Mine indstillinger Ny bruger
Glemt adgangskode?
Kodeord
Sektioner
Handlinger tilknyttet webside
Forside / Værktøjer / Slægtskabsbetegnelser

Slægtskabsbetegnelser

Jeg - min halvfætters næstsøskendebarn.

Af Svend-Erik Christiansen

Artiklen var trykt i Slægt & Data 2/94.

Om danske, norske og engelske slægtsbetegnelser.

 Som slægtsforsker støder man ofte slægtskabsbetegnelser, som man ikke umiddelbart kan overskue, og ikke sjældent støder man på en forkert brug af de mere specielle betegnelser.

 I nærværende artikel vil jeg forsøge at opsamle de betegnelser, som jeg er stødt på gennem årene og forsøge at redegøre for betydningen af disse. Jeg har i høj grad støttet mig til definitionerne i det store 28-binds værk: "Ordbog over det Danske Sprog" (bl.a. udg. København, 1966-70). Værket kan i øvrigt varmt anbefales, når der er ord, som man ikke kender, eller som man er i tvivl om betydningen af.

 Til sammenligning med de danske slægtskabsbetegnelser vil jeg kort forsøge at skitsere det norske og engelske system omkring disse.


Danske slægtskabsbetegnelser:


Ved kommunikation med slægtninge i udlandet eller ved nøjere granskning af udenlandske (amerikanske) slægtsforskningsprogrammer vil man efterhånden opdage, at det danske sprog er lidt fattigt, når det gælder slægtskabsbetegnelser, og at vi i dag stort set kun har (og bruger) betegnelser på slægtninge indenfor de nærmeste par led i familien.

Vi kender således alle betegnelserne: fætter, kusine, onkel, tante, moster, niece osv., men ikke sjældent har vi sværere ved at gøre rede for, hvad grandtante, halvonkel, næstsøskendebarn o.l. dækker over, og usikkerheden er i sig selv vel også medvirkende til, at disse betegnelser ikke bruges ret meget. Det spiller naturligvis også ind, at vi ikke så tit har kontakt med sådanne lidt fjernere slægtninge, og derfor ikke har brug for betegnelserne i daglig tale og dermed ikke bliver fortrolige med dem.

 

Danske familienavne

 

Betegnelser indenfor 1. og 2. slægtled

 

Far og mor (forældre), søn og datter (børn), søster og bror (søskende) samt farfar, farmor, morfar og mormor (bedsteforældre) er almindeligt brugte og præcise betegnelser på den allernærmeste kødeligt beslægtede familie. Til præcis angivelse af børnebørnene findes betegnelserne sønnesøn, sønnedatter, dattersøn, datterdatter, men de bruges ikke så meget i daglig tale.

 Slægtskabsbetegnelserne bliver imidlertid lidt mere komplicerede, når vi kommer ud over den allernærmeste familie. Til betegnelse af forældres søskende har vi således farbror, faster, morbror og moster, men bruger også ofte betegnelserne onkel og tante, der både kan omfatte forældres søskende og deres ægtefæller, hvor de sidste jo ikke er kødelige slægtninge. Søsters/ brors børn kan præcist angives som søstersøn, søsterdatter, broder- søn og broderdatter, men de mere mundrette ord nevø og niece er nok de mest brugte, selv om de ikke oplyser til hvilken side, barnet hører.

 Her skal det lige nævnes, at svoger og svigerinde er betegnelser for søsters/brors ægtefælle eller ægtefælles søster/bror, men at betegnelserne også er gangbare for ægtefælles søsters/brors ægtefælle.

 Børn til forældres søskende betegnes fætter og kusine, og de kan under ét kaldes søskendebørn, selv om det dog virker lidt misvisende. Der findes øjensynlig ingen mere præcise betegnelser for fætre/kusiner, som angiver, om de er på fars eller mors side. Mærkeligt nok eksisterer der åbenbart ingen gængse betegnelser for børn af fætre og kusiner; det er trods alt tale om relative nære slægtninge.

 

Betegnelser i 3. slægtled

 

De ovennævnte slægtskabsbetegnelser vedrører alle slægtninge i indtil 2 led, dvs. efterkommere til bedsteforældre. Der findes også betegnelser for slægtninge ude i 3. led. Grandonkel/grandtante er således betegnelsen for brødre/søstre til ens bedsteforældre, men kan også bruges om ægte- fæller til de nævnte brødre/søstre. I daglig tale er grandonkel vel efter- hånden blot blevet et andet ord for en fjern slægtning. Børn/svigerbørn til grandonkel/grandtante benævnes halvtante og halvonkel, og børn til dem kaldes endelig halvfætter eller halvkusine. Halvfætre og halvkusiner kan under ét benævnes næstsøskendebørn.

 Som det er antydet ovenfor dækker betegnelserne grandonkel/grandtante og halvtante/halvonkel både over kødelige slægtninge og indgifte; akkurat som det var tilfældet med betegnelserne onkel og tante. Halvfætre og halvkusine kan ifølge Ordbogen derimod ikke bruges om indgifte, hvilket tilsvarende også gælder for "almindelige" fætre og kusiner.

Tilføjelsen "halv-" kender vi også fra de tættere beslægtede halvbror og halvsøster, dvs. søskende til en person, hvor kun den ene af forældrene er fælles. En ny ægtefælle (samlever ?) til en persons far eller mor kan betegnes henholdsvis stedmor eller stedfar og har vedkommende selv børn, bliver de personens stedsøskende (stedbror/ stedsøster).


Norske slægtskabsbetegnelser:


Sprogligt ligger dansk ikke langt fra det norske, og de to lande har i mange år været nært knyttede. Når det gælder den nærmeste, familie ser det ud til at være de samme betegnelser, som bruges, dvs. "mor, far, bror, søster, onkel, tante, kusine, fetter, bestefar, grandonkel" osv., men når det gælder angivelse af mere fjerne slægtninge, er det norske sprog mere rigt, idet man har "menning"-begrebet til at beskrive, hvor mange slægtled væk en slægtning er i forhold til den aktuelle person.

 Enmenninger er på norsk et andet ord for søskende (fælles ane er et led væk = forældre), tomenninger svarer til fætre/kusiner dvs. søskendebørn (fælles ane er to led væk = bedsteforældre), tremenninger svarer til halvfætre / halvkusiner (fælles ane er tre led væk = oldeforældre), firmenninger er oldebørn, som man har fælles tipoldefar med. Sådan kan man i teorien fortsætte i det uendelige med betegnelserne.

 Enmenninger, tomenninger, tremenninger osv. er slægtninge i samme generationstrin, men det er også muligt at angive, om der er der tale om forskudte generationer. Børn af fætre/kusiner og halvfætre / halvkusiner osv. (altså en generation forskudt i forhold til en selv), betegnes som henholdsvis: "tomenninger (søskendebørn ) minus en generasjon", "tremenninger minus en generasjon" o.s.v. Børnebørn af de samme (altså to generationer forskudt) kan så tilsvarende forklares med den tilhørende menning-angivelse og "minus to generasjoner".

 

Norske familienavne

 

På dansk har vi ingen betegnelse på børn af nevøer/niecer, men på norsk haves ordet "grandnevø"/"grandniese"; det svarer nøje til de engelske udtryk.


Engelske slægtskabsbetegnelser:


Den engelske måde at betegne slægtninge på uden for de 2 nærmeste slægtled minder i nogen grad om det netop beskrevne norske system. Der er imidlertid to fundamentale forskelle. For det første så springer man i betegnelserne for slægtninge i lige linie over begrebet oldeforældre, således at den engelske tip-nummerering bliver en tand forskudt i forhold til den norske (og danske).

NORSK (DANSK) ENGELSK
foreldre parents
besteforeldre grandparents
oldeforeldre great-grandparents
tip-oldeforeldre great2-grandparents
tip2-oldeforeldre great3-grandparents
tip3-oldeforeldre great4-grandparents

 

For det andet (den anden fundamentale forskel) så tager den engelske nummerering af de fjernere slægtninge sit udgangspunkt i fætre/kusiner (1st cousins), der på norsk svarer til tomenninger, fordi fætre/kusiner er netop to slægtled væk; halvfætre / halvkusiner (2nd cousin) bliver tilsvarende til tremenning på norsk. Her ses nummereringen i de to systemer således også at blive forskudt i forhold til hinanden.

 

Engelske familienavne

 

Disse nævnte forskelle er bl.a. årsagen til, at der i den danske udgave af slægtsforskningsprogrammet Brothers Keeper vers 5.1f kan forekomme lidt kunstigt lydende slægtsbetegnelser, når man har valgt menupunktet, der "udregner" to personers indbyrdes slægtskabsforhold; f.eks. betegnelser som "tip-tip-bedstefar".