Mine indstillinger Ny bruger
Glemt adgangskode?
Kodeord
Sektioner
Handlinger tilknyttet webside
Forside / Sokkelund / Boghylden / Materiale fra foredrag / Fra tiggerstav til folkepension

Fra tiggerstav til folkepension

Af Kirsten Lütchen-Lehn

Der har været fattige alle dage - der har altid været forskelle på levevilkårene - også i det, vi kalder forhistorisk tid. Det ved vi fra arkæologien, d.v.s. længe før der fandtes skriftlige kilder - For nogle år siden fandt man i Himmerland en hel del skeletter, hvor personerne var så deforme, at det må have været meget svært at få dem gravlagt, deres hofter og rygge kunne næsten ikke rettes ud. Man fandt ud af, at grunden til deres tilstand, måtte have været ENGELSK SYGE. I nærheden fandt man nogle stormandsgrave, det kunne man se af smykkefund, - de var fra samme tidsperiode som de deforme, men var både rankere og længere. I tidens løb har man fundet mange af disse deforme skeletter, og man har kaldt dem KUMMERFORMER. De deforme personer må have manglet livsvigtig føde i deres opvækst, mens stormændene har fået nok at spise og rigtig føde, da de var børn.

Disse KUMMERFORMER fandtes også langt ind i den tidlige middelalder, forskellen blev ved med at være der, og man tænkte meget over årsagen, som kunne være så meget: PEST – KRIGE - MISVÆKST, men hvorfor ramte det så ikke alle??

Efterhånden fandt man ud af, at samfundet i tidens løb blev mere og mere klassedelt. Og KUMMERFORMER og KLASSEDELING fulgtes ad.

Hvordan var samfundet så?? Øverst stod KONGE og KIRKE, og de første store godsdannelser fandt også sted. Bønderne søgte tryghed hos godsejerne under krigene mod at afgive al deres ejendomsret, de blev fæstere og skulle så betale alle godsets skatter til KRONE og KIRKE, og det satte selvfølgelig spor i bondens egen husholdning. Da KORNET blev en vigtig handelsvare, steg skatterne, d.v.s. landgilde, som bønderne skulle betale, og lidt efter lidt nærmede mange bønder sig sultegrænsen, selvom de fleste havde mulighed for at få korn til brød - æg - mælk o.s.v. MEN DET VAR DER MANGE ANDRE, DER IKKE HAVDE, og det var DE JORDLØSE - DE FATTIGE HUSMÆND - INDSIDDERNE og DAGLEJERNE, de fleste af dem levede næsten altid langt under sultegrænsen.

Det vidste man i den tidlige middelalder, ifølge loven skulle slægten tage sig af sine fattige, men havde man ingen - eller var ens slægt lige så fattig, så måtte man klare sig, som man bedst kunne. - Så begyndte man at bygge HOSPITALER, det er latin og betyder et HERBERG eller et GÆSTFRIT STED. - Det var især MUNKE-ORDENER, som så det som deres ansvar at hjælpe deres medmennesker. - Midlerne fik man som gaver eller almisser, som man kunne give direkte til kirken. Man byggede KLOSTRE, de første i 1000-årene men de fleste blev opført i 1100-tallet og de næste mange år, - De første var Sct. JØRGENSGÅRDE til de spedalske, - Sct. Jørgen var deres skytshelgen og der blev opført ca. 30 rundt om i landet, der var 5 i Storstrøms amt, bl.a. et i ÅDERUP og i SPEJLSBY på Møn. Der var i alt 11 klostre eller klosterstiftelser i hele amtet, - det ældste er SCT. PEDERS KLOSTER I NÆSTVED fra ca. 1135, det er muligvis det samme, som hed SKOVKLOSTER og siden blev til HERLUFSHOLM. Og så blev der bygget HELLIGÅNDSHUSE, herberger for fattige, permanent sengeliggende og rejsende pilgrimme, det største var i Næstved. - Klostrene blev drevet af de forskellige munkeordener: BENEDICTINERE - DOMINIKANERE - FRANCISKANERE f.eks.

Klostrene kunne også fungere som plejehjem, man kunne testamentere sine ejendele og få ophold der som gammel. Lensmanden i Hillerød havde en meget stor gård, som han gav til klostret i KNARDRUP, men desværre havde han "glemt" at den var pantsat til langt op over skorstenen, så han fik hverken ophold eller læst sjælemesse for at undgå skærsilden.

Historikere mener, at det, der nu kaldes HØJMIDDELALDEREN udmærkede sig ved ansvarsfølelse og gavmildhed overfor de fattige, og at det var reformationstiden med alle de krige, der fulgte efter, efterhånden førte til afstumpethed overfor de dårligt stillede. Og det har man et eksempel på fra København:

Her levede en læge, der hed CLAUS JENSEN DENNE, - han havde fået samlet en større formue, som han ville oprette et hospital for, - han ville bygge det, og Sct. Annæ Ordenen skulle drive det, - han fik lov af bisperne til at bede om almisser i kirkerne til at drive det. Der skulle være plads til 50 kronisk syge, og desuden var der et herberg, hvor man kunne komme og få sig et måltid mad og få sit tøj vasket - det var næsten som Mændenes Hjem i dag. Det gik fint i flere år, men allerede før reformationstiden, begyndte det at gå galt, - præsterne turde ikke bede om almisser, og til sidst var der kun én person i København der turde støtte ham, denne ene var Københavns borgmester, som var fanatisk katolik, men det hjalp ikke. Hospitalet måtte lukke, selvom det var et af rigets bedste hospitaler dengang. Nu er der kun et navn tilbage: SCT. ANNÆ PLADS I KØBENHAVN.

De fleste klostre blev opført i 1100-tallet og fik derfor kun ca. 400 år at eksistere i, næsten alle blev revet ned efter reformationen i 1536, flere HELLIGÅNDSHUSE fik lov til at blive stående og har været med til at lægge grunden til hospitalsvæsenet i dag.

Men ellers tog KRONEN al JORDEGODSET og bygningerne forsvandt. En stor del af jorderne blev givet til ADELEN og de store godsejere. Det giver FR. d. II's breve et godt indtryk af, hans meget gode veninde, fru Ide Munck fik 6 store gårde, som Ringsted Kloster havde ejet og læsemesteren i Viborg fik et stort embede ved Domkirken. Tjenestefolkene i Klostrene, som ikke var munke, skulle have andet arbejde og mange af dem blev SANDEMÆND I HERREDET, d.v.s. DOMSMÆND.

Klostrene var forsvundet, men alle de syge og fattige var der jo endnu, og der var ikke mere gratis husly for mange af dem. - Derfor pålagde KONGERNE nu at oprette hospitaler rundt omkring, som øvrigheden skulle sørge for. De skulle fungere som en slags mellemting mellem fattighuse og hospitaler, og der kom meget faste bestemmelser m.h.t. driften. F.eks. holdt FR. d. II meget nøje øje med, at alt fungerede, han skrev til lensmanden Peter Reedtz, at der skulle sørges ordentlig for Slagelse Hospital, så lemmerne ikke frøs, - der skulle skaffes brænde fra skovene ved Sorø.

Flere steder var der bøvl med regnskaberne, sommetider var der ikke så mange syge og fattige på hospitalerne, som regnskaberne viste, OG i ODENSE HAVDE DE ADELIGE FÅET AL JORDEN fra SORTEBRØDREKLOSTRET mod til gengæld at betale en årlig afgift til Odense Hospital, men det undlod de. Så var FR. d. II til møde med RIGSRÅDET PÅ NYBORG SLOT, og så fik godsejerne strenge ordrer til at betale, hvis de ikke ville miste jorden. Han tog sig også af fattigfolk på anden måde: TYGE SMED, der havde tjent på KOLDINGHUS I MANGE ÅR og var gammel og udslidt, fik løfte om l td. rug - l td. byg og l fedesvin hvert år. For øvrigt bestod skatterne tit af madvarer, og FR. d. II var meget sparsommelig måske p.g.a. KRONBORG, som han var ved at bygge. - BRØD FRA MIDDELFART BLEV SENDT TIL FLÅDENS SOLDATER I KØBENHAVN, men der var 23 tdr. for meget, så det kom retur til de fattige i byen, men øvrigheden skrev, at ”DET VAR NOGET FORDÆRVET AF SØEN”, - det var ikke så mærkeligt, det havde været over Storebælt 2 gange.

Vi er nu kommet ind i 1600-tallet, - på det tidspunkt var der hospitaler over hele landet – i hvert fald i byerne, desuden var der flere større jordejere, der byggede på landet. Det blev ganske vist påbudt at sognene skulle bygge for de fattige og hjemløse på landet, men det gik meget trægt. DERFOR BLEV TIGGERIET ET KÆMPESTORT PROBLEM! DER ER IKKE bevaret ret meget materiale før i 1700-tallet, men det omvandrende proletariat dukker op i glimt i kirkebøgerne. Man var nødt til at give alle, der ikke kunne klare sig på anden måde en TILLADELSE TIL AT TIGGE, - men kun indenfor deres eget sogn. Man blev skrevet på en liste og blev udstyret med et tiggertegn, man måtte altså ikke strejfe, men tiggeriet blev jo nu et lovligt erhverv, - der blev ansat STODDERKONGER til at sørge for, at tiggerne holdt sig indenfor deres egne grænser, - i byerne kunne det være nogenlunde nemt, men på landet kunne en sognegrænse være ret så usynlig.

CHR. d. IV var meget opmærksom på, at børnene og de fattige skulle behandles ordentligt.

Han oprettede børnehuset på CHRISTIANSHAVN i 1605, der var masser af fattige og forældreløse børn, der levede på gaderne af at tigge, og de blev fanget og sat ind i BØRNEHUSET - Det blev drevet som en MANUFAKTURFABRIK, hvor børnene skulle arbejde mange timer hver dag - faktisk døde 3 ud af 4 børn i løbet af det første år. - BØRNEDØDELIGHEDEN i hele landet var meget stor, - indtil omkring 1700 døde næsten halvdelen af alle børn, før de fyldte 10 år. Tekstilerne fra børnehusene var ikke særlig gode, de kunne ikke sælges til private, men kun bruges til hærens og flådens uniformer. For at få dem lidt bedre satte man derfor VOKSNE FORBRYDERE ind sammen med børnene, og sådan fungerede de fleste børnehuse i over 100 år. Der var oprettet børnehuse i mange af de større byer og også DÅREKISTER TIL DE SINDSSYGE,­ de var knyttet til hospitalerne.

CHR. d. IV tænkte også på de fattige studenter, - dengang han byggede REGENSEN i København 1618 og han opfordrede folk til at give almisser til stiftelser og hospitaler.

Det var der mange, der gjorde i deres testamenter. Alle slags folk: en brygger fra Dragør 500 rdl. - Gavnø gods 900 rdl., tjenestepiger, kammertjenere, som enten gav mark eller skilling, mange tænkte på deres egen situation, når de blev gamle.

I 1685 blev CHR. d. V konge, og landet fik det, der hedder DANSKE LOV, hvor der er et kapitel om HOSPITALER OG FATTIGE, - det er den første egentlige fattiglov, selvom FR. d. II havde lavet nogle aldeles udmærkede forordninger ca. 100 år før.

Om hospitalerne står der, at ingen må modtages for venskab eller gunst, KUN DE, DER BEHØVE DET, og alle, der kan arbejde med hænderne skal gøre det godvilligt, SOGNEPRÆSTER SKAL BESØGE DE INDLAGTE OG SE EFTER, at de FÅR DEN PLEJE, som De behøver, og de store hospitaler skal selv betale de præster, som der kan være brug for om natten. - Om de FATTIGE, står der, at de skal have en ærlig kristen begravelse, og desuden, at KIRKEVÆRGERNE i et sogn skal sørge for, at der bliver bygget et FATTIGFOLKS HUS med sognemændenes hjælp til alle, der ikke har andre steder at bo. - Præsterne skal hver søndag formane sognefolkene til at lægge almisser i de FATTIGBLOKKE, der skal sættes op i kirkerne.

Nu var det altså BLEVET LOVPLIGTIGT AT BYGGE FATTIGHUSE I SOGNENE! Det første blev bygget i GREVE VED KØGE i 1710, - det var ægteparret fra godset GJEDDESDAL, som lod det bygge.

Der var 6 lejligheder, som hver bestod af en lille stue, en forstue med et fyrsted og et bagkammer, - Der var lergulve INDTIL 1895, og der kom først DAS i 1897, fordi naboer og andre ikke brød sig om at se, at der IKKE var noget DAS. Vandpumpe og ELEKTRISK LYS blev indlagt i 1936, og huset var i brug indtil 1976, de senere år blev det lejet ud. Siden blev det revet ned og opført igen på FRILANDSMUSEET i LYNGBY ved København.

Det største problem i det 16. og 17. århundrede var stadig TIGGERIET. Man regner med, at der ca. 1700 var omkring 65.000 omvandrende tiggere foruden de fattige i fattighusene.

Det var en landeplage, og det var set både med de bofastes øjne, men sandelig også med tiggernes øjne. Det var en ganske forfærdelig tilværelse at blive jaget fra sted til sted, men sådan var det altså.

I 1769 boede der ca. 800.000 mennesker i Danmark og 80 % af befolkningen boede på landet. Ved FT i 1801 hørte 4.000 mennesker til godsejerstanden, 260.000 var gårdmandsfamilier, der var ca. 143.000 husmænd med jord, mens resten af landbefolkningen - ca. 1/3 intet ejede. Det var husmænd, der gik på dagleje, INDERSTER, der boede til leje - daglejerne - deres familier og så var der omkring 125.000 tjenestefolk. Mange af dem levede i en fattigdom, som det er svært at gøre sig begreb om.

Myndighederne kunne godt se, at det ikke kunne blive ved med at gå sådan, der måtte gøres noget for at stoppe tiggeriet, og så begyndte man igen med børnene - ligesom CHR. d. IV havde gjort det 100 år før med BØRNEHUSET på Christianshavn. Det eksisterede stadig, men nu blev det til en fattigstiftelse, d.v.s. at man satte sindssyge, pestsyge og fattige ind sammen med de forældreløse børn. Man prøvede på at holde de forskellige kategorier ude fra hinanden, men det kunne man kun i sovetiderne, - alle skulle jo plukke uld - spole - væve i samme rum i den tekstilfabrik, som det jo var. Der var fogeder, der passede på, at der blev arbejdet fra kl. 5 - 10 og igen fra 12 - 17 og som også sørgede for, at alle fik øl nok at drikke. BRØNDVANDET VAR NEMLIG KOMPLET UEGNET TIL AT DRIKKE, så derfor blev brønden låst, hver gang der var blevet skyllet tøj. - For øvrigt skal der jo ikke særlig megen fantasi til at forestille sig, hvordan tonen var der, - og det hjalp altså ikke børnene. Forældre havde også ret til at sætte deres børn derind, hvis de ikke ville makke ret. Det SYNTES STRUENSE absolut ikke om, han bestemte i april 1771, at børnene i hvert fald skulle have det bedre. Bestemmelsen blev dog aldrig overholdt, - hans ide var for fremsynet, og året efter blev han så halshugget.

Så FORBØD MAN TIGGERIET, og hvis man alligevel tiggede, kunne man sættes i gabestok foran kirken, der blev ligefrem holdt razziaer på tiggerne, - NU fik hvert sogn pligt til at underholde sine egne fattige, - før skulle der kun bygges fattighuse. - Pengene skulle komme fra skatter og frivillige gaver, og der blev nedsat kommissioner rundt omkring. De bestod af sognepræsten + 3-4 af de største gårdmænd, der skulle føres protokoller og de fattige skulle deles i grupper: De BLINDE og DE SENGELIGGENDE, og DE SMÅ BØRN. Når der udtrykkelig nævnes SMÅ BØRN, er det fordi, det var ganske almindeligt, at børn arbejdede fra 6-7 års alderen. Først i 1873 kom der en lov om, at børn ikke MÅTTE ARBEJDE PÅ FABRIK, før DE VAR FYLDT 10 år, men det måtte de altså gerne før. Der skulle også oprettes 2 sognekasser: en kasse, hvor pengene skulle bruges til tøj og til begravelse og den anden til transport af tiggere til deres hjemsogn, så man ikke kom til at føde på dem det forkerte sted.

Men det kneb med at få penge, - de skulle jo komme som frivillige gaver; eller også måtte de fattige gå på "OMGANGSSPISNING" - Præsten skulle for øvrigt opfordre de fattige til at gå flittigt i kirke og i øvrigt være tilfredse. - Der var både "værdige" og "uværdige" trængende, de værdige fattige var tit dem, der ikke kunne gå, de handicappede og de blev så kørt rundt i sognet og blev bespist, bønderne fordelte kørslen efter en bestemt rækkefølge, hvor den fattige endte hos den bonde, der skulle skaffe nattely den nat. De uværdige kunne være enlige mødre med små børn - soldaterenker - prostituerede, de var så nødt til at tigge, men det var risikabelt, - i 1734 var der en tømrer på Fyn, der leverede 37 stk. gabestokke til kirkerne i Odense amt, og i 1790 var der "DEN STORE BETLERJAGT” på Sjælland, hvor 250 fattige tiggere blev fanget.

Man var faktisk nødt til at tænke i helt andre baner, - det gjorde man også i andre lande, for tiggeriet var jo ikke bare et dansk fænomen. Nu ville man gerne have helt andre reformer - både indenfor fattigvæsenet, landvæsenet og skolevæsenet.

De nye tanker kom fra Tyskland med Reventlow - landbrugets reformer var afhængige af, at bønderne fik en bedre skoleuddannelse, og skolevæsenet kunne ikke blive særlig effektivt, hvis det ikke var alle børn det omfattede - også de fattiges og tiggernes, - på den måde hang det hele sammen. Der blev nedsat 3 store kommissioner: En LANDBRUGSKOMMISSION, en SKOLEKOMMISSION og en FATTIGKOMMISSION.

Det var i 1803, hvor det, der hed fattigvæsenets provisoriske indretning trådte i kraft. Nu skulle et fattigdistrikt omfatte et pastorat, hvor amtmanden havde tilsyn, men nogle sogne lå på tværs af amtsgrænsen, og så skulle de have hver sin kommission. SOGNEPRÆSTEN SKULLE IGEN VÆRE DEN ØVERSTE, dernæst sognefogeden og så 3-4 af de største gårdmænd.

- Og så kom der nu et utal af problemer, HVOR MANGE MØDER SKULLE SÅDAN EN KOMMISSION AFHOLDE om året?? Hvor skulle møderne afholdes?? HOS HVEM?? HVEM skulle betale for føden til kuskene og til hestene, når de kom kørende med kommissionen?? Sognepræsten i Tved på Mols var meget bange for, at politimesteren fra Æbe1toft ikke kunne nå hjem om natten, så han ville blive nødt til at bespise ham ordentligt?? - Der er skrevet side op og side ned om alle de besværligheder, der opstod, fordi man ikke kunne blive enige om ret meget uden stort besvær.

HVAD MED DE FATTIGE?? De var næsten lige ved at blive glemt i al det bureaukrati. Præsten var den første, de skulle komme til, hvis de fik brug for hjælp. Han meddelte fra prædikestolen, hvornår man kunne komme og søge om hjælp, så blev man afhørt om sin livsførelse og sin trang, og så blev man inddelt i 3 klasser: 1. klasse var de syge, de gamle og inva1iderne - 2. klasse var de mange forældreløse børn og 3. klasse var dem, der ikke kunne tjene nok til at forsørge sig selv. - så skulle kommissionen tage stilling til, hvor meget hvem skulle have. - Men nu var det jo ikke altid det kunne vente til næste kommissionsmøde om nogle måneder - Det var jo nødvendigt at "beta1e for en vanvittiges transport til dårekisten” og også nødvendigt at betale en husmand noget til føde, når han var faldet ned fra laden hos sin husbond og brækket kravebenet og hans kone lige havde fået tvillinger. De enlige mænd gik oftest på ”0mgangsspisning” - nogle sogne var det alle fattige, der på skift var på de forskellige gårde og arbejdede mod kost og logi, mens de forældreløse børn blev sat i pleje, fattigkassen betalte tilskud til tøj, børnene arbejdede også og kom ofte ud at tjene tidligt.

Indtægterne til omkostningerne skulle nu komme fra SKATTELIGNINGEN på beboernes hartkorn og så fra de mange småbeløb, som bøder og afgifter skulle indbringe - og så var der gaverne. Det var blevet obligatorisk at indsamle gaver ved bryllup eller større fester - næsten som i dag ved giro 413 i radioen. Bøderne kunne man få for mange ting: Et sted kom 3 unge mænd op at slås på vej hjem fra session, - det var l rdl. til hver i bøde. - l pige havde sladret om nogle koner, - det gav også l rdl. man kunne få bøde for udeblivelse ved brændetransport i sognet og for ulovlige flytninger. Afgifter var f.eks. ved ejendomshandel og ved de offentlige ungdomsgilder. - Det blev ikke til ret mange penge, men understøttelsen skulle også kun dække det mest nødtørftige, - tøj fik man f.eks. fra beboerne og brændsel til fattighusene var kun i meget små portioner - tørv eller lyng.

Der er bevaret en masse lister i PRÆSTEARKIVER og i FATTIGARKIVER, og præsten havde altså et stort ord i alle disse sager. - Han skulle også afhøre alle fremmede, der kom til sognet, bønderne havde pligt til at anmelde nye tjenestefolk, - det var netop i disse år, at der kom af- og tilgangslister i kirkebøgerne, så det blev nemmere at holde kontrol med sognets beboere.

Der var den regel, at man enten skulle være født i et sogn eller have haft ophold i sognet i 3 år, hvis man skulle have ret til at få hjælp. Der blev gjort store anstrengelser fra det offentliges side for at overholde reglen, - tjenestefolk blev tit sagt op, når de havde været i en plads i 2½ år og gamle folk, som boede hos deres familie og ikke havde været der længe nok, kunne nemt jages bort. - På Thurø gik det så vidt, at en enke med et spædbarn og som netop havde lejet sig ind hos en husmand, blev jaget væk af bønderne, de rev loftet ned og ødelagde væggene, - bønderne var bange for, at hun senere ville komme og kræve fattighjælp.

36 år efter i 1839 blev grænsen sat op til 5 år, - det var alt for besværligt for bønderne at skifte tjenestefolk så tit, og det var svært for de rejsende håndværkere at give deres børn en ordentlig skolegang, - det drejede sig tit om træskomagere eller hjulmagere.

Der var utrolig mange retssager om sognegrænserne, - nogle kunne vare i årevis, og ikke så få præster rejste rundt for at forhøre sig, om den anklagede gamle svagelige nu også havde husket rigtigt med hensyn til, hvor længe han havde været i det ene eller andet sogn. - Man tror ikke sine egne øjne, når man læser om alle de rigsdaler, det kunne koste, for at spare et sogn for at betale nogle få mark til en fattig. - En præst i Thy blev så vred, at han skrev til amtmanden og fik også en artikel i avisen i 1841, men blev ilde set af sine kolleger.

Man skal lægge mærke til, at alder i sig selv ikke var et kriterium for at få hjælp, og selvom man havde været ansat i en tjeneste i mange år, skulle man ikke regne med, at man ville få hjælp af sin arbejdsgiver, når man blev gammel. - Greven på FRIJSENBORG havde f.eks. haft 2 mænd i sit brød i mange år: EILER RASMUSSEN, der havde været hjulmand til han blev 81 år, og Jørgen Jørgensen havde været ladefoged i over 35 år, han var knap 80, - efter deres præsts mening fortjente de hjælp, da de var både svage og kristelige, men de endte alligevel som fattiglemmer. - Der var derfor stadig mange, der var henvist til at tigge, selvom det var forbudt, og man fik strenge fængselsstraffe, som blev doblet op, hvis det skete flere gange. Børn mellem 10 og 15 år kunne også straffes med fængsel for tiggeri.

Det dominerende træk i de mange beskrevne fattigsager er, at mange præster tog langt højere hensyn til sognet end til de fattige. - Samfundet havde gjort fattigvæsenet til en slags gejstlig opgave - måske man fra gammel tid mente, at kristendom var lig med barmhjertighed, men i virkeligheden var det jo JURA, der skulle bruges, og det er heller ikke ligefrem menneskekærlighed, der lyser ud af arkivalierne. - Måske fordi præsterne var afhængige af sognets beboere, som jo skulle give dem gaver ved gejstlige handlinger og sørge for kirkens tilstand, - det kunne måske få økonomiske konsekvenser... Heldigvis var der præster, selvom det ikke var særlig mange, der havde andre synspunkter, bl.a. var der pastor Holm i Elmelunde på Møn, som havde stor medfølelse med "STAKLERNE", som de fattige kaldtes. Han skulle skrive en liste over de fattige, som skulle betale skat, han begynder med at skrive, at "De egentlige almisselemmer har han ikke skrevet om, ­ alene deres benævnelse må være nok til at undgå skat", og så kommer der en lang liste over alle de fattige i sognet med alle deres skrøbeligheder og deres alderstrin. Der var demente - vanføre - der er 3 lange sider med navne, - som skal betale skat.

Det var i store træk forholdene for landbefolkningen, - i PROVINSBYERNE var forholdene de samme, flere steder indrettede man tidligt fattighuse, f. eks. allerede i 1737 i Stege og ordningen med at dele op i klasser gjaldt også i byerne. ­ For øvrigt holdt man kønnene skarpt adskilt, - også ægtefæller - og man sov 2 i hver seng, - det var ikke så sært, at tuberkulosen bredte sig og store epidemier var svære at stoppe. - Man skulle også holde sig i arbejdsstuerne om dagen, og der spiste man også, man måtte heller ikke gå ud uden tilladelse fra forstanderen, Og så skulle man naturligvis arbejde, der var oprettet spindestuer de fleste steder, d.v.s. væverier, hvorfra byen fik en nogenlunde god indtægt. Børnene arbejdede halvdelen af dagen i spinderiet og gik i skole den anden halvdel. Mange børn i byerne blev anbragt i plejehjem, og det var hos de mindrebemidlede i omegnen, f.eks. husmænd, som kunne tjene lidt på dem.

Det værste ved at komme på fattighus eller fattiggård var, at BEBOERNES EJENDELE BLEV REGISTRERET og INDFØRT I EN BOG VED ANKOMSTEN - Man måtte kun beholde sine GANGKLÆDER OG SIT SENGETØJ, hvis man havde noget, men ellers kun mindre brugsgenstande, f.eks. en ske. - Alt andet blev solgt til fordel for fattighuset, - det kunne være et sjal - et bord - en rok o.l. - MAN EJEDE PLUDSELIG INTET og MAN VAR INTET. - Det var også meget svært at komme ud fra et fattighus igen! Man skulle have tilladelse fra bystyret eller sognerådet og bevise, at man nu kunne klare sig selv, - det var der næsten ingen mulighed for, hvis man i flere år havde været inden for fattighusets mure.

I 1968 indsamlede Nationalmuseet diverse beretninger fra lokale historikere fra hele landet, de oplyser alle om disse forhold, nogle af beretningerne stammer fra folk, der engang har tjent hos bestyreren af et fattighus og der har set meget, som de havde svært ved at glemme. Jeg har en liste fra Vordingborg fattigvæsen fra 1861, den er på flere sider og opremser navnene på de beboere, der kom i 1861 og deres ejendele, - der står i parentes enten "død" eller ”solgt på auktion”, - det er en meget trist liste.

Der var mange børn på fattighusene, - mange var jo forældreløse og andre måtte være der, fordi deres mødre ellers ikke kunne komme ud som tjenestepiger. ­ I 1890 var 41,8 % af alle beboerne i ODENSE FATTIGHUS under 18 år.

I 1860 var der 1177 fattighuse på landet og 16 år efter - i 1876 - var der 1631, mens hver købstad havde sit, de større byer havde tit 2. - Der var da heldigvis også mennesker, der betænkte de fattige i deres testamenter. Jeg har et par eksempler fra Stege, hvor organisten testamenterede sit hus på 4 fag med kakkelovn til fattige borgerenker, og Mathias Davidsens enke et hus med 5 skpr. land i Nymarken + en eng på Ulfshale, som skulle sælges og pengene gå til de fattige.

Man fik også brug for de fattige børn, og det var til KOPPEVACCINATION! De første vaccinationer blev foretaget her i landet i 1801, men der var meget få læger den gang - der var ca. 60 i hele landet, og heraf kun 2 i Jylland, de skulle tage sig af alting, og det var jo helt umuligt. Folk turde heller ikke lade sig vaccinere, de var bange for at få kopper, men præsterne opfordrede stærkt til det fra prædikestolen, og 10 år efter blev vaccination gjort lovpligtig, det var nødvendigt, - for ellers kunne man ikke blive viet, Det var præsterne, der i mange år måtte vaccinere, de havde lært sig kunsten, men der var et stort MEN, for vaccinen skulle være levende, til den skulle bruges næste gang. Det var jo ikke hver dag, der skulle vaccineres. Man vaccinerede mange børn ad gangen fra arm til arm, og myndighederne i København fandt så på, at hvis man nu vaccinerede nogle børn 3 - 4 - 5 gange, så kunne vaccinen holdes levende til næste gang, der skulle vaccineres. Vaccinen var i live, men det var de børn ikke altid, - næsten aldrig - men det gjorde jo ikke så meget, det var kun FATTIGBØRN ELLER FORÆLDRELØSE, og sådan fortsatte det i knap 20 år, indtil der kom flere læger.

I 1824 kom der en ny ægteskabslov, som fik virkning langt frem i tiden. Den sagde, at den, der modtog fattighjælp ikke måtte gifte sig, før hjælpen var betalt tilbage og sognerådet havde givet tilladelse til ægteskabet. Det var umuligt for mange at betale, og det kan nok få os til at tænke på mange børns retsstilling. Hvis en mand var faldet som soldat f.eks. og efterladt sig en enke, så måtte hun som regel have fattighjæ1p, hvis hun ikke var velhavende, og det var de færreste soldaterenker. - der var ingen anden hjælp. - Hvis hun nu ville giftes igen, skulle hjælpen betales tilbage, det kunne hverken hun eller den nye mand, så blev de ikke gift. Børn kom der alligevel, og så blev børnene til HOREUNGER. Det var meget belastende, og efterkommerne forstod ikke altid hvorfor, f.eks. ved senere tiders slægtsforskning. - DEN LOV BLEV FØRST OPHÆVET I 1961!!

Og så er der den nye skolelov fra 1814. Der stod, at det bedste man kunne gøre for de fattige børn, var at vænne dem til ARBEJDE DER VAR GAVNLIGT FOR ALMUEN, IDET DET VILLE VÆRE DIREKTE SKADELIGT AT BIBRINGE DEM VIRKELIGE KUNDSKABER. - Det står der faktisk!! Det virkede dog bedst i byernes fattigskoler, - på landet gik alle børn i den samme skole, uanset hvem de end var børn af, og fik derfor den samme lærdom.

For øvrigt var det også tilladt at bortlicitere børn. Indtil 1891 kunne et sogneråd udlicitere børn til plejeforældre, det foregik som regel på en kro, Så man kunne bese barnet, dets alder, sundhed og legemsbygning, og så kunne man byde på det, og dem, der bød mest fik selvfølgelig barnet. - Det vakte dog efterhånden forargelse nogle steder. I Trige sogn ved Århus klagede en proprietær til Kancelliet i København, da en lille pige skulle til en ny familie for at spare sognet lidt penge. - Så gik der endnu 3 år, - så bestemte Kancelliet, at der nu også skulle ses på barnets tarv. - Men så sent som i 1901 havde HERNING FOLKEBLAD en annonce indrykket af sognerådet, hvor der stod: ”Det tidligere averterede plejebarn er nu udlejet”!

Allerede i CHR. d. V’s lov var der et kapitel om SKUDSMÅLSBØGER, og fra 1832 skulle alle børn på landet have sådan en ved konfirmationen, det var ment som et retsdokument mellem husbond og tjenestefolk, men hvis en husbond glemte at skrive i den, fik han en mindre bøde, mens den tjenende fik en kæmpebøde på 10 rdl. - Man skulle også melde sig til præsten i sognet inden 4 dage, og i byerne til politiet inden 24 timer, hvis man ville undgå fængsel i 3 dage.

I 1854 kom der en TYENDELOV - DEN GAV EN HUSBOND LOV TIL AT SLÅ SINE TJENESTEFOLK - ”TUGTE DEM”, som der stod. Det kunne især gå ud over unge mennesker, og det kunne være nødvendigt at tilkalde læge, men det var ikke altid han kom, fordi, som han sagde: ”Det har Husbond jo ret til”! Det var ironisk nok det samme år, som den første GRUNDLOVSFEST BLEV AFHOLDT!

Det foregående har jo mest handlet om landet og provinsen, - hvor størstedelen af landets befolkning boede, men forholdene var ikke meget anderledes i Hovedstaden; Omkring 1803 var der ca. 10.000 personer under fattigvæsenets forsorg, - der boede i alt omkring 110.000, så det var en stor del af indbyggerne.

Det voldte bystyret mange vanskeligheder p.g.a. tiggeriet, og man begyndte hurtigt at bygge fattighuse, foruden de børnehuse, som man havde. Sct. Hans Hospital blev bygget udenfor Nørreport, - anvendt til sindssyge, men senere blev det til LADEGÅRDEN, en form for tvangsarbejdsanstalt - For MÆND. De skulle især arbejde med at feje de københavnske gader, så hver morgen kunne man se en sørgelig række af dårligt klædte mænd sjokke ud og feje gader i anstaltens grove, ens tøj. - LADEGÅRDEN blev i 1908 afløst af Sundholm, i 1934 fik en mand derude 5 øre for l/l dags arbejde, - det blev sat op til 35 øre i 1947.

De enlige kvinders problemer var også store. I København var der i 1750 åbnet et JORDEMODERHUS, hvor fattige kvinder kunne føde anonymt og aflevere deres børn, som så blev sendt i pleje. - Der blev også sat en kasse frem, hvor man anonymt kunne lægge de nyfødte børn, og i de første 5 dage blev der lagt 24 børn i SKUFFEN, de såkaldte SKUFFEBØRN, men 4 år efter blev kassen lukket igen, - folk var heldigvis forargede.

De fleste kvinder blev indlogerede i det, der hed ALMINDELIGT HOSPITAL i Amaliegade, hvor der selvfølgelig også var syge og gamle kvinder. - Men ellers var der mange kvinder, der ernærede sig af PROSTITUTION, det var ganske vist strafbart, men så kom der i 1874 en lov, den såkaldte BORDELLOV, så det nærmest blev et accepteret erhverv. I hvert fald var der ca. 40 anerkendte BORDELHUSE i København omkring år 1900, men i 1906 blev loven ophævet, og så forsvandt erhvervet fra listen over anerkendte erhverv, - men ellers var det det samme.

Og så kom GRUNDLOVEN I 1849 - den 5. juni - og man fik STEMMERET, - den alm. stemmeret, som den sommetider blev kaldt. Den var nu ikke særlig almindelig, - vælgertallet var kun 14,5 % af befolkningen, halvdelen havde ikke stemmeret: Det var KVINDERNE - TYENDE - TJENESTEFOLK, og de MÆND, der havde fået hjælp fra det offentlige; selvom det måske kun var få kroner, blev man omgående strøget af valglisten.

Aldersgrænsen for børnearbejde blev sat op til 7 timer om dagen, hvis man var fyldt 10 år. Det var der flere, der beklagede sig over, f.eks. BRANDTS KLÆDEFABRIK i Odense, - de averterede efter drenge til formiddagsarbejde i 1902, så kunne drengene jo altid gå lidt i skole om eftermiddagen, hvis der så ellers var nogen skolegang.

I 1867 var der blevet oprettet SOGNERÅD, - så nu var det ikke mere præsten, der siden middelalderen havde stået i spidsen for fattigvæsenet, - nu var det sognerådene, der overtog den offentlige fattigforsorg.

Forholdene ændrede sig lidt efter lidt, - København fik en sundhedsvedtægt allerede i 1860, den var foranlediget af den store KOLERAEPIDEMI først i 1850-erne, - der kom også et vandværk, og i 1850 var der en engelsk forretningsmand, der hed C.J. HAMBROE, som var født i København i 1807, som gav Københavns kommune en stor sum penge til indretning af bade- og vaskehuse for de fattige klasser, - om det blev til noget, det ved jeg desværre ikke. ­ I hvert fald var det først i 1902, at man havde et underjordisk kloaksystem i byen.

I 1891 kom der endelig en lov om ALDERDOMSUNDERSTØTTELSE - Frelsens Hær havde holdt sit indtog i København og nu skulle Fattigloven være mere human. Det blev forbudt at udlicitere fattige, selvom det ikke blev overholdt alle steder. Man skulle være fyldt 60 år for at få hjælp, ­ man måtte ikke have fået fattighjælp inden for de sidste 10 år og heller aldrig have været i konflikt med loven. - Så kunne man skrive en ansøgning til sognerådet. - Blinde - døve - og åndssvage blev nu taget ud af systemet, nu kunne de og deres familier få hjælp uden at nogen mistede stemmeretten, - men ellers gjaldt alle de andre regler stadig.

Der kom masser af ansøgninger, og hjælpen var meget forskellig fra sogn til sogn og fra by til by. Man skulle også være godt op i årene, alder var ingen garanti for at få hjælp.

I Fanefjord sogn på Møn fik 41 personer bevilget hjælp, beløbene var årlige og gik fra 40 kr. til 60 kr. og alderstrinene var fra 71 til 79 år.

Året efter kom sygekasseloven, det var kun ubemidlede, der kunne optages, men de havde til gengæld ikke råd til at betale kontingent. - BLÅ KORS oprettede DRANKERHJEM og der var en fængselspræst, der var rystet over at se børn på 10 år i fængslerne for tiggeri eller smårapseri af mad. Der blev nu også oprettet forskellige børnehjem, f.eks. Grevinde Danners i Jægerspris for forladte pigebørn og Bethania på Fyn for drenge. - Børnedødeligheden steg stadig, 14 børn af hvert 100 barn døde omkring år 1900, der var mange epidemier af de forskellige børnesygdomme, og da mange børn fik en kummerlig kost i de fattige hjem, var deres modstandskraft ikke særlig stor.

I 1903 kom der en ny sko1elov, - nu kunne man gå 5 år i børneskolen, derefter 4 år i mellemskolen og 1 år i realklassen, men kun hvis man var virkelig egnet til det efter diverse prøver, og af dem var det kun ca. 1/3 af eleverne der alligevel blev optaget.

I 1903 blev der også fremsat et forslag om, at den TYENDELOV fra 1854, hvor husbond fik lov til at tugte sine tjenestefolk skulle ophæves, men det mente rigsdagen var en meget dårlig ide, så den lov blev ikke ophævet.

Men så var der en folketingsmand, der blev HARM. Det var socialdemokraten PETER SABROE. Han var født i 1867 og kom fra proletariatet, og han vidste hvad fattigdom var. Han fik sat fokus på opdragelseshjemmene, især drengehjemmet FLAKKEBJERG og pigehjemmet HEBRON. En forstander mente, at det kun var klø, der kunne opdrage børn. Han sagde: "Hvordan skulle vi ellers kunne opdrage dem? Selvfølgelig kommer der blod, når de får ris, men det er da ikke så meget, som når man stikker en gris”. Sabroe undersøgte forholdene og fik - med meget stor modstand - gennemført, at en TYENDEKOMMISSION rejste rundt i landet i 1905 for at undersøge forholdene på gårdene og kigge på de mange usle karlekamre. Det var især på Fyn og Lolland, man ikke var glad for ideen, men grev REVENTLOW på Rudbjerggård sagde offentligt, at Sabroes kritik var absolut berettiget.

Sabroe tog også ud på opdragelseshjemmene, og en dag kom han til FLAKKEBJERG lige ved spisetid, - han tog en pakke med hjem af den middagsmad, som drengene havde fået - og da han stod på talerstolen inde i RIGSDAGEN åbnede han den, - der udbredte sig en frygtelig stank - maden bestod af hønsefoder, der var blandet med fedtegrever, det var i hvert fald et bevis på grov misrøgt af børn. - Han havde også fået loven om fabriksarbejde ændret m.h.t. børn. - Nu skulle de være fyldt 12 år før de måtte arbejde på fabrik. - Og det sidste han fik gennemført var, at aldersgrænsen for børnearbejde var 14 år, - det var i 1913, - det år hvor PETER SABROE desværre blev dræbt ved togulykken i Bramminge, kun 46 år gl.

I 1922 blev TYENDELOVEN fra 1854 endelig ændret til MEDHJÆLPERLOV, nu var afstraffelse blevet forbudt, - og grænsen for at få hjælp blev hævet til 65 år, der skulle også være faste takster, men kun hvis myndighederne skønnede det, - det var alligevel illusorisk, der var kun få, der fik hjælp på det alderstrin. - I 1921 var der 73.770 danskere, der fik fattighjælp og var uden stemmeret, man var altså også som tidligere udelukket fra at få støtte i sin alderdom, hvis man havde været i konflikt med loven indenfor de sidste 3 år eller havde ført et forargeligt levned efter myndighedernes skøn.

I 1927 kunne et ægtepar få 600 kr. om året og måtte så selv tjene 100 kr. årligt, men samme år blev aldersrenten skåret ned p.g.a. den økonomiske krise, og året efter var 113.772 danskere på fattighjælp med alle de restriktioner, der medfulgte. - Man skal hele tiden huske, at enhver kunne blive nødt til at ty til myndighederne, man kunne miste sit arbejde - blive enke eller skilt eller blive varig syg, - det var næsten umuligt at spare lidt op, - lønningerne for landarbejdere og daglejere var ikke steget i næsten 20 år, men det var priserne! HVIS man havde været så heldig at få lidt penge tilovers og havde sat dem i LANDMANDSBANKEN eller i BONDESTANDENS SPAREKASSE, var man ilde stillet. - I 1908 bedrog justitsminister ALBERTI SPAREKASSEN for 15 millioner og i 1923 krakkede Landmandsbanken under etatsråd Glückstads ledelse.

Lønningerne blev for øvrigt sat ned i 1930 med 8 %, dengang der var de store sociale problemer og arbejdsløshed.

I SVENDBORG kørte man sit eget løb m.h.t. fattighjælp; Alle blev simpelthen anbragt på FATTIGGÅRDEN, - de syge - de fattige - de arbejdsløse - de gamle, og alle, der overhovedet kunne røre sig, skulle arbejde 10 timer om dagen, og indtil midten af trediverne var der kun 3 gammeldags DAS til ca. 100 mennesker - De første 24 timer man var der blev man for en sikkerheds skyld anbragt enten oppe på FNATLOFTET, som det kaldtes eller i LUSEKASSEN, og det varede indtil 1974. - Desuden skulle man her betale sin fattighjælp retur for de sidste 7 år, før man måtte gifte sig, mens det andre steder i landet var faldet til 3 år - retfærdigvis må det siges, at man fra 1961 var der frivilligt, når man ikke havde andre steder at være, det var mest de hjemløse kvinder og de farende svende. - Der var en middagsret, som var meget hyppig på fattiggårdene - også i Svendborg. - Den hed "DEN RUMFORDSKE SUPPE" og bestod af 125 gr. kød, 250 gr. brød, l kg. kartofler, 125 gr. ærter, ½ l. eddike, lidt byggryn og 6 liter vand, - det var beregnet til 6 voksne personer, - men efterhånden blev spisereglementet forbedret, - det kom til at omfatte øllebrød, risengrød og gule ærter, og gamle skikkelige mennesker kunne om eftermiddagen få 2 tvebakker + l kop mælk med så meget sukker, så det kan smages!!

Der havde i flere år været forhandlet indenfor de skiftende regeringer om nødvendigheden af, at alle de mange forskellige sociale love skulle slås sammen til én, der var mere human. Det skete endelig i 1933 med Steinckes socialreform, hvor 55 forskellige sociallove blev ændret og lagt sammen, det var det år, hvor det såkaldte KANSLERGADEFORLIG blev indgået til fordel for socialloven.

Hovedsynspunktet var, at det ikke længere skulle være ydmygende at få hjælp, det skulle være en RET, RETTEN skulle være hovedsynspunktet, - hjælpekasser blev afskaffet, og nu blev det HJEMSTEDSKOMMUNEN, der fik forsørgelsespligten, - d.v.s., at man ikke længere kunne skubbe folk fra det ene sted til det andet, som man altid havde kunnet for at undgå at betale hjælp til dem. - Det havde været en stor administrativ byrde for sognene i årevis at finde ud af, hvem der skulle betale, nu slap sogne og kommuner for al det skriveri. - Men STEMMERET det havde man stadig ikke. Nu skulle man være medlem af en statsanerkendt sygekasse fra man var 21 år til man var 60 for at få hjælp.

I 1938 kom så den første rigtige FERIELOV, der var nævnt lidt i loven fra 1933, men det blev ikke rigtigt til noget, - nu fik arbejdere, funktionærer og medhjælpere ret til ferie i 14 DAGE MED LØN. - Det var helt UHØRT, men trods alle spådomme brød samfundet ikke helt sammen alligevel. - Den første lukkelov var kommet en del år før allerede i 1908, hvor butikkerne skulle lukke de almindelige hverdage kl. 20 og om lørdagen måtte de kun have åbent til kl. 23.

I 1953 blev de 14 dages ferie forlænget til 3 uger, og 5 år efter - i 1958 - blev arbejdstiden sat ned til 45 timer om ugen mod hidtil 48, indtil 5-dages ugen kom i 1961.

Så gik der nogle år, og så skiftede aldersrenten navn, det var i 1956, den blev til folkepension, som blev udbetalt l. gang oktober 1957. Samtidig blev aldersgrænsen sat op til 67 år og enlige kvinder kunne få den fra det 62 år, men det er siden blevet slettet. Pensionsbeløbet blev fastsat til 1.000 kr. om året, og alle skulle være med til at betale den. Man skulle betale 1 % af sin skattepligtige indtægt til finansieringen, procentsatsen blev flere gange sat op, sidste gang i 1980-erne til 3,5 %, - dengang figurerede satsen på skatteopgørelsen, men det gør den ikke mere, nu er den indlemmet i statsskatten og kan ikke mere ses.

Året efter - i 1958 - var der 4.500 danskere, der stadig ikke havde stemmeret på grund af fattighjælp, og der var stadig forskel på pensionens størrelse i de forskellige amter.

Men i 1961 skete der noget - valgretsalderen blev sat ned til 21 år, og det vigtigste var at man nu beholdt sin stemmeret, selv om man havde fået hjælp. Vi fik en socialminister, der hed BOMHOLT, og han syntes, det var helt grotesk, at man kunne miste sin stemmeret, fordi man havde fået hjælp, MEN BEHOLDE DEN, selv om man havde begået mord!!

Ordet FATTIGHJÆLP forsvandt også ud af sproget, men modstræbende alkoholikere kunne stadig anbringes på arbejdsanstalter i 6 mdr. lige til 1969.

ENDELIG i 1964 fik man LOVEN OM ENS FOLKEPENSION til alle i alle egne af landet.

2 år efter kom INVALIDEPENSIONSLOVEN, og i 1973 blev sygekasserne ophævet.

I 1976 blev BISTANDSLOVEN INDFØRT og for et par år siden - i 1998 - blev folkepensionsalderen nedsat til 65 år.
For et par år siden var der et par af vore politiske partiers ungdomsorganisationer, der mente, at folk på bistandshjælp ikke skulle have stemmeret, - men det blev da heldigvis ikke vedtaget.


---oooOOOooo---



Man hører jo engang imellem folk tale om DE GODE GAMLE DAGE, da ungdommen gad bestille noget og brændevinen var billig, men der var jo ikke altid så meget at råbe hurra for - De forhold som befolkningen levede under, skulle i hvert fald helst være ens, for landets love var overordnet de samme, men det var de alligevel ikke altid. F.eks. var der udover fattig- og pensionsforholdene også stor forskel, når det drejede sig om UNDERVISNING som vi har hørt. I købstæderne var der oprettet ALMUESKOLER for borgerbørn og FATTIGSKOLER for fattigbørn. I København var der 8 fattigskoler med ca. 3.000 børn i alt, hvor man lærte at læse og skrive og sin katekismus… Som der stod i LOVEN: ”DET ER AF DEN STØRSTE VIGTIGHED FOR DERES EGEN LYKKE, AT DE VÆNNES TIL SÅDANT ARBEJDE, SOM ER GAVNLIGT FOR ALMUEN, SÅLEDES AT DET BLIVER EN VANE OG DERES ANDEN NATUR” - Det var først i 1937, at der blev vedtaget daglig skolegang i landsbyskolerne, dog af en eller anden ukendt grund ikke i Vest Jylland. - Masser af steder på landet var det dog ikke før i 1968, at der blev samlet skolegang hver dag i 7 år som i byerne. - 1937-loven blev ikke respekteret alle steder. Med andre ORD var det umuligt for mange børn på landet at få en ordentlig samlet skolegang før efter 1968.

Der er mange andre forhold, som ikke direkte skyldtes lovgivningen, men levevilkårene. Når man skal finde ud af, hvor gode eller dårlige tiderne var, da ens oldeforældre eller bedsteforældre levede, er man nødt til at gå ud fra, hvordan de fleste af os levede - ikke kun de mere velhavende.

SUNDHEDSFORHOLDENE VAR ENS FOR ALLE, og de store epidemier var skyld i masser af dødsfald. Og i mange år var levealderen for kvinder utrolig lav. Jeg har fået en liste fra årene 1850 - 1890, som en fynsk slægtsforsker lavede i 1976. Han havde spekuleret meget over det og sammenlignet dødsfaldene med sit UNGKVÆG, - han var nemlig gårdmænd. Han havde hæftet sig ved JORDBUNDEN OG MINERALERNE, især MAGNESIUM. I 13 jyske hedesogne var gennemsnitsalderen for kvinder kun 33 år, og i 25 fynske sogne kun 41 år, og i Odense by 31 år. - Han mente altså, det var kosten, og han sammenlignede det med KUMMERFORMERNE. - Det har nok også haft en del at gøre med den høje dødelighed, der var ved fødslerne. Dødeligheden faldt i hvert fald en hel del, da lægerne begyndte at vaske hænder, før de hjalp kvinderne.

Men i hvert fald var det ikke så sært, at udvandringen tog fart netop i den sidste halvdel af 1800-tallet, hvor tusindvis af mennesker forlod Danmark for at søge lykken andre steder, det var netop landarbejdere og tjenestefolk, der rejste i stort antal.

Det hjalp også, da myndighederne begyndte at tænke på kloaksystemet, det var, som sagt, først i 1902, at man begyndte med kloaksystemet. Ellers var der DAS alle vegne, og i de større byer - og i København - var der NATMÆND, som gik ud og ind af folks lejligheder og tømte DAS, når folk sov. - De havde nøgle, så de selv kunne komme ind. Min svigermor var født i 1886, hun boede i København og kunne huske, hvor bange hun blev, når hun hørte dem vandre af sted i den lange gang de havde og havde glemt, at de skulle komme, familien boede på 3. sal. - I 1892 strejkede NATMÆNDENE FOR AT FÅ HØJERE LØN og det medførte helt utålelige tilstande. Det indskærpedes folk, at de nu skulle sørge for at få deres klosetter tømt hver dag og vasket godt, - hvordan de så skulle bære sig ad med det i de mange etageejendomme??

Forfatteren OTTO RUNG har i sine erindringer fortalt, at han og hans familie var rundt for at søge lejlighed, og engang da de gik rundt og så på en pæn ledig lejlighed, ledte de længe efter det ”lille RUM”, som han skriver. Til sidst fandt de det ude i et køkkenskab, hvor den tidligere lejer nok så praktisk havde brugt lokumsbrædtet til at hakke persille på! ­ Der var også SPYTBAKKERNE, de stod i næsten alle hjem med deres udklippede papirskraver og sand i bunden. - Håndværkerforeningens vært i Herning forlangte af sin bestyrelse, at få sat spytbakker op inde i restauranten, men det fik han ikke. Bestyrelsen mente ikke, at det var nødvendigt at anskaffe den slags moderne tingester - gulvet havde altid været godt nok. Det var ikke så sært, at Tuberkulosen hærgede, og at difteritis, mæslinger og de andre børnesygdomme hvert år krævede en masse børn, - og det uanset hvilket samfundslag man tilhørte.

Arbejdsdagen var også lang, - en snedker har fortalt, at han skulle stå parat med sit værktøj fra kl. 6 - han sov på værkstedet inde under arbejdsbordet og arbejdede ellers til kl. 19. - Og da han var blevet udlært fik han af sin mester LOV TIL AT RYGE.

Det er først i de senere år, at historikere for alvor er begyndt at interessere sig for levevilkårene for det meget store underste lag i Danmark. - Der er brudstykker i litteraturen, f.eks. i Johanne Louise Heibergs erindringer, - Martin Andersen Nexø skrev ”Ditte Menneskebarn” og Jeppe Åkjærs ”Jens Vejmand”, og der er malerier. Nogle malere har malet fattigdommen, at blive ”Sat på gaden” og ”I fattighuset” af Jens Birkholm på Fåborg museum.

Men ellers handler de fleste historiebøger om konger - krige - politik - religion, - det er jo ellers netop alle de forhold, der afgjorde, hvordan størstedelen af befolkningen levede. En stor del af dem tilbragte hele deres liv i en armod, som det er vanskeligt for os at gøre sig noget begreb om i dag.

Vi er heldigvis nu kommet fra den reelle fattigdom, - i hvert fald fra den tid, hvor man gik med tiggertegn og blev straffet og sommetider døde af sult.

Fattigdommen var mere synlig tidligere, - der er ikke så stor forskel på folk på gaden i dag som tidligere, - og jeg tror, at mange af vores forfædre ville glæde sig og gøre store øjne, hvis de kunne se, hvor godt deres efterkommere har fået det nu.

EU har udarbejdet en FATTIGDOMSUNDERSØGELSE i 1981 og fastsatte den gang en FATTIGDOMSGRÆNSE. Efter den blev man vurderet som fattig, hvis man havde en indtægt, der var under det halve af landets gennemsnitsindkomst pr. person - udregnet efter skat og efter familiens størrelse.

Man opgjorde på den måde, at 11 % af Europas befolkning var fattig i 1981, men her i Danmark var det hele 13 % der var fattige! - Det blev også defineret på den måde, at ”det at være fattig er IKKE AT KUNNE LEVE OP TIL DEN STANDARD, som er almindelig accepteret i samfundet”!

Hvordan procentsatsen er i dag, det ved jeg ikke, - og heller ikke, hvad der er ALMINDELIG ACCEPTERET STANDARD!!


---ooo000ooo---



Og så vil jeg gerne have lov til at gå lidt tilbage i tiden igen.

Det vedrører GRUNDTVIG og stammer fra et lille uddrag af ØRSLEV-UDBY fattigkommissions protokol:

GRUNDTVIGS FAR, JOHAN GRUNDTVIG var præst i Udby, hvor Grundtvig blev født.

Dengang var det jo sædvane, som vi ved, at et fattiglems ejendele tilhørte fattigvæsenet og grunden til salget var, at beløbet skulle hjælpe med til at betale en ligkiste. Det drejede sig aldrig om ret meget: et sjal - nogle brugte særke, en gammel gryde, men der blev i hvert fa1d aldrig nogle minder til de efterladte, og det var der nogle, der var kede af, - de ville gerne betale ligkisten, - ellers blev fattiglemmet begravet i en halmkiste, og det blev betragtet som en meget stor SKAM.

Pastor Grundtvig gav derfor arvingerne lov til at beholde, hvad der var, mod til gengæld at de betalte ligkisten, - han var jo formand for fattigkommissionen, så det gjorde han bare. - MEN PROVSTEN I STIFTET var en meget nidkær mand, og pastor Grundtvig fik ørerne i maskinen og måtte flere gange betale bøder til herredskassen. Der blev flere og flere fattige i de år, - det var lige omkring englandskrigene, og mange af sognets mænd var indkaldt til krigstjeneste, så deres familier måtte ty til fattighjælp. Grundtvigs far hjalp altså, hvor han kunne, og da han tog sin afsked i 1810, havde han 39 rdl. til gode i sognets kasse, som han naturligvis aldrig fik.

Al det oplevede Grundtvig som barn, og også siden da han var kapellan hos sin far i nogle år. Han så den uretfærdighed, som han mente blev begået mod mange af de små i samfundet. Han kom efterhånden i stærk opposition til de kirkelige autoriteter, han var præst forskellige steder, men lidt efter lidt blev han lukket ude fra folkekirken, og det var især SJÆLLANDS BISKOP J.P. Mynster og dr.theol. H.N. Clausen, som flere gange var minister, som nægtede ham embede. - De tilhørte begge to den strenge højkirkelige trosretning. Han søgte mange steder, men det var først, da han var 56 år i 1839, at han blev præst ved VARTOV i København. - Han havde også i mange år været under censur for sine skriftlige arbejder af det Kgl. Kancelli og Justitsministerium p.g.a. sine sa1mers indhold, og i 1837 ansøgte han FR. d. VI om at blive fritaget for censur - Og, som han skriver, kongen fik foranlediget at han endelig kunne blive en fri skribent efter 27 års forfølgelse. 2 år efter fik han så embedet ved Vartov, som var et FATTIGHOSPITAL - en stiftelse, som HELLIGÅNDSBRØDRENE havde oprettet, det var den ældste i København og der var plads til ca. 450 gamle og svage. - VARTOV var en ”FRIKIRKE" - hørte altså ikke til folkekirken, og GRUNDTVIG VAR PRÆST HER RESTEN AF SIT LIV. Han har jo givet navn til GRUNDTVIGIANISMEN. - Den TRO på fuld FRIHED i forbindelse med sand kristendom havde han fået med fra sit hjem og fra den foragt, som den nidkære stiftsprovst udviste, - den glemte han aldrig.

Han glemte aldrig den kvinde, som blev kaldt hans barnepige. Det var hun ikke rigtig. Hun hed MALENE JENSDATTER og havde altid levet i UDBY PRÆSTEGARD, - hun var lam fra fødslen, og GRUNDTVIGS far havde overtaget hende sammen med embedet. Hendes ophold var fra den tid, hvor skikkelige mennesker husede de trængende, og som gerne ville behandles på samme måde, når deres tid kom. I DE FATTIGES REGNSKAB fra Udby står hun nævnt som "Et Inventarium i Præstegården”.

Hun fik stor betydning både for barnet og den unge Grundtvig, - han sad tit ved hendes seng, og hun sang for ham og lærte ham alle Kingos salmer og fortalte ham en mængde sjællandske sagn og myter.

Da han mange år senere, oversatte SAXO's Danmarks Krønike, fortæller han, at det var Malene Jensdatters sjællandske mål, der lød i hans ører, og det var tit hendes vendinger han brugte.


---ooo000ooo---


November 2002
Kirsten Lütchen-Lehn.



Kilder:

Arkivalier: Landsarkivet i København: Mønske pastoratsarkivalier
Arkivalier fra Stege Byfoged - fundet på Stege Rådhus.
Litteratur: ”Vore bedsteforældres tid", udgivet af Nationalmuseet 1969.
"Sultegrænsen" af Peter Riismøller, udg. Arnold Busck 1971.
Breve fra og til N.F.S. Grundtvig 1821-1872, Gyldendalske bogh. 1926. "Fattigdom" af Gustav Bang.
"Fattigdommens hverdage" v/Ann og Birthe Gamst.
"Dansk guldalder eller oprøret i tugt-rasp og forbedringshuset 1817" af Jens Engberg.
"Danmark for 100 år siden - og nu" ved Kjeld Winding.
"Borger i det gamle København" af Jan Møller.
"Levealderen i Jylland og på Fyn”. Særtryk fra Ribe amt 1976.
”På fattighuset” v/Ingeborg Christmas-Møller, København 1987.
”Fattig i Danmark" v/Knud Vilby og Kjeld Sørensen, udgivet 1987.
"Præst og administrator" af Erik Nørr, udgivet af rigsarkivet 1981.
"Fattiggården" af Henrik Jantzen og Otto Jonasen.
Skrifter fra Svendborg og Omegns Museum. Udgivet 1976 og 1996.



2002
Kirsten Lütchen-Lehn.