkrav med offentligt skifte. Altså bør det være muligt at finde det indtegnet i Københavns skifteprotokoller.

Hvis det ikke kan findes kan det måske være en mulighed at skrive til nedenstående:

http://www.saint-petersburg.com/museums/navy-museum.asp - Hovedflådemuseet i Skt. Petersborg
http://www.denizmuzeleri.tsk.tr/en/idmk/default.asp - Istanbuls flådemusem

mvh
Mikkel
Interesse: alt Gilleleje plus Lindberg/Humble (SE/DK) Svane (Mors) Behringer (Alsace/DK/NO) Bortvig/Fleischer (Lolland)

Hjælper gerne med Sverige: https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,153986

Inger-Lise Legarth

Til Jørgen Tørsleff.
I Personalhistorisk Tidsskrifts årbog fra 1936 er der en artikel med denne overskrift.
DE DANISCHEN OFFIZIERE IN RUSSLANDS HEER UND FLOTTE UNTER KATHARINA II.I denne artikel er Hans Jensen Rosborg nævnt.Det er en lang,tysksproget artikel.Måske er der der nogle oplysninger,du kan bruge.
V.H.
Inger-Lise

Jørgen Tørsleff

Hej!
Stor tak til Inger-Lise Legarth og Mikkel Eide Eriksen
for fremragende råd og tip.
Foreløbig har jeg kun mailet til museet i Skt. Petersborg.
Der er chancerne nok lidt større end i Istanbul.
Sædvanligvis gør sejrherren mest ud af historien...
Med venlig hilsen
Jørgen Tørsleff
Jørgen Tørsleff

Jørgen Tørsleff

     Hej!

     Status ang. Hans Jensen Rosborg, født medio 1723. død omkr. juli 1770 ... ved Tschesme?

     Af Erik Amburgers artikel "Die dänischen Offiziere in Russlands Heer und Flotte
     unter Katharina II" i Personalhistorisk Tidsskrift, årg. 1936, pag. 172-202 fremgår,
     at Hans Jensen Rosborg og 5 andre danske styrmænd skrev kontrakt med den
     russiske gesandt Filosofov og admiral Spiridov i september 1769 for derpå at
     drage til det østlige Middelhav.
     Konklusion: Hans Jensen Rosborg GIK altså i russisk tjeneste!
     Med lidt god vilje kan det hævdes, at oplysningerne lægger op til, at han også
     deltog i søslaget ved Tschesme (??), hvor admiral Spiridov jo spillede en markant
     hovedrolle.
     Desværre har flådemuseet i St. Petersborg ikke overkommet at svare på min
     henvendelse, så det ender nok med en længere eftersøgning i hjemlige arkiver
     efter skiftet efter Hans Jensen Rosborg.
     
     Med venlig hilsen
     Jørgen Tørsleff
Jørgen Tørsleff