Mine indstillinger Ny bruger
Glemt adgangskode?
Kodeord
Sektioner
Handlinger tilknyttet webside
Forside / Aalborg / Foreningen / Danske Slægtsforskere - Aalborg nyheder / Nyhedsbrev fra Rigsarkivets Crowdsourcing

Nyhedsbrev fra Rigsarkivets Crowdsourcing

Status på aktuelle indtastningsprojekter, og andre oplysninger.

 

Vi har modtaget en lille sommerhilsen Katrine Tovgaard-Olsen fra Rigsarkivet. Katrine spørger om vi har gang i indtastningerne, hvilket jeg gerne ville kunne svare positivt på men jeg har ingen meldinger herom!

Katrine Tovgaard-Olsen skriver at vi er meget velkomne til at kontakte hende dersom vi har et spørgsmål, - så gør endelig brug af tilbuddet.

Seneste nyhedsbrev fra Rigsarkivets Crowdsourcing hvor I får en status på aktuelle indtastningsprojekter, og andre oplysninger, kan læses neden for.

Karl Erik Hansen

 

Hej!

2017 er halvvejs gået, og lige straks indtræder landet i en dvalelignende tilstand, når sommerferien begynder. Undtagen selvfølgelig hos jer, kære, flittige indtastere, i hvert fald hvis man skal tro aktivitetsniveauet på indtastningsportalen fra tidligere ferieperioder. Vi kan se at der tastes flittigt, selvom der indtræder ferie. For mange er det at indtaste nemlig forbundet med hygge og afslapning, og ikke nødvendigvis noget man holder ferie fra. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for.

Halvårsstatus
Her på tærsklen til sommerferien, er det nærliggende at kaste et blik udover indtastningsprojekterne, og gøre status.

Samlet set er der indtastet nær ved 200.000 erindringsmedaljeansøgninger, sønderjyske folketællingskort, dødsattester m.m. på indtastningsportalen. Heraf er ca. 60.000 tastet i 2017. Mængden af indtastninger har I dermed øget med 30 % alene i år! Det er virkelig godt gået. Alt i alt på de enkelte projekter er indtastningerne nu oppe på:

  • 83.000 erindringsmedaljeansøgninger
  • 5.000 sider i udsætter- og jordemoderprotokoller fra Fødselsstiftelsen
  • 24.500 vestindiske folketællinger, politiprotokoller, m.m.
  • 36.000 sønderjyske kilder
  • 44.000 dødsattester
  • 1.700 sider i lægdsrulleregistre
  • 3.500 stamruller og fangefotos fra Vridsløselille og Horsens statsfængsler

Tilsammen er ca. 1200 indtastere tilknyttet de syv indtastningsprojekter. Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak til hver og én! I er med til at revolutionere måden hvorpå den arkivalske kulturarv, og dermed kilderne til vores fælles historie, gøres tilgængelig for flere.

”SIS” gør det endnu nemmere at søge i indtastningerne
For nyligt blev det endnu lettere at søge i de imponerende mange indtastninger, med lanceringen af en ny version af ”Søg i Samlingerne” (forkortet ”SIS”). ”SIS” er en tværgående søgemaskine, så du kan søge i data på tværs af Rigsarkivets indtastningsportal, Daisy og Arkivalieronline. Den nye version rummer flere søgemuligheder, herunder avanceret søgning med mulighed for at afgrænse søgningen vha. navn eller geografi.

Læs vejledningen til søgemulighederne i SIS: https://www.sa.dk/brug-arkivet/vejledning-soeg-samlingerne.

Eller gå direkte til søgefunktionen i SIS: https://www.sa.dk/find/.

Brugere lægger Rigsarkivets arkivalier online
Inden arkivalierne kan overføres til indtastningsportalen, skal de scannes og uploades på ArkivalierOnline. Igennem 2 år har en lille skare af frivillige fra DIS-Odense fotograferet primært fynske arkivalier, som efterfølgende er kommet på AO og, for så vidt angår dødsattesterne, også på indtastningsportalen.

Konceptet med brugernes egne fotos på AO er nu udbredt til alle fire læsesale, så der nu foregår frivillig-fotografering i både Odense, Viborg, Aabenraa og København. Ca. 40 frivillige deltager i fotoarbejdet. På indtastningsportalen kan vi glæde os over, at samlingen af dødsattester snart bliver udbredt til at dække hele landet, og at de kriminalitetshistoriske kilder suppleres med strafferegistre, takket være fotografernes fornemme arbejde. Tak til alle de flittige fotografer for det fornemme arbejde!

Folketællingen 1860
Til efteråret fylder Kildeindtastningsprojektet – projektet bag Dansk Demografisk Database - 25 år. I gave ønsker projektet sig, at den københavnske folketælling fra 1860 bliver færdigindtastet. Der mangler blot et enkelt kvarter (der kan opdeles i gader) i København. Folketællingen 1860 er den sidste folketælling hvor hele Sønderjylland er med, inden vi mister landsdelen i 1864. Send en mail til mailboxddd@sa.dk hvis du ønsker at hjælpe DDD i mål inden 25 års-fejringen. På ddd.dda.dk kan du se hvor meget der allerede er indtastet på folketællingerne.

Rigtig god sommer!

Med venlige hilsner
Brugerservice og Formidling
Direkte: 41 71 73 00

16.11.2019 kl 10:30 Sønderborg: Introduktion til slægtsforskning i Sønderjylland. Arrangementet henvender sig fortrinsvis til nye slægtsforskere.
18.11.2019 kl 10:00 Slægtsroderi, Danske Slægtsforskere Odense En workshop for slægtsforskere.
18.11.2019 kl 13:00 DS Egedal - Slægtsmandag Vi mødes og hjælper hinanden
18.11.2019 kl 19:00 Danske Slægtsforskere Helsingør foredrag ved genealog Kurt Joergensen, Flensborg 18.11.2019 Archion og Den Slesvigske Samling