Mine indstillinger Ny bruger
Glemt adgangskode?
Kodeord
Sektioner
Handlinger tilknyttet webside
Forside / Sydfyn / Nyheder / Nyhedsbrev nr. 1 - 2017

Nyhedsbrev nr. 1 - 2017

Dis-Sydfyn - din aktive lokalforening

Kære Medlemmer
Nu tager vi hul på en ny sæson og et nyt år og det betyder, at dit kontingent til Dis-Sydfyn skal fornyes. Det koster stadigvæk kun 60 kr. for et helt år at komme til vore foredrag og medlemsaftener, hvor der ofte er undervisning.

Der skal betales 1. februar 2017 og det er Dis-Danmarks kasserer, der står for opkrævningen. Hvis man er tilmeldt bankernes betalingsservice ”BS Betalingsservice” går det helt automatisk, så kan du på din betalingsoversigt for den kommende måned se, hvad der bliver trukket.

DIS-Danmark opkræver kontingent for ”Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie”, ”DIS SYDFYN” (og øvrige lokalforeninger) samt ”DIS-Danmark”. Opkrævningen sker samlet, og der vil være en specifikation af hvilke foreninger, man skal betale for, samt prisen for hvert enkelt medlemskab.

Selve opkrævningen sker via NETS-betalingsservice. For de medlemmer, der endnu ikke er tilmeldt den automatiske betalingsservice, hvor banken trækker beløbet automatisk, vil det ske ved fremsendelse af et girokort (udsendes med almindelig post fra NETS). Girokortet kan nemt betales på netbank ved at anvende koden nederst på kortet.

Betalingsfristen er den 1. februar 2017

Det er vigtigt for kasserer, at man anvender en af de to løsninger! Så kan de indbetalinger, han får fra bankerne, indlæses direkte i Dis-Danmarks regnskabssystem uden efterbehandling.

Den nemmeste og billigste løsning er, at man anvender Betalingsservice. Hvis du ikke er tilmeldt, så kan du gøre det på vores hjemmeside eller i din netbank.

På hjemmesiden skal du være logget ind, (hvis du har problemer med at blive logget ind, så kontakt Ekspeditionen@dis-danmark.dk )hvorefter du går til: Den grønne fane ”FORENINGEN” - vælger ”Bliv medlem” – vælger ”Bliv medlem nu” – vælger ”Betalingsservice” i venstre side – vælger logoet ”BS betalingsservice” – så kommer der en boks i venstre side, hvor dit medlemsnummer og vores koder: P= personligt medlemskab - allerede er skrevet – herefter udfylder du blot felterne med dit CPR nummer, bankens registreringsnummer samt dit kontonummer.

Så vil dit kontingent automatisk blive trukket på forfaldsdagen. Selv om du bruger ”Bliv medlem nu” så opretter vi selvfølgelig ikke et nyt medlemskab på dig – det er blot det sted på hjemmesiden, hvor man tilmelder sig Betalingsservice.

Hvis du ikke lige får betalt til tiden, vil vi sende en erindring. Denne erindring vil blive sendt på mail til den mailadresse, du har oplyst os. Nogle uger efter denne erindring vil vi udmelde dem, der ikke har svaret på vores henvendelse.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis der er spørgsmål. Når det gælder ind- og udmeldelser sker det til: Ekspeditionen@dis-danmark.dk. Når det gælder betalinger og saldo på din medlemskonto sker det til: Kasserer@dis-danmark.dk.

Dette er meget tekst omkring betaling af kontingent, det er for i fremtiden at lette både dig og Dis-Danmarks kasserer, der nu skal holde styr på kontingentet for medlemmerne i tre slægtsforeninger.

Dis-Sydfyns foredrag og medlemsaften holdes fortsat i Aktivitetshuset Skallen, Møllergade 99, Svendborg kl. 19.00-21,30

Torsdag, den 12. januar: Foredrag v/Jørgen Dieckmann, arkivchef i Byhistorisk Arkiv i Esbjerg: Kom godt i gang med slægtsforskning – og kom videre.
Få gode råd til at undgå de værste fælder i din slægtsforskning. Ofte har man i starten så travlt med at finde nye personer, at vigtige oplysninger ikke noteres ned. Dette foredrag er henvendt til især nybegyndere, men alle kan have glæde af at høre foredraget og måske starte forfra for at få mere med i slægtshistorien.
Der gives også en introduktion til den gotiske håndskrift, som var fremherskende indtil 1875.

Torsdag den 26. januar Medlemsaften: Slægtsforskere hjælper hinanden.
Denne aften er både for nybegyndere og viderekomne. Vær med til at give nye slægtsforskere hjælp og gode råd, få selv råd fra nogen, der har slægtsforsket i flere år end dig selv. Forbered dig på, hvad du ønsker mere viden om. Der bliver mulighed for, at Flemming Knudsen på lærredet vil vise noget af det, I ønsker mere viden om. Der er ingen tilmelding.
Hvis du har specielle emner, du vil have svar på, så send os gerne en mail på forhånd, så vi kan forberede os.
Kom til en hyggelig medlemsaften. Giv noget og få noget.
Husk at tage din computer og ledninger med.

Slægtscafé på Gudme Bibliotek, Højsagervej 6, 5884 Gudme
Torsdag den 19. januar kl. 16-18
Rutinerede slægtsforskere stiller sig gratis til rådighed med hjælp og vejledning. Mød bare op, der er ingen tilmelding.

Dis-Sydfyns medlemmer kan gratis deltage i gotisk læsekreds på Vestre skole onsdag aften i lige uger kl. 19.00-21.00 - næste gang er den 11.01.2017
Henvendelse til Karen Margrethe Schmidt: schmidtkarenmargrethe@gmail.com

Dis-Sydfyn har nu købt et eksemplar af Gitte Bergendorff Høstbòs nye slægtsbog, hvor man i hånden kan indskrive nogle generationer og bruge bogen som gave til slægtninge. Der er nu mulighed for at se bogen før bestilling.

Dis-Sydfyns medlemmer kan gratis gå til foredrag i Dis-Odense
Tirsdag den 17. januar kl. 19.00-21,30: Foredrag ved Agnete Birger Madsen
Et barnelig i en kuffert. Foredraget handler om fødsler i dølgsmål.
Stadionvej 50, indgang K, Odense V. Ingen tilmelding.

Nyt på arkivalier online:
Lensregnskaber: Arkivalierne dækker perioden fra 1559 og frem til 1660

Fynske magistratsarkiver og ældre regnskaber.

Arkivalier fra fynske magistratsarkiver og ældre regnskaber fra sønderjyske, fynske og sjællandske arkivskabere 
 
Fynske magistratsarkiver (rådstuearkiverne)

Materialet er fra perioden 1500 til 1868 og omfatter en blandet gruppe af arkivalier.

Det fynske ryttergods og nørrejyske retsbetjente

Arkivalier fra det fynske ryttergods og flere arkivalier fra retsbetjentarkiverne

Venlig hilsen Nani

Medlemsfordele
DIS-Sydfyn tilbyder:
  • hyggeligt samvær om slægtsforskning
  • gode foredrag