Gådefuld vedtegning i lægdsrulle løst!

Startet af Søren Dahl Andersen, 28 Feb 2014 - 16:38

Forrige emne - Næste emne

Søren Dahl Andersen

Med hjælp fra Jørgen Green har jeg fået løst gåden om det mærkelige H i vedtegning i min farfars (HDA) lægdsrulle 

Som nævnt i min oprindelige posting var der flg. vedtegning:

1887 fbg [forbigået]
1888 fbg
1889 EK5, H, -2188 [overstreget], -173 6 v.B.
[EK5 = Egentlig Krigstjeneste, klasse 5 [fodfolk/infanteri]]

Iflg. anordning af 1882:........for de værnepligtige, som er fundet egnet til den egentlige krigstjeneste med en højde af mindst 62 tommer, der er vant til at omgås med heste, men dog ikke betegnes med E. K. 3, gives den tillægsvedtegning om tjenstdygtighed til Træn- og hestepassertjenesten (H).

Iflg. 4. Bataillons stambog var HDAs højde  64 1/4". Folk, som stadig husker HDA, siger samstemmende, at han var uforlignelig til at omgås dyr.

Jørgen Green bad min indsætte flg. link, der viser klassifikationskoderne fra 1882, men gør opmærksom på, at der i 1894, 1902 og 1912 skete ændringer i de pågældende klassifikationer.

https://dl.dropboxusercontent.com/u/36205563/Anordning%20af%2028.6.%201882%20om%20udskrivning%20af%20værnepligtige.doc

Tillige anfører Jørgen Green: "Herudover skal man være opmærksom på, at der ved siden af klassifikationskoderne findes kassationskoder for dem, der var helt tjenstudygtige som kan kendes ved et romertal I efterfulgt af et stort bogstav (A, B, C, D eller E) samt et tal samtidig med, at der enten står Udp (udygtighedspas = kasseret som soldat på sessionen), Udth. Pas (Udygtighedspas) U.T.M (Uegnet til Militærtjeneste), UTS (uegnet til soldat), Uts (udygtig til soldat) eller  Utspas (Utjenstdygtighedspas) samt koder med romertal II og III for dem, som ikke er fuldt tjenstdygtige, men kan anvendes som f.eks. militærarbejdere.

Romertallet I angiver, at pågældende er helt uegnet til enhver form for militærtjeneste. Romertallet II , at han er uegnet til den egentlige land- og søkrigstjeneste, men kan anvendes til andre former for tjeneste, som f.eks. militærarbejdere. Romertallet III angiver, at pågældende trods en legemsfejl eller svaghed kan bruges til visse arter af krigstjeneste.

Bogstavet angiver, hvor legemsfejlen er lokaliseret. A=Ingen bestemt legemsdel (f.eks. svær sindssygdom, åndssvaghed). B = Hovedet. C= i hals eller krop. D= overekstremiteterne (skulder, arme og hænder. E= underekstremiteterne (hofter, ben, knæ og fødder).

Tallet angiver mere specifikt, hvilken fejl eller mangel, der er tale om det pågældende sted. Listen over fejl og mangler i bekendtgørelsen er omfattende.

Hvis der f.eks. står I-D-2  så er pågældende helt tjenestudygtig på grund af en fejl lokaliseret i overekstremiteterne, som har medført betydelig svind i arm eller hånd med nedsat kraft til følge. Han skal derfor kasseres og have et udygtighedspas.

De relevante bekendtgørelser kan bl.a. ses på læsesalen på Rigsarkivet."

Jeg håber, at disse oplysninger om koder i vedtegninger på lægsruller, kan være andre til nytte.

Mvh. Søren Dahl Andersen


Mvh.
Søren Dahl Andersen
2770 Kastrup


Søren Dahl Andersen

Mvh.
Søren Dahl Andersen
2770 Kastrup